Når det gælder mennesker i nød, fokuserer man helt naturligt på mad, drikkevand og tag over hovedet, for en teltdug. Men det er ikke nok. "Vi skal også sikre kvinders og pigers seksuelle og reproduktive sundhed og rettigheder. Det er afgørende både på kort og på langt sigt ”.
Sådan lyder budskabet fra to repræsentanter for FN’s Befolkningsfond (UNFPA), der for nylig besøgte København – to herrer, hvis CV afslører årelang erfaring med befolkningsfondens og internationale organisationers humanitære indsatser verden over.
De er Dan Baker, koordinator af UNFPA’s regionale Syrien-aktivitet, der i dag har base i nabolandet Jordan, mens Max Diana er UNFPA’s repræsentant i Syrien og baseret i Damaskus.
Sikkerhedssituationen i Syrien har vanskeliggjort det humanitære arbejde inde i landet, men både her og i flygtningelejrene, der i nabolandene huser omkring fem millioner syrere, arbejder UNFPA for at kvinder og unge piger sikres adgang til reproduktiv sundhed og beskyttes mod kønsbaseret vold.
Bredspektret indsats
Men man lader det ikke blive ved det: Befolkningsfonden har også fokus på menneskerettighederne og ligestilling, så kvinderne har bedre mulighed for at klare den nuværende krisesituation og får et bedre udgangspunkt for en god tilværelse, når freden kommer.
Her er FN’s sikkerhedsrådsresolution 1325 om kvinder, fred og sikkerhed i spil, så kvinderne både beskyttes som særligt udsatte i krig og krisesituationer og deres ressourcer udnyttes i fredsforhandlinger.
Syrien gennemlever i dag den største humanitære krise i verden. Omkring 13,5 millioner i Syrien er tvunget bort fra deres hjem, og ca. fem millioner bor som flygtninge i lejre i nabolandene, og som nævnt er kvinder og piger blandt de særligt udsatte ofre for krigen.
UNFPA peger især på de hundredtusinder af gravide kvinder, der har brugt for hjælp, ikke bare til fødslen men til sundhedsservice, som man yder sammen med sine partnerorganisationer, ligesom man gennemfører et stort ungdomsprogram i flygtningelejrene og i Syrien.
At skaffe kondomer
"Den generelle sundhedssituation i Syrien var relativt god før krigen", siger Max Diana, og "det var helt opmuntrende for os, at en NGO, som vi samarbejder med, bad os om at skaffe kondomer. I den patriarkalske, syriske kultur er familieplanlægning og kvindens krop ikke noget man taler om".
Han fortæller også om en march, som en ungdomsorganisation arrangerede i Damaskus under teamet ”Peace is Possible”:
"De unge er et enormt potentiale, hvis der skal skabes fred og sikkerhed og opbygges et mere retfærdigt samfund. Dem skal vi investere i".
Dan Baker supplerer med at sige, at man skal huske at involvere mændene – også i flygtningelejre. Uden forståelse for deres situation, deres rolle i samfundet, hjælper man ikke kvinderne.
"Man kan også sige det på den måde: Spild ikke en krise, få det bedste ud af selv den mest ulykkelige, uhyrlige situation!" tilføjer han.
Det forsøger UNFPA, men man savner økonomisk opbakning til især det arbejde, som på længere sigt skal sikre kvindernes rettigheder og muligheder – og bæredygtig fred.
Se også om de mange penge FN mener, der skal til for at holde hjælpen til flygtningene igang, på
https://globalnyt.dk/content/naermest-uset-bred-appel-bliv-ved-med-hjaelpe-syriens-flygtninge
Mere om UNFPA’s arbejde i Syrien og i flygtningelejrene i nabolandene kan findes på UNFPA’s hjemmeside
http://www.unfpa.org/sites/default/files/resource-pdf/UNFPA_REGIONAL_SITUATION_REPORT_FOR_SYRIA_CRISIS_ISSUE_50_OCTOBER_2016.pdf