Svalerne søger frivillig til Indiens-rejse

Laurits Holdt

Foreningen skriver:

Vi søger én person, som vil være Svalernes repræsentant på besøg hos vores samarbejdspartnere i Indien. Rejsen vil vare 2-4 uger og foregår i perioden januar-marts 2017. Det endelige tidspunkt for rejsen fastlægges af Indiensudvalget i samarbejde med de rejsende.

Svalerne har partnerorganisationer i Tamil Nadu i Sydindien og i Bangladesh. Hvert år sendes to repræsentanter til hvert af de to lande for at evaluere vores projekter og skabe dialog med vores partnere.

Repræsentanterne skal besøge Svalernes nuværende partnerorganisationer og mødes med deres målgruppe af jordløse landarbejdere, kvinder, børn, kasteløse og stammefolk. Eventuelt skal der holdes møder med potentielle nye samarbejdspartnere og udvalgte organisationer, som har søgt om støtte til nye udviklingsinitiativer blandt de fattigste.

Svalerne tilbyder en enestående mulighed for at møde vores nuværende og kommende partnere og de målgrupper, vi støtter – på tæt hold.

På partnerskabsbesøget skal du være sparringspartner for organisationernes personale, besigtige, monitorere og evaluere de projekter, som Svalerne støtter, og involvere dig i forskellige kapacitetsopbyggende arrangementer for både ledere og feltarbejdere.

På hvert partnerskabsbesøg deltager to repræsentanter for Svalerne.

Den ene repræsentant skal have været på partnerskabsbesøg tidligere.

Den anden behøver ikke have været på partnerskabsbesøg tidligere.

Forventninger

Det forventes at:

  • Du taler godt engelsk, har gode samarbejdsevner og er ansvarsbevidst.
  • Du har et vist kendskab til u-landsarbejde, evt. som aktiv i U-landsforeningen Svalerne eller en tilsvarende organisation. Det er en fordel, at du har rejst eller arbejdet i et udviklingsland tidligere.
  • Du er forpligtet til i 5-6 måneder op til partnerskabsbesøget at deltage i et forberedelsesforløb heriblandt deltagelse i Svalernes møder i Indiensudvalget. Du forventes at sætte dig ind i grundlæggende forhold om landets geografi, historie og samfundsforhold. Derudover forventes det, at du deltager aktivt i planlægningen af partnerskabsbesøget.
  • Du forpligter dig til, efter partnerskabsrejsen, at afrapportere, såvel mundtligt som skriftligt til Indiensgruppen senest tre måneder efter rejsens afslutning.
  • Du forpligter dig til at deltage i Indiensudvalget ét år efter partnerskabsbesøget, og du skal have lyst til at fortælle om erfaringerne fra besøget til Svalernes medlemmer, frivillige og andre interesserede.
  • Du deltager i forberedelse af det følgende års partnerskabsbesøg.
  • Du tilslutter dig Svalernes værdigrundlag og bliver støttemedlem af U-landsforeningen Svalerne.
  • Du er helbredsmæssigt (fysisk og psykisk) i stand til at fuldføre rejsen og de ovennævnte arbejdsmæssige opgaver.

Omkostningerne forbundet med rejse, ophold og forplejning betales af Svalerne, efter de til enhver tid gældende satser.

Yderligere oplysninger om U-landsforeningen Svalernes arbejde i Indien (Tamil Nadu) og Bangladesh kan findes på www.svalerne.dk eller ved henvendelse på nedenstående adresse.

For yderligere information om partnerskabsbesøget til Indien: Morten Frederiksen, tlf.nr. 26 24 66 77, e-mail: [email protected]

Ansøgning

Skriftlig ansøgning, mærket ”Partnerskabsbesøg Indien 2017” vedlagt cv sendes (som alm. post eller e- mail) til:

U-landsforeningen Svalerne Att.: Partnerskabsudvalget
Århusgade 35
2100 København Ø.
E-mail: [email protected]
Tlf.: 51 91 92 18.

Ansøgningen skal være U-landsforeningen Svalerne i hænde senest den 3. august 2016.

Forside