Af Maria Bierbaum Oehlenschlager
Lørdag aften går tæppet sidste gang op for skuespillerne i Astrid Saalbachs teaterstykke på Portscenen i Skuespilhuset. Der vil det for sidste gang være muligt at opleve Saalbachs spydige fremstilling af livet på en dansk ambassade i Nepal – og det er bestemt ikke kønt. Men underholdende dét er det!
Den fremherskende tendens til, at vi danskere tvinges til at revidere vores selvopfattelse, er uomgængelig i Saalbachs stykke. Her bliver vores selvtilfredse selvbillede som godgørende, idealistiske og professionelle ulandsarbejdere pillet fuldstændig fra hinanden. Tilbage står portrættet af en kynisk, ynkelig og hedonistisk ambassadør med sport, sex og sprut som eneste livsindhold.
Udviklingsbistand til debat
Selvom Ib Petersen fra Udenrigsministeriet ikke kunne dy sig for at fremhæve det faktum, at Astrid Saalbachs stykke bygger på en ti dages rejse til Nepal – på et rejselegat fra Danida, så tager stykket en række tabuer op. Først og fremmest det helt store tabu i dansk udviklingspolitik: skader ulandsbistanden mere, end den gavner?
Ved paneldebatten d. 17 . maj arrangeret af Det kongelige Teater blev ulandsbistand diskuteret med udgangspunkt i Saalbachs stykke. I debatpanelet sad Stig Jensen, leder af Center for Afrika-studier, Stifter af ulandsforeningen Dialogos, overlæge Erik Jørs, Jeppe Kofoed fra Socialdemokraterne og Ib Petersen, direktør for udviklingspolitik i Udenrigsministeriet.
Kritik er der overhovedet ikke plads til i det danske bistandsmiljø – kritik bringes til tavshed, og illusionen om den danske godgørenhed forbliver intakt. Så hård er Saalbachs kritik af det bistandsmiljø, hun har gransket i under sin research til stykket.
Stig Jensen understøtter denne pointe hos Saalbach, for også han har – på egen krop – erfaret, at kritik er ugleset i det danske bistandsmiljø.
– Hvis u-landsbistanden skal forbedres, er det afgørende med erfaringsopsamling, og at kritiske røster ikke bliver kriminaliseret eller marginaliseret, siger Stig Jensen.
Ideen om, at der til udviklingsarbejde knytter sig en høj grad af idealisme, problematiserer Ib Petersen: ”Arbejde i udviklingslande er bare et arbejde, og der er ikke nødvendigvis mere idealisme i det job, som der er i at være postbud.”
Ifølge Stig Jensen er det da også karriere, som står i første række, når professionelle udsendes til udviklingslande. Udviklingsarbejde hører nemlig ofte med, hvis man vil gøre karriere i Udenrigsministeriet.
En tur på skrivebordet
Tilbage i det bistandsmiljø, Saalbach portrætterer, slås enhver spirende idealisme ned med kynisme og trækken på skuldrene. Da en ung ambitiøs medarbejder besøger en skole for handicappede, der ikke er handicappede, opdager hun, at de har lært at læse blindskrift – men børnene er vel at mærke ikke blinde! En anden ambassademedarbejder opdager, at der er giftudslip i vandet ved en danskstøttet skole.
Begge sager mødes af ambassadøren med et træk på skuldrene og en tur på skrivebordet…
En umiddelbart sidste idealist på ambassaden siger op, da hun opdager den omfattende giftskandale. Men selv hun er blevet korrumperet og afhængig af både magt og penge efter årene i udviklingsbranchen.
Hjemve
Ambassadørens hustru er et fantastisk morsomt portræt af, hvor svært der er at få sjælen til at følge med, når man konstant flytter fra land til land. Hun kan ikke finde rundt i den nye ambassadørbolig, og hun omtaler det forrige land som ”det land, vi var i” og taler allerede om ”det næste land”. For hendes hukommelse er blevet slemt skadet undervejs.
Om børnene siger ambassadøren:
– Og når de endelig havde fundet sig til rette og fået venner, flyttede vi videre.
En af de yngre ambassademedarbejdere bliver undervejs forladt af sin hustru og børn – både fordi han har en affære med en fra ambassaden, og fordi hun ikke falder til.
Den nyeste ambassademedarbejder må gøre besynderlige øvelser for ikke at få hjemve.
Når tæppet går ned for Andrea Vagn Jensen, Benedikte Hansen, Olaf Johannessen, Benjamin Kitter og Laura Bro får man også som tilskuer en smule hjemve – en hjemve tilbage til den uspolerede opfattelse af den godgørende danske udviklingsbistand.
Når man forlader Skuespilhuset er det med en blandet fornemmelse af en markant mindsket udelængsel, grimme billeder på nethinden, små smil på læben og en irriterende oplevelse af, at udviklingsbistand er langt mere kompliceret end som så.
“Rødt og grønt” af Astrid Saalbach
Skuespilhuset, Portscenen
Spilleperiode: 22. April – 5. Juni 2010.
Billetter: www.kglteater.dk
