En omfattende svindelsag har ramt Mellemfolkeligt Samvirke, hvor en medarbejder er bortvist og meldt til politiet for underslæb for opimod 900.000 statskroner, som skulle være brugt til u-landsoplysning, skriver Politiken tirsdag.
Det er ikke Mellemfolkeligt Samvirkes egne midler, det er gået ud over. Den mandlige medarbejder stod for regnskaberne for internetportalen Global.dk, og her han været ene om at kunne udbetale penge til kreditorer – og angiveligt også til sig selv, skriver bladet.
Svindlen skal angiveligt være foregået siden 2001. Manden har været ansat i MS siden 2000.
– Når vi i Mellemfolkeligt Samvirke betaler en kreditor, skal der 2 underskrifter på betalingen. I Global.dk har medarbejderen haft eneprokura, som det hedder, i forbindelse med betalinger, siger generalsekretær i MS Lars Udsholt til Politiken.
– Der har været udarbejdet et årsregnskab, som er sendt til revisor og derefter fremlagt for bestyrelsen i Global.dk. Og der har ikke været anmærkninger på regnskabet fra revisor, føjer han til.
Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) forventer efter en redegørelse fra både MS og Global.dk at tage stilling til, om der skal gøres ansvar gældende, samt om der eventuelt kan blive tale om tilbagebetaling af midler.
Global.dk er en forening, der blev stiftet i 2000 og hvis virke overvejende er finansieret af Danidas oplysningsbevilling. Global.dk har således i sine 5 års levetid modtaget 6 til 7 millioner kroner i tilskud fra Danida.
Foreningen driver internet-portalen Global.dk, der fortæller om u-landsarbejde, dog mest i form af pressemeddelelser, arrangements- og stillingsopslag fra de tilmeldte organisationer.
Portalen har 68 danske organisationer som medlemmer; langt de fleste små, men også flere store bistandsorganisationer er med såsom Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og Ibis – alle for et yderst beskedent årskontingent.
Mellemfolkeligt Samvirke har fungeret som værtsorganisation for Global.dk, som i øvrigt nu flytter fra MS til Nørrebrogade for at dele domicil med CARE Danmark.