Af Helle Munk Ravnborg Frivillighed og professionalisme er ikke hinandens modsætninger. Tværtimod! Frivilligheden puster det liv og de visioner i udviklingssamarbejdet, der værner det mod at blive styret af snævre eksport- og sikkerhedshensyn.
Det var ikke meningen! Min mor er pensioneret bogholder fra Bornholm og min far var frisørsvend fra Østjylland og jeg led frygteligt af hjemve de gange, jeg var på spejderlejr eller deltog i kommunens tilbud om tre ugers feriekoloniophold. Men en dag havde den ene beslutning affødt den næste – stærkt påvirket af gode venskaber, tror jeg – og pludselig stod jeg der og skulle alene af sted på studieophold, først til Zambia og senere til Tanzania. Ligesom mange af alle de mennesker, der siden slutningen af 1950’erne har rejst ud med MS for at hjælpe til med at bygge en skole, plukke kaffe, undervise, passe børn på et børnehjem f.eks. som en del af en arbejdslejr, så knyttede jeg venskaber, samtidig med at jeg fik en uhyggelig indsigt i de kummerlige livsvilkår, som millioner af mennesker verden over lever under og dør af. For hvorfor skal en mor og hendes lille barn sidde og fryse i et fugtigt og utæt hus med jordgulv og plastiktag i en skydækket bjerglandsby? Hvorfor skal børn på landet i mange udviklingslande finde sig i at måtte undvære en tredjedel af deres undervisningstimer og få en dårligere skolegang, end hvis de havde boet i en større by, bare fordi lærerne ikke kan få deres løn udbetalt uden, at det koster dem en rejse af flere dages varighed? Hvorfor er der mennesker, der ikke har andet valg end at drikke beskidt og forurenet vand, som de ved, at de med stor sandsynlighed bliver syge af? Og hvorfor er nogen familier tvunget til blot at se til, når en rig forretningsmand pludselig – og uden deres samtykke – overtager deres jord, måske endda med domstolenes velsignelse? Og hvordan kan det overhovedet lade sig gøre at en land- eller fabriksarbejder i mange lande tjener mindre om ugen end et dansk barn får i lommepenge? Det er den indsigt og de spørgsmål, der opstår i det mellemfolkelige møde. Og det er den indsigt, der for mig, ligesom for mange andre, har lagt kimen til den indignation og den vilje til at gøre en forskel, der har næret mit professionelle engagement som udviklingsforsker på DIIS og mit frivillige engagement nu som forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke. Indsigt og indignation gav os fairtrade Det, at mange mennesker har fået sådanne indsigter i livsvilkårene rundt omkring i verden, følt en indignation og haft viljen til at gøre en forskel, er dét, der har ført til, at vi i dag kan gå i supermarkedet og vælge mellem flere forskellige fairtradeprodukter. Det er dét, der har ført til, at mange danskere er skeptiske over for første generations biobrændstoffer og med deres deltagelse i Tour de Future fra Ålborg til Allinge tidligere i år var med til at lægge pres på vores politikere for at afskaffe brugen af første generations biobrændstof. Og det er dét, der får tusindvis af mennesker verden over til at kræve, at virksomheder skal betale skat i de lande, hvor de tjener deres penge, og at myndigheder skal opkræve og forvalte skatteindtægterne på gennemskuelig vis og under demokratisk kontrol. Uden frivillighed og uden den indsigt, den indignation og den vilje til at gøre en forskel, som fødes i det mellemfolkelige møde, ville det udviklingspolitiske samarbejde mellem nord og syd være en tam og teknokratisk affære. En affære, som formentlig ville være styret mere af eksport og sikkerhedshensyn end af ønsket om en global bæredygtig udvikling uden fattigdom og med lige muligheder for alle. Derfor er frivillighed og professionalisme ikke hinandens modsætninger. Tværtimod! Frivilligheden er det, der puster liv og visioner ind i professionalismen! Det gjorde den, da de første frivillige vendte hjem i 1960’erne og det gør den i dag, når unge såvel som ældre vender hjem fra et ophold som f.eks. global voluntører eller engagerer sig i kampen mod madbenzin eller for retfærdig skat. Helle Munk Ravnborg (født 1961) arbejder som seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og har siden juni 2013 været forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke (MS). Desuden blogger hus på U-landsnyt.dk Helle Munk Ravnborgs blog: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/helle-munk-ravnborg Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-og-den-fo