Af Ole Mølgård Andersen
mangeårig kender af Tanzania og tidl. topdiplomat i Danida
Mit og min families første møde med Tanzania var i 1965, da jeg tiltrådte en af de nye lærerstillinger som lecturer in economics på den nyoprettede University College campus, opført i et bakkedrag en halv snes km nord for Dar es Salaam.
Det skete i omgivelser med ”pleasing contours and a wide view of coast and sea, one of the most impressive University sites in the world”, som det meget rammende stod beskrevet i den brochure, som vi var blevet forsynet med inden vor afrejse fra Danmark.
University College, Dar es Salaam (UCD) udgjorde sammen med University College i Nairobi og Makerere University College i Kampala University of East Africa. (Makerere var i kolonitiden en afdeling af University of London).
Universitetsmodellen var stort set identisk med den, som gjaldt i Storbritannien og i USA og består af tre fakulteter, i Dar’s tilfælde Faculty of Science, Faculty of Arts and Social Science og Faculty of Law.
Mens de to førstnævnte fakulteter var fælles for de tre Colleges var det kun i Dar man kunne studere Law. Tilsvarende var lægestudiet koncentreret på Makerere og veterinæruddannelsen i Nairobi.
Uddannelserne var treårige bachelor med mulighed for de sædvanlige post graduate overbygninger De to første studieår skulle de studerende vælge tre fag, af hvilke et fravalgtes efter det første år. Inden for fakultetet foregik undervisningen i fagopdelte departments, hvis ledere havde titel af professor.
De studerende kom fra alle tre østafrikanske lande, og senere også nogle få fra Zambia, hvor der ved uafhængigheden var meget få med en gymnasial skolebaggrund
Ikke meget Karl Marx
Economics Department havde en dansker, Knud Erik Svendsen, som leder. Den øvrige stab bestod foruden af undertegnede af 3-4 englændere og amerikanere.
Det stof, der undervistes i var for størstedelen sammenfaldende med, hvad der var gængs på den vestlige verdens universiteter. Dog arbejdede vi på at udvælge og tilpasse pensum til afrikanske forhold, ingen let opgave, især ikke for nordboere, hvis forhåndskendskab til afrikanske samfundsforhold var anden- eller tredjehånds.
Der forelå på den tid forskellige økonomiske udviklingsmodeller udfærdiget på fortrinsvis britiske og amerikanske universiteter. Nogle af dem rummede diskussioner af, om landbruget eller industrialisering skulle gives forrang i udviklingsplanlægningen.
Det valg har helt op til nutiden optaget afrikanske beslutningstagere.
Indføring i makroøkonomi byggede på gængs lærebogsstof, rettende sig bl.a. mod den økonomiske styring af de unge afrikanske staters voksende pengeøkonomi, ligesom forskellige udenrigsøkonomiske teoridannelser indgik i undervisningen. ”Mikro”økonomien omhandlede den neoklassiske pris- og omkostningslære.
Analyser af årsager og virkninger af den betydelige ustabilitet i prisdannelsen på afrikanske eksport- og grødkornafgrøder fascinerede såvel de studerende som deres lærer. Karl Marx’s økonomiske teorier fyldte meget lidt. De fandtes ikke at give brugelige svar på de økonomiske udfordringer, som afrikanske beslutningstagere var konfronteret med.
Gerry Helleiner
Knud Erik Svendsen tog initiativ til oprettelsen af et økonomisk forskningsbureau i tilknytning til departementet, et forskningsbureau som med tiden blev et af de førende i Afrika.
Det skyldtes nok især, at det som sin første direktør fik en ung canadisk økonom, Gerry Helleiner, som chef. Med sin baggrund i det på Yale University dengang internationalt førende Economic Growth Centre og med en frisk baggrund fra Nigeria, sørgede Gerry for, at arbejdet i dette bureau fra dets start understøttede de valg, som embedsværket løbende måtte gøre ved tilrettelæggelsen af den økonomiske politik.
Også her var der i opstarten tilknyttet en dansker, Niels Groes, foruden amerikanere og britere
Knud Erik og Gerry stod for en række seminarer, hvori foruden lærere og forskere deltog ansatte i de økonomiske ministerier og nationalbanken og deres kompetente internationale rådgivere. Diskussionerne ved disse seminarer var typisk aktuelle emner vedrørende finans-, penge- valutakurs- og udenrigshandelpolitik m.m.
At Knud Erik efter sin fratræden blev tilbudt og akcepterede et toårigt job som økonomisk rådgiver for præsident Nyerere havde sin baggrund i disse seancer. (Nyerere lyttede til sine rådgivere, men inddrog dem ikke i de mere vidtrækkende politiske beslutninger).
Gerry har, efter han blev udnævnt til professor i international økonomi ved Toronto University, helt op til nutiden udført adskillige tunge rådgivningsopgaver for såvel den tanzanianske som andre regeringer i Afrika, for FN og Verdensbanken, og også for Danida, hvorom senere.
Nyerere tit på besøg
Præsident Nyerere, der selv var uddannet ved et skotsk universitet og forankret i en kristen katolsk opvækst, havde stor interesse i universitetet og universitetsuddannelserne.
Det kom bl.a. til udtryk i regelmæssige besøg på campussen, hvor han diskuterede med de forsamlede studenter og lærere i flere timer. Diskussionerne tog typisk udgangspunkt i nærgående spørgsmål fra studenterne.
Som eksempel her et spørgsmål, hvor en student spurgte, om han gik ind for den videnskabelige socialisme. Nyerere besvarede dette med, at hans socialisme var et spørgsmål om en grundholdning og baserede sig ikke på teorier.
Afrika havde ikke brug for at blive belært om socialisme eller demokrati af nogen udefra. Begge dele, hævdede han, var rodfæstet i Afrikas fortid i det traditionsbundne samfund, som nutidens afrikanere var udrundet af.
De gensidige forpligtelser, som gjaldt i storfamilien og klan måtte udvides til at omfatte hele nationen, ja hele kontinentet og mere til. Stræben mod det mål var, hvad han opfattede som socialisme.
Denne opfattelse kom klart til udtryk i flere skrifter, bl.a. i ”Education for Selfreliance”, som han offentliggjorde i disse år.
Protesterede og blev sendt hjem
Desværre indtraf en begivenhed i efteråret 1966, som afslørede, at de studerende ved universitetet og andre nyoprettede uddannelsesinstitutioner ikke identificerede sig så meget med den samhørighed og solidaritet med det øvrige samfund, som Nyerere efterlyste.
Det drejede sig om en protestmarch med 4-500 deltagere i gaderne i Dar es Salaam, under sloganet: Det var bedre i kolonitiden! da der ikke eksisterede nogen National Service. Denne betød for de studerendes vedkommende, at de de første to år efter deres uddannelse skulle acceptere en kraftigt beskåret løn i deres offentlige ansættelser.
Præsidentens reaktion var meget drastisk, idet han beordrede de protesterende ind på græsplænen foran præsidentboligen, hvorfra han fremførte en lang og følelsesladet fordømmelse af deres optræden. De havde stort set alle fået deres uddannelse og ophold finansieret takket være andres opofrelser. I samme ånd dekreterede han en øjeblikkelig nedskæring på 20 pro cent i sin egen og alle ministres aflønning.
Efter talen blev deltagerne i protestmarchen registreret og bortvist fra deres uddannelsessteder, nogle for en periode af et år, mens det for lederne af demonstrationen var permanent. Begivenheden kastede i tiden derefter en skygge over livet på campussen.
Dygtige frivillige
I de følgende år var min kontakt med Tanzania sporadisk. Bedst huskes en oplevelse fra begyndelsen af 1970erne, da jeg var generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke og besøgte de frivillige i de tre østafrikanske lande og Zambia.
De frivilliges indsats imponerede mig. Det var et par år efter, det var lykkedes den daværende minister for udviklingsbistand, den idealistiske K. Helveg Petersen, at få vedtaget en lovændring, som gjorde det muligt for unge med længerevarende uddannelser at erstatte deres indkaldelse til militærtjeneste med udsendelse som frivillig.
Det benyttede adskillige, læger, veterinærer, arkitekter m.fl. sig af og supplerede lærere, sygeplejersker, håndværkere m.fl., som bemandede frivilligprogrammet.
Jeg har stillet mig selv det spørgsmål, om ikke datidens frivilligprogram i virkeligheden udgjorde den mest effektive del af vores såkaldte tekniske bistand, fordi de frivillige gennemgående var langt bedre integreret i den lokale virkelighed end de fleste danske eksperter, der ikke mindst i de vanskelige år fra slutningen af 1970erne var isoleret i de dansk styrede bistandsprojekter, som udgjorde en slags enklaver i en ressourcefattig omverden.
Gensyn med et land i krise
I 1982 accepterede jeg en 2-årig udsendelse til Dar es Salaam som chef for den danske bistandsmission. Gensynet med landet var præget af en dårlig stemning. Ikke mindst for min kone, Bente, som ikke havde været tilbage siden 1968.
Hendes møde med en landsby, hvor hun sammen med en anden dansker, Kirsten Bertelsen, i 1960erne havde undervist en gruppe kvinder (på kiswaheli) i læsning, regning og syning, var mismodigt. Stedet var nedslidt og præget af en siden udgangen af 1960erne kraftig befolkningstilvækst, forstærket af den tvungne sammenflytning, som Nyerere have påbudt i 1973.
Den havde nok medført kortere vej til rent drikkevand og til skole og sundhedsklinik, men samtidig en betydelig reduktion i pengeindkomsterne, som i dette tilfælde var baseret på dyrkning af cashewnødder fra træer spredt over et stort område. Priserne i lokal mønt var for lave og afstandene til afgrøderne var blevet for lange og møjsommelige for de sammenflyttede.
Landet befandt sig i en alvorlig økonomisk og politisk krise efter de turbulente 1970’ere, og forholdet til donorerne var på et lavpunkt.
Manglen på fremmed valuta paralyserede økonomien og havde udløst langstrakte forhandlinger med (Valutafonden) IMF, hvor navnlig Nyereres stædighed og IMFs arrogance havde bragt forhandlingerne i et dødvande.
Oppe mod skrappe IMF
Tanzanianerne følte sig provokeret af de skrappe betingelser, IMF-forhandlerne stillede og nægtede at slække på, hvilket fik Nyerere til oprørt at stille det retoriske spørgsmål,(som nu mange år efter også stilles i Europa): Hvem har bedt IMF om at ville overtage finansministerierne i FN’s medlemslande?
For Verdensbanken, der i de foregående år havde ydet flere lån til Tanzania var situationen penibel. Dets daværende øverste chef, Robert McNamara, som var ven med Nyerere, havde prioriteret Tanzania højt som en modvægt mod en strøm af samtidige lån til Pinochet’s Chile og øvrige voldsregimenter i Latinamerika. Lån, som USA påtvang Banken, men som også europæiske regeringer støttede i dens bestyrelse.
Verdensbanken foreslog en tremands mæglergruppe, som skulle fremkomme med kompromisforslag. Gruppen kom til at bestå af to canadiere, Cran Pratt, den første rektor for Dar University College, en svensker, Ernst Michanek, SIDA’s første chef, og Gerry Helleiner.
De udfærdigede et kompromisforslag, som blev afslået af både IMF og Tanzania, især af Nyerere, der fortsat nægtede at ville nedskrive den tanzanianske shilling – et uholdbart og irrationelt standpunkt. Da det omsider endte med en aftale, måtte Tanzania da også acceptere devaluering og på meget mere, end mæglergruppen havde foreslået.
Den danske bistandsmission tog initiativ til et seminar på Hotel Kilimanjaro med deltagelse af donorrepræsentanter og ledende embedsfolk. Drøftelserne var baseret på papers produceret af økonomer på universitetet og drøftelserne mundede ud i økonomernes forslag til reformer, som ikke adskilte sig meget fra mæglergruppens.
Tanzanias regering blev udsat for voksende pres fra landets ledende donorer, UK og USA. Det spillede her utvivlsomt en rolle, at Margaret Thatcher og Ronald Reagan havde ideologiske aversioner mod styret i Tanzania.
For amerikanerne, der lukkede deres USAID kontor i Dar, var det en medvirkende årsag, at Nyerere i skarpe vendinger havde fordømt amerikanernes slet skjulte støtte til apartheid-regimet i Sydafrika. I denne situation vakte det opsigt og tanzaniansk værdsættelse, at de skandinaviske lande ikke reagerede på samme måde.
Rigsrevisionen på banen
Der var naturligvis også kredse i de nordiske lande og i den højreorienterede presse en udtalt skepsis over for det fortsatte samarbejde med landet. I Danmark blev den forstærket af en rigsrevisionsrapport fra 1983, som kritiserede bl.a. dårligt forberedte danske projekter og udeblivelsen af tanzanianske bidrag til driften af projekterne.
I tidens ånd indeholdte rapporten ingen kritik af de alt for donorstyrede projekter, som efterhånden karakteriserede al projektbistand. Tværtimod. Trods kraftige reaktioner i dele af pressen, som revisionrapporten udløste, besluttede regering og Folketing at fortsætte samarbejdet med Tanzania; dog med krav til en delvis omlægning af den danske bistand, som var i tråd med den senere IMF aftale og de såkaldte ”structural adjustment ”lån fra Verdensbanken.
Når det fortsatte ret omfattende samarbejde med Tanzania blev enden på de hjemlige diskussioner, skyldes det ikke mindst udenrigs- og bistandsminister Uffe Ellemann-Jensens pragmatiske holdning.
Indskud: Det er fristende her at ironisere over, at da Uffe Ellemann-Jensens afløser som formand for partiet Venstre, Anders Fogh Rasmussen, mange år efter kom for skade at kritisere fortidens danske bistandsforvaltning for at være socialistisk, så havde han givetvis navnlig samarbejdet med Tanzania i tankerne, se også telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/28-11-08/m-lg-rd-andersen-om-fogh-rasmussens-opg-r-med-bist
Kunstgødning, hakker og afkogt fedt
Det krav, der nu blev stillet til bistandsadministrationen, var, at mere bistand skulle gives til landbrug og transportsektoren.
Den øgede danske bistand til landbruget blev givet i form af såkaldt importstøtte til afhjælpning af den katastrofale mangel på basale hjælpemidler og konsumvarer i landdistrikterne.
Det var leverancer af kunstgødning og sprøjtemidler, af stål fra det betrængte stålvalseværk i Frederiksværk, men også af hakker, som desværre egnede sig bedre til at hakke i danske villahaver end i den mere genstridige jordbund på tanzanianske shambaer.
En anden populær leverance var afkogt fedt fra selvdødt kvæg til sæbeproduktion. Årlige leverancer heraf gjorde den danske bistandsmission særdeles populær hos de asiatiske forretningsfolk, som ejede og drev landets 3-4 sæbefabrikker, men glædede givetvis også tusinder af fattige afrikanere, som efterspurgte sæben.
Nævnes kan også cykler, produceret af et dansk firma i Kina, som deres kvalitet i øvrigt ufortalt angiveligt ikke var den mest holdbare tohjulede løsning i Tanzanias rurale omgivelser. Men dansk var det stort set alt sammen, som bidrog til at afhjælpe presserende støttebehov i Tanzania, og i Danmark.
Færgedriften
Til den opprioriterede transportsektor leverede vi nogle af de sidste dansk-producerede jernbanevogne til transport af cement fra den dansk-støttede cementfabrik i Tanga. Danske eksperter udførte reparationer af havneanlæg og gamle skibe på Lake Victoria, hvortil der også blev leveret en på et dansk værft bygget kombineret vare- og passagerfærge.
Selv om vores minister og Folketing havde insisteret på, at vi fra dansk side skulle presse på for privatisering af statslige industriselskaber, som i årenes løb for en ikke uvæsentlig del var blevet finansieret af danske statslånsleverancer, skete det ikke umiddelbart i forbindelse med de aktuelle leverancer til jernbanerne eller til den statsejede rederivirksomhed.
Havde vi fra dansk side villet og kunnet insistere på en afvikling af den problemfyldte statslige drift af sejladsen på Lake Victoria, hvor en overfyldt gammel færge gik ned med nær et tusinde passagerer en mørk nat i 1996, var en forudgående dansk bistand til et trecifret millionbeløb ikke blevet til noget, og dermed heller ikke den indirekte støtte til den skrantende danske værftsindustri.
Træt af belæringer
Som en afsmitning fra IMF og Verdensbanken var det i disse år blevet kutyme, at tilrejsende donorrepræsentanter supplerede de årlige bistandsforhandlinger i Dar es Salaam med ”gode råd” til landets økonomiske politik.
Efter en af disse mange årlige forhandlinger havde jeg en snak med den tanzanianske forhandlingsleder, departementschefen i finansministeriet. Den fortrolighed i kommunikationen, som jeg dér og ved andre lejligheder nød godt af, var kun mulig at opnå, fordi jeg og departementschefen var gamle bekendte fra universitetstiden.
I løbet af denne samtale lod han sarkastiske bemærkninger falde om de belærende udsagn fra de tilrejsende donorbureaukrater om navnlig den rette politik i forhold til landbruget, som han stiltiende måtte høre på.
Han havde i flere år været ACP landenes repræsentant over for EU kommissionen i Bryssel og havde der erhvervet en vis indsigt i EU’s landbrugspolitik, som han ikke fandt harmonerede med den monotone papegøjesnak, som partnerne diskede op med. Det var svært at være uenig med ham.
Møde med partiformand Nyerere
Som en kulmination i bestræbelserne på at redde stumperne af det mislykkede fællesnordiske andelsprojekt i Tanzania opsøgte jeg og den daværende formand for Danida styrelsen, Peter Elkjær, i 1988 Nyerere i hans landsby i Mara regionen, hvortil han havde trukket sig tilbage efter afslutningen af sin præsidentperiode.
Formålet med mødet var et forsøg på at overbevise ham om, at indblandingen i de kooperative foreninger fra partiet, hvor han stadig var formand, var ødelæggende for genoprettelse af den gamle kooperation, som ellers var blevet besluttet ved lov.
Han oplyste, at spørgsmålet havde været genstand for en hidsig diskussion i partiets ledende organ og var endt med en flertalsbeslutning om, at partiet skulle fastholde kontrollen over foreningerne, som blev styret af folk, der desværre ofte var upålidelige. På vort spørgsmål, om der ikke også var brodne kar i partiorganisationen, svarede han undvigende.
Mødet, der varede et par timer, afsluttedes med, at Nyerere inviterede os til middag sammen med landsbyens ældste, som han leende omtalte som sine livvagter. Middagen foregik i stuen i hans beskedne hus, hvor vi kunne beskue en gengivelse af Leonardo da Vinci’s maleri, Den hellige Nadver, i stort format. Måltidet, som bestod af friskfangede og på traditionel vis tilberedte Nilaborrer smagte fortrinligt.
Revision af bistandssamarbejdet
I begyndelsen af 1990erne var de mange donorer – alt for mange – vendt tilbage og bistandsvolumen voksede igen. Imidlertid opstod der i midten af årtiet en dårlig stemning i dialogen mellem donorerne og regeringen, som især af svenskerne blev beskyldt for urent trav.
I Danida var vi et par stykker, der fik den ide at foreslå en uafhængig kommission, som skulle komme med forslag til en forbedring af samarbejdsformerne. Den daværende chef for kontoret for det sydlige Afrika, Torben Brylle, og undertegnede enedes derfor om at tage kontakt med den tanzanianske regering med et sådant forslag.
Forslaget blev accepteret, og jeg rejste til Dar es Salaam, hvor der opnåedes enighed med finansministeren og hans departementschef om kommissoriet og den gruppe af uafhængige eksperter, som vi ville bede påtage sig opgaven.
Gruppen kom til at bestå af to velmeritterede tanzanianske professorer, Benno Ndulu og Nguyuru Lipumba, seniorforsker og erfaren Afrikakender, Tony Killick, Institute for Development Studies i London, direktør for vores daværende Center for udviklingsforskning, Knud Erik Svendsen, og med Gerry Helleiner, University of Toronto, som formand.
Gruppen gennemførte i de følgende måneder interviews i en række vestlige hovedstæder, i IMF og Verdensbanken , med ambassader og naturligvis ministre og embedsmænd i Dar es Salaam.
Helleiner-rapporten
I sommeren 1995 afleverede den sin rapport med en snes konkrete forslag til forbedring af samarbejdet mellem Tanzania og dets donorer, med præcise krav til begge partnere.
Det vil føre for vidt her at gengive forslagene. Et af de mest basale var, i overensstemmelse med kommissoriet, retningslinjer for, hvordan tanzaniansk såkaldt ejerskab til bistanden kunne virkeliggøres.
Trykningen af rapporten, som Udenrigsministeriet stod for, tog sin tid. Der blev herefter afholdt et møde mellem donorer og embedsmænd i Dar es Salaam, hvor Helleiner sammen med Benno Ndulu redegjorde for forslagene, som blev vel modtaget og understøttet især af de nordiske lande og af Verdensbankens stedlige repræsentant.
På tanzaniansk hold var der betydelig entusiasme blandt de ledende embedsmænd, men i høj grad også efterfølgende hos dav. præsident Mkapa, uden hvis støtte forslagene næppe var blevet til ret meget. Det blev de faktisk, peu en peu, om end ikke uden modgang, som opfølgende evalueringer viste i de følgende år.
Helleiner rapporten vakte opsigt også uden for Tanzania, og kom derved til at opfylde en forhåbning, som daværende minister for internationalt udviklingssamarbejde Poul Nilson udtrykte i forordet: ” If … this report could have an impact on the development of partnership between African governments and the donor community more generally, it will have served a purpose far beyond its immidiate objectives”.
Det skete ikke mindst gennem påvirkning af den senere Parisdeklaration (om mere effektiv bistand), som et stort antal udviklingslande og donorer, inklusiv Danmark, har tiltrådt.
Ligesom med Helleiner rapportens forslag går det fremad, omend langsomt, med Parisdeklarationen, hvilket en nylig omfangsrig evaluering har afsløret. Langsommeligheden gælder til en vis grad også Danmark.
Med en ny og i sagsområdet interesseret og indsigtsfuld minister er der tegn på, at tempoet vil blive øget.
————–
Ole Mølgård Andersen er cand.polit., bistandskender, forfatter og debattør. 1965-68 lecturer in economics, University College, Dar es Salaam; 1968-71 og 1975-82 konsulent i Danida; 1982-84 chef for Danida-missionen i Dar es Salaam; 1984-85 konsulent i Danidas kontor for det sydlige Afrika, 1985-87 chef for Asiens-kontoret; 1987-95 chef for kontoret, senere tjenesten for sektorfaglige anliggender (TSA – Danidas hjernetrust); 1995-99 kommitteret i udviklingsøkonomi.
Ole Mølgård Andersen har bl.a. skrevet bøgerne “Udvikling og landbrug i Afrika”, Mellemfolkeligt Samvirke, 1972, “Farvel til Fattigdommen – Om forholdet mellem i- og u-lande”, Fremad, 2002, og “Tanzanias og Danmarks udviklingssamarbejde 1962-95”, Udenrigsministeriet, 2005. 160 sider – se hele bogen på http://www.netpublikationer.dk/um/4378/pdf/tanzania.pdf
Dertil mange andre bidrag og artikler og talrige debatindlæg i dagspressen.
