Af Henrik Nielsen Kravene til dokumentation i udviklings-projekter er så massive, at selv folk med lange videregående uddannelser har svært ved at følge med. Det sætter fart på professionaliseringen og djøffiseringen og skubber de frivillige væk, mener debattøren.
Frivillighed er til debat, ikke bare i Danmark. I Storbritannien har David Cameron lanceret sin vision om ”the big society” på ideen om at skære velfærdsstaten ned til et minimum, og så få frivillige i spil i stedet. Også herhjemme udgør frivillige en mere og mere central del af det kit, der får institutioner til ikke at falde fra hinanden. Mange politikere, især dem af borgerlig observans, har været inde på, at der her var et ”uudnyttet potentiale”, og resultatet har i visse tilfælde været, at frivillige har måttet udfylde huller opstået efter nedskæringer i statens og kommunernes velfærdsydelser. De frivillige kommer på denne måde i en potentiel konflikt med lønmodtagerorganisationer, i stedet for at være et sundt kompliment. På trods af alle deres gode intentioner, kan de ende med at udhule velfærdsstaten i stedet for at sikre den. Underminerer det danske arbejdsmarked? Man kan også ende i andre dilemmaer som frivillig. Jeg selv er frivillig på Kirkens Korshærs rådgivningskontor for udenlandske hjemløse arbejdsmigranter. Disse er mere eller mindre desperat arbejdssøgende, og meget af den rådgivning de efterspørger angår ansøgninger til skodjobs, hvor danske arbejdsgivere underbetaler udlændinge i arbejde, der ikke er omfattet af overenskomster m.v. Er man således med til, som frivillig, at underminere det danske arbejdsmarked? Indenfor udviklingsarbejdet har frivillige spillet en meget central rolle, men her er problemerne nogle lidt andre. De horrible globale fattigdomsproblemer har bevirket, at det altid har virket naturligt for folk at vise en form for solidaritet eller medmenneskelighed ved at engagere sig frivilligt i verdens udviklingsproblemer, og dermed ”gøre en forskel”. Hele tanken om, og begyndelsen på, u-landsbistanden er vel opstået blandt frivillige. Københavnere og djøffer Indenfor vores branche er der en tendens til at opstille en slags modsætning mellem på den ene side de frivillige, rene af hjerte, folkeligt forankrede; og på den anden side de professionelle, der i stadig større grad præger de danske NGOers arbejde. De professionelle, derimod, er Københavnere, DJØF’ere, efterhånden lidt desillusionerede, flyver på BistandsClass osv. Opstillingen af denne dikotomi er dog lidt forsimplet. Jeg var i en årrække frivillig i en lille venskabsorganisation, vi havde med en senegalesisk NGO. I bestyrelsen var vi to, der havde en Ph.D. i udviklingsstudier, en, der var på vej til det, en lektor i pædagogik, en cand.mag i fransk, en der var ansat i administrationen på FKN og en borgmester i København. Rent fagligt skulle vi således være klædt godt på. Ikke desto mindre var de krav, der blev stillet fra Danidas og projektrådgivningens side når vi søgte om projektpenge, af Kafkaske dimensioner for os. Der skulle udfyldes Logframes og formuleres indikatorer i en uendelighed, og vi skulle spille bussemænd overfor vores partner-organisation i en grad, så vi endte som vagthunde snarere end partnere. Det var ikke befordrende for entusiasmen. Man kan derfor frygte at de øgede dokumentationskrav, der lægges op til, nu hvor vi skal vise ”value added” og ”value for money” vil lede til en yderligere forskubning i retning af de professionelle DJØF’ere. Det er både for komplekst, for tidskrævende og først og fremmest for kedeligt til at man kan mobilisere frivillige til det. Henrik Nielsen er akademisk medarbejder i NGO Forum og blogger på U-landsnyt.dk Henrik Nielsens blog: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/henrik-nielsen
