Efter kun to dage er forhandlingerne om krigen i Syrien brudt sammen, skriver flere internationale medier.
Pausen udstiller den dybe splittelse, der eksisterer mellem de to fløje.
Syriens opposition beskylder regeringen for at fortsætte bombardementerne af civile, mens forhandlingerne står på, og bevidst at bruge udsultning som et våben mod civilbefolkningen.
Oppositionens forhandlere, High Negotiation Committee (HNC), antyder, at de ikke vil vende tilbage til forhandlingsbordet, skriver BBC.
Ban: Sikkerhedsrådet må presse på
Konflikten i Syrien er ved at gå ind i sit sjette år, og det internationale samfund bærer et stort ansvar for ikke at have stoppet krigen endnu, siger Ban Ki-moon i en udtalelse.
Alene i år menes behovet for humanitær hjælp at løbe op i otte milliarder dollars.
Sidste år fik FN mindre end halvdelen af det beløb, der var nødvendigt for at kunne hjælpe de mange syriske krigsofre.
Over 250.000 mennesker har mistet livet i krigen. 11 millioner andre er flygtet fra deres hjem, svarende til halvdelen af befolkningen.