Af Marie Louise Hermann
Borgerkrigen i Syrien har udløst en enorm flygtningekrise, der truer stabiliteten i nabolandene. Især i Jordan, der nu huser verdens næststørste flygtningelejr, er situationen prekær.
Mens konflikten i Syrien kun synes at trappe op, forsætter strømmen af syriske flygtninge til Jordan, Libanon og Tyrkiet med svimlende hast.
Tidligere på sommeren udtalte FN’s flygtningehøjkommissær, Antonio Guterres, at den syriske flygtningekrise er den værste, verden har oplevet, siden masseflugten efter folkedrabet i Rwanda i Centralafrika i 1994.
Seks millioner syrere skønnes at være på flugt og FNs Børnefond (UNICEF) har netop meddelt, at antallet af flygtningebørn i Syrens nabolande har rundet en million.
For de fleste syrere indebærer flugten traumatiserende oplevelser og fortvivlende mange har mistet en eller flere af deres kære.
Tre valg
Det er en almindelig antagelse, at store flygtningestrømme virker destabiliserende på værtslandet.
På samme måde er mange immigrationseksperter enige om, at der findes tre foranstaltninger, der kan tages for at mindste de negative konsekvenser ved store flygtningestrømme.
Man kan
1) imødekomme flygtningenes grundlæggende humanitære behov,
2) holde flygtningene og lokalbefolkningen relativt afskilte eller
3) løse flygtningestrømmens bagvedliggende årsag.
I tilfældet Syrien er foranstaltning nummer tre som bekendt ikke inden for umiddelbar rækkevidde. Til gengæld har man i Jordan brugt mange ressourcer på foranstaltningerne et og to, men med begrænset held.
Ved at oprette den kæmpemæssige flygtninge lejr, Za’ateri, har man etableret et nogenlunde velfungerende system til at imødekomme de syriske flygtninges basale humanitære behov.
Her har flygtningene teltdug over hovederne, adgang til bade- og køkkenfaciliteter, lægehjælp og mange børn kan komme i skole. Selv om flygtningene har ret til at forlade lejren, lever de desuden relativt adskilt fra den lokale jordanske befolkning.
Men Za’ateri, der med sine 120.000 indbyggere er verdens næststørste flygtningelejr, huser kun en brøkdel af de syriske flygtninge i Jordan.
Det anslås således, at der er mindst 500.000 syriske flygtninge i Jordan og at langt størstedelen af dem bor i landets større byer. Her er de i stigende grad mål for jordansk vrede og gennem det seneste halve år været flere tegn på sociale spændinger i landet.
Enorm byrde for et land som Jordan
Jordanerne demonstrere stadigt hyppigere mod de syriske flygtninges tilstedeværelse, graffiti med hadske budskaber spreder sig på byernes mure og det lader til at være blevet mere legitimt for politikere at tale om at nedprioritere den humanitære indsats.
Det er især opfattelsen af, at syriske flygtninge tager arbejdsplader fra jordanerne og får huspriserne til at stige, der udløser vrede blandt jordanerne.
De job, som flygtningene får, har godt nok så ringe løn og lange arbejdstider, at jordanerne formentlig ikke selv ville udføre dem. Det er mere sandsynligt, at syrerne overtager arbejdspladser fra egyptiske migrantarbejdere.
Alligevel kan det ikke overraske, at oplevelsen af at miste indtægtskilder giver anledning til vrede i et land, vor 1/5 af indbyggerne er arbejdsløse.
Desuden er der ringe tvivl om, at det reelt er blevet sværere at være jordaner efter den syriske flygtningetilstrømning.
Flygtningene bruger store mængder af de knappe jordanske vandressourcer og det har betydet, at man i nogle dele af landet har oplevet kortere perioder med vandmangel.
Huslejen er i nogle områder steget med 300 pct. over de seneste seks måneder, ligesom mange skoler kun har midler til at undervise jordanske børn halvdelen af dagen, fordi syriske flygtningebørn også skal tilbydes undervisning.
Vil helst undgå at bo i lejre
Ud fra de gængse antagelser, ville den logiske løsning på de sociale spændinger være at opprioritere og udvide indsatsen i flygtningelejren. Det er også netop, hvad man gør. Za’ateri er blevet ombygget og udvidet og en ny lejr er ved at blive etableret.
Det er dog tvivlsomt, om den strategi kan betegnes som langsigtet.
Når kun lille en del af de syriske flygtninge bor i Za’ateri, skyldes det ikke udelukkende, at lejren ikke kan rumme dem. Det er i høj grad også fordi flygtningene ikke vil rummes af lejren.
Selv om der er mulighed for at få sine mest basale behov dækket i lejren, er det ekstremt psykisk belastende at bo der. Man skal ikke have meget indsigt i socialpsykologien for at forstå, at en høj koncentration af traumatiserede mennesker uden meningsfyldt beskæftigelse kan give anledning til konflikter.
Derfor er det heller ikke uforståeligt, at overfald, voldtægt og hærværk er udbredt i Za’ateri.
Dertil kommer, at lejren er placeret så tæt på den syriske grænse, at man kan høre lyden af bombeangreb i det krigsramte land og at ørkenklimaet betyder, at der bliver ekstremt varmt om sommeren og isende koldt om vinteren.
Har syrerne mulighed for det, undgår de derfor at bosætte sig i lejren eller flytter så hurtigt som muligt.
Disse omstændigheder leder til spørgsmålet, om det er realistisk at få flere syrere til at bosætte sig i Za’ateri eller i andre lejre. Tager man perspektiverne for fred i Syrien med i betragtning, kan man ligeledes spørge, om det er ønskeligt at lade flygtninge bo lejre, indtil krigen er ovre.
Sandsynligvis går der mange år, før Syrien igen bliver et nogenlunde stabilt land, hvor flygtninge kan vende tilbage til. Og der er trods alt forskel på at bo et år i en teltlejre og bo der i en halv menneskealder.
Alternativer til at poste penge i lejre
UNHCR (FNs flygtingeorganisatin) har udviklet metoder, der på én gang hjælper flygtninge og lokalbefolkningen.
De kan bruges til at imødegå spændinger mellem lokalbefolkning og flygtninge og giver samtidigt flygtninge mulighed for at skabe en tålelig eksiltilværelse.
I stedet for at poste penge i flygtningelejre, kunne man for eksempel give støtte til forbedringer af små jordanske virksomheder på betingelse af, at virksomhederne tog ansvar for de syriske flygtninge.
Eksempelvist kunne man støtte renoveringren af en jordansk ejet bagerforretning med betingelse af, at bagerforretningen ansatte et antal flygtninge og gav dem en rimelig løn. Bagerforretningens produktion ville så blive billigere og mere effektiv.
Samtidigt ville flygtningene få en løn, der kunne dække deres basale behov. Metoden ville på den måde både hjælpe de syriske flygtninge og den jordanske lokalbefolkningen, og dermed minimere risikoen for sociale spændinger.
Desuden ville det være en bæredygtig måde at bruge ressourcer på, idet renoveringen bliver ved med at give værdi. Det samme er ikke tilfældet for de telte, skurvogne og midlertidige køkkenfaciliteter, der lige nu bliver brugt store summer på i Za’ateri.
Nemmere at vise billeder af lange teltrækker
Det største problem med UNHCR’s langsigtede løsninger er, at de ikke er særligt synlige.
UNHCR er som bekendt afhængig af statslige donationer, som nationale politikere i sidste ende er ansvarlige for. Nationale politikere, der naturligvis er optaget af, at kunne vise deres borgere konkrete eksempler på, hvad donationer er gået til.
Kan politikere vise billeder af endeløse rækker af hvide telte og sige, at hér er nødhjælpspengene blevet brugt, er det meget mere konkret og virkningsfuldt, end en forklaring om at man har modarbejdet sociale spændinger i en jordansk landsby.
Alligevel er det måske på tide at sætte nationale hensyn i baggrunden og tage et oprigtigt ansvar for de negative følgevirkninger, som flygtningestrømme fra Syrien har.
Flygtningekrisens usædvanlige karakter burde måske give anledning til at tage nye metoder i brug.
Marie Louise Hermann studerer forvaltning på Roskilde Universitet og har været i praktik i Jordan et halvt år.
