I midten af 1990’erne nåede forholdet mellem Tanzanias regering og landets mange donorer et absolut lavpunkt.
Donorerne skældte ud over manglende politisk vilje hos regeringen til at sætte ind over for den stigende korruption og bistandsafhængighed, og de klagede over, at de mange millioner, de gennem årene havde hældt i Tanzania, var røget i et stort, sort hul uden at efterlade sig nævneværdige spor.
Titlen på et DR TV-program fra den tid var ganske sigende: ”Tanzania på støtten”.
Mange ømme punkter
Men i Tanzania var frustrationerne lige så store: Regeringen skældte donorerne ud over, at de nærmest satte landets egen regering under administration med deres detaljerede politiske krav og en syndflod af ukoordinerede projekter og missioner, som det var umuligt for Tanzanias spinkle regeringsapparat at håndtere.
Begge parter satte fingeren på særdeles ømme punkter. Kaos og modløshed herskede.
Ud af kaos kan der imidlertid komme noget konstruktivt, og det gjorde der. Ikke mindst takket være et dansk initiativ, som der her ved Tanzanias 50 årsdag kan være grund til at trække ud af glemslen: Helleiner-rapporten.
Det er at tage munden for fuld at sige, at rapporten totalt revolutio-nerede den globale udviklingsbistand og banede vejen for den Paris-erklæring om bedre bistand, som ledere fra alverdens lande vedtog i 2005, og som de netop har drøftet i Busan i Sydkorea. Men helt forkert er det ikke.
Fem vise mænd
Initiativet til at nedsætte den ekspertgruppe, der i juni 1995 barslede med rapporten, kom fra det danske Udenrigsministerium, og Tanzania- og bistandsveteranen Ole Mølgård Andersen havde en meget aktiv finger med i spillet (Helleiner-rapporten og dens forhistorie er også omtalt i Mølgård Andersens jubilæumsartikel – se telegrammet http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/06-12-11/tanzania-blir-50-ar-4-idealer-og-bistand-i-en-gens
Gruppen blev sammensat af tre internationale eksperter, heriblandt canadiske Gerry Helleiner, der kom til at lægge navn til rapporten. Med var også danske Knud Erik Svendsen. Begge havde fulgt Tanzania tæt helt fra landets selvstændighed i 1961.
Gruppen talte to tanzanianske eksperter. En af dem Ibrahim Lipumba, “sprang” kort efter rapporten var afleveret, ud som præsidentkandidat for Tanzanias førende oppositionsparti, Civic United Front.
Det var en gruppe, der ikke alene besad enorm viden, men hvis medlemmer hver især havde prøvet at sidde på ’begge sider’ af bordet.
Både Gerry Helleiner og Knud Erik Svendsen havde været rådgivere for Tanzanias tidligere præsident Julius Nyerere. Ibrahim Lipumba var uddannet og havde arbejdet i USA, bl.a. som konsulent for den mest udskældte donor i Tanzania, Verdensbanken.
Eksperterne var i stand til at se sagen fra alle sider og kunne sætte fingeren på alle de ømme punkter hos begge parter uden at blive mistænkt for at gå nogens ærinde.
Modtagerne i førersædet
Gruppen tog et udgangspunkt, der i dag forekommer selvfølgeligt, men dengang var revolutionerende: Hvis bistanden skal virke, så skal den ’ejes’ af modtagerlandene, og de skal være ’i førersædet’.
Det kræver, at donorerne slipper kontrollen, at de stopper deres ’flagwaving’. Bistanden skal indrettes, så den bedst muligt imødekommer lokale behov og ikke dikteres af de mange forskellige donorers ønske om hver især at fremvise hurtige resultater af deres bistand.
Dermed var rapporten med til at gøre op med hævdvundne traditioner, der dengang ’pissede territoriet’ i bistandssamarbejdet af:
Det selvfølgelige udgangspunkt havde hidtil været, at donorerne bestemte over ’deres’ bistand, som de hverken behøvede at tilpasse lokale ønsker og behov eller koordinere med andre donorer.
Og dengang skulle alle modtagerlande som Tanzania hvert år pænt stille til eksamen hos donorerne til ’Consultative Group meetings’. De foregik i Paris – i både konkret og symbolsk afstand til den tanzanianske virkelighed.
Revolutionerende budskab
Alt det var Helleiner-rapporten med til at vende på hovedet:
Få år efter var de årlige ’Consultative Group meetings’ flyttet fra Paris til Dar es Salaam og hovedstæderne i andre udviklingslande.
Og ti år senere, i 2005, kulminerede den udvikling, som Helleiner-rapporten var med til at sætte i gang, i Paris-erklæringen og dens principper om bl.a. ejerskab, koordinering og tilpasning.
Hvor revolutionerende, budskabet i Helleiner-rapporten i virkeligheden var, gik dengang i 1995 nok op for de færreste (inkl. undertegnede).
Men den undselige rapport i blåt omslag på blot 41 sider kom til at markere et vendepunkt, ikke blot i Danmarks forhold til Tanzania og Tanzanias forhold til sine donorer generelt, men også i forholdet mellem alle udviklingslande og donorer.
Selv om Ole Mølgaard Andersen i sin jubilæumsartikel citerer afslutningen på daværende udviklingsminister Poul Nielsons (S) forord til rapporten, vil jeg også gøre det:
” If … this report could have an impact on the development of partnership between African governments and the donor community more generally, it will have served a purpose far beyond its immediate objectives”.
Vi kan godt være lidt stolte
’Flagwaving’ er normalt ikke lige mig. Men Helleiner-rapporten kan vi som danskere godt være bekendt at kippe med flaget for.
Dens budskab om, at debatten om udviklingsbistanden kører af sporet, når den dikteres mere af donorernes behov for at vise resultater af ’deres’ bistand end af de reelle behov, der er hele meningen med bistanden, er stadig aktuelt.
Desværre.
—————–
Jesper Heldgaard er en af landets mest erfarne og benyttede u-lands-journalister. I relation til denne nyhedstjeneste blev han i foråret 2011 medlem af støtteforeningen U-landsnyt.dks bestyrelse – se omtale af ham på http://www.u-landsnyt.dk/navnenyt/maerkedage/manden-i-maskinrummet-fylder-50
