Torsdag inviterer statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) til en konference i København, som vil sætte fokus på stabilitets- og sikkerhedsanliggender i Afrika syd for Sahara. Dette skal ses i lyset af Danmarks medlemskab af FNs sikkerhedsråd, hvor det hidtil ikke er lykkedes at markere sig nævneværdigt, hedder det i en presseudtalelse fra generalforsamlingen onsdag i NGOen Sydafrika Kontakt.
VK-regeringen har samtidig bebudet, at en større del af den danske udviklingsbistand vil blive rettet mod Afrika med tilsvarende reduktion i midler til Asien og Latinamerika.
Her finder vi udviklingsministerens udtalelser om en mulig inddragelse af bistandsmidler til Bolivia nærmest skandaløse. At true en befolkning med sanktioner, når den udøver sin demokratiske ret til at kontrollere egne naturressourcer er ganske uantagelig, hedder det i udtalelsen.
I Sydafrika Kontakt, er vi som udgangspunkt tilfreds med et øget fokus på Afrika. Ikke mindst når den nuværende regering har skåret drastisk i den samlede udviklingsbistand.
3 afrikanske lande er udfaset helt og kun et enkelt trådt i stedet. Samtidig er bevillingerne til hiv/aids-bekæmpelse endnu utilstrækkelige og uden det langsigtede perspektiv, der er påkrævet. En helhedsorienteret og langsigtet indsats er nødvendig, hvis ikke kontinentet skal svækkes yderligere.
Bistanden til de afrikanske lande har samtidig ændret karakter. Fattigdomsbekæmpelse er trængt i baggrunden af sikkerheds- og erhvervspolitiske hensyn. Danske sikkerhedspolitiske interesser, investeringsmuligheder for danske virksomheder og initiativer til at standse flygtningestrømmen til Europa er nu bistandspolitikkens hovedformål, hedder det.
Sydafrika Kontakt afviser denne snævre tilgang til verden og opfordrer til at forstærke målsætningen om fattigdomsbekæmpelse i alle dens aspekter, især på de uddannelses- og sundhedsmæssige områder.
Afrika kan udvikle sig. Afrika vil udvikle sig. Med sine 900 millioner mennesker vil Afrika en dag opleve en social, økonomisk og politisk renæssance. Vi skal bidrage hertil, konkluderer Sydafrika Kontakt.
Yderligere informationer hos Morten Nielsen, 25 39 65 57. SYDAFRIKA KONTAKT, Wesselsgade 4, 2200 Kbn N. Tlf. 35 35 92 32 eller 25 39 65 57, website:www.sydafrika.dk