Af Michael Arbirk I civilsamfundsorganisationer bør det vel være frivillige, der har magten. Men er de frivillige blot gummistempler eller værktøjer for de ansatte i de store danske udviklingsorganisationer, spørger debattøren.
Skismaet mellem frivillige og professionelle. Eksisterer det? Spørger man de professionelle er svaret sikkert nej! Men tager man til møde i en af de større paraplyorganisationer bliver svaret et andet: Eksemplerne er mange: På et møde i Mellemfolkeligt Samvirkes (MS) programudvalg havde ledelsen foreslået at stoppe udarbejdelsen af landepolicies for Syd-programmet. Altså en policy for hvert land. Det havde vist sig at være for svært at gennemføre disse formuleringer, og nu så ledelsen en uanet mængde af resurser sat ind på formuleringen af disse policies. Men hvor kom ideen om policies fra? Fra ledelsen – udvalget havde modstræbende gået med til dette ønske. Da nu ledelsen så omfanget af den arbejdsopgave de selv havde set var nødvendig, kom de halsende til de frivillige og bad om at måtte ændre politik og stoppe med udarbejdelsen af disse. Så blev de frivillige modvillige: Er vi bare gummistempler? Skal vi sige ja i dag og nej i morgen? Generalsekretæren blev tilkaldt – punktet tog halvanden time i stedet for to minutter! Et ANDET eksempel kunne ses/høres/opleves på mødet i foråret 2012, hvor MS orienterede om ændringer i programmet Genbrug-til-Syd. Den måske bedste repræsentation af det danske civilsamfund var tilstede hos MS og gjorde mange indsigelser mod det der skete. Problemet på det møde var:
- at deltagerne ikke havde sat sig ind i præmisserne – f.eks. læst evalueringsrapporten af programmet (GtS)
- at deltagerne mente, de havde ret til at kritisere MS' kompetente organers beslutninger, selvom de ikke var hverken individuelle eller kollektive medlemmer af MS
- at mange deltagere havde helt andre mål med deres personlige indsats end programmet (GtS) var indrettet til.
Sikre deres job og ansættelse Det TREDJE eksempel er det, hvor de ansatte begynder at formulere nye mål for organisationen, fordi de oprindelige mål ikke længere kan sikre dem job og ansættelse. Her bliver de frivillige igen UFRIVILLIGT et værktøj til at sikre denne nye fremtid. Altså inducerer de ansatte en proces, der skal synes at være bottom-up, men i virkeligheden er top-down. (Undertegnede oplevede dette, da MS formulerede det nye MS-i-Syd-program i begyndelsen af 90-erne: Som medlem af programudvalget skulle jeg jo have været en af de mest aktive i formuleringen, men et par år senere gik det – gennem en ansats indiskretioner – op for mig, at det var sekretariatet, der havde lavet formuleringerne – UDEN involvering af synspunkter fra os (de aktive frivillige.) Det FJERDE eksempel er fra den lille (de små) organisation (-er), der har et antal bidragende medlemmer, men meget få reelt aktive. Det siges, at disse organisationer gennem antallet af bidragende medlemmer har folkelig forankring. Personligt tror jeg faktisk, at det er sandt: Den folkelige forankring eksisterer. Grunden til dette, er min erfaring af, at hver gang, der tilsendes medlemmerne informationer stiger interessen, dokumenter downloades og læses osv. Det betyder ikke, at disse medlemmer/bidragsydere ønsker at bruge egen tid på den konkrete indsats, MEN de ønsker gerne at være informerede om, hvad deres penge faktisk bruges til. Og en sjælden gang støder de på en person, der ønsker at gøre noget aktivt og henviser til denne lille organisation. Problemet for dette nye medlem bliver, at vedkommende er – ja NY! Dvs. intet kendskab til historie, sædvaner osv. Vedkommende kan jo blot læse vedtægter, hjemmeside osv. Er et sådant nyvalgt medlem af en bestyrelse så ligeværdig med de gamle (ofte metusalemmer) med samme stemmevægt, indflydelse osv.? Hvem har magten? I alle disse eksempler er det centrale spørgsmål: Hvem har magten? Sådan, som vi definerer civilsamfundsorganisationer, er det grundlæggende de frivillige, der har magten. Det er jo dem der stemmer på generalforsamlinger, vælger bestyrelsen og ansætter de professionelle. Men mange frivillige føler, at piben får en anden lyd, når først den professionelle er ansat. Så er det hende/ham, der bestemmer, da vedkommende jo er den implementerende og kan henvise til jobbeskrivelse, programerklæringer, policy-dokumenter fra donorer, faglitteratur osv. Hvor tit har det ikke lydt på et møde i CISU, at dette og hint krav er et resultat af den policy, der er udstukket i civilsamfundstrategien. Altså ikke noget, der stammer fra de frivillige. Det andet sted, det går galt, er i det konkrete sprogbrug: Da alle professionelle jo har en master- eller magistergrad, synes det at være deres opfattelse, at hver gang de skriver en vejledning, policies, eller retningslinjer, ja, så skriver de til deres professor, eller for at få et godt CV. De skriver med andre ord til kolleger – ikke til de frivillige. Et fantastisk godt eksempel på det er den Guide til organisationsudvikling i civilsamfundsorganisationer, som CISU og DH har udgivet i foråret. Den er faktisk ulæselig for en almindelig dansker. I 70-erne havde DUF en foreningshåndbog, der kunne det samme som denne guide, men med et helt andet sprog. Dertil kommer, at vi bilder os selv ind at leve i et ‘videnssamfund’. Det, der for mig er sket er at, ja – vi kan i teorien finde al viden på internettet, hjemme i vores egen stue, MEN samtidig har vi nedlagt/afskaffet alle de muligheder for gensidig fordybelse, vi havde før i tiden. Ja, det synes også, som vi ikke engang har tid til at bruge en weekend på at diskutere et tema mere. Vi er blevet dummere Resultatet er, at vi faktisk alle sammen er blevet dummere, vi lever stadig på de mantraer, der blev formuleret i 60-erne og måske 70-erne. Når folk vil sende dukker og bamser til Langtbortistan sammen med andre ting, er det basalt fordi ‘de ønsker at afhjælpe en mangelsituation’, ikke fordi de har nogen idé om, at det skal skabe udvikling. Begrebet udvikling diskuteres i øvrigt næsten ikke. Men her møder de frivilliges 60-er mantraer, den veluddannede professionelle, der siger, at det du der gør hverken er bæredygtigt eller skaber udvikling. Og så henvises til Paris-erklæringen, ejerskab, evalueringer, konceptpapirer, policies, strategier, formål osv. Det hjælper jo ikke noget, når nu den frivillige har set manglen på bamser i Rumænien. Ja, så er det en god ting at afhjælpe denne mangel – sic! Ligesom brugte skoleborde osv. Den frivillige kommer til at stå overfor de professionelle og føler at den professionelle ikke hører efter hvad den frivillige siger. Jeg har intet personligt imod at nogen forærer bamser til rumænske og andre børn. Men jeg tror ikke, det skaber udvikling, som jeg forstår udvikling. Jfr. Kungfutses lærersætning om at lære folk at fiske fremfor at forære dem fisk. Vi har en situation, hvor vi mangler reel fordybelse. Og desværre er det blevet ‘umoderne’ at bruge sine weekender og aftener på at diskutere, analysere, lytte og lære. Og det er blevet umoderne at give tilskud til den slags folkeoplysning. Millioner skydes af på store dyre kampagner, men der er ikke midler til den basale eftertanke. Man kunne få den mistanke, at bevillingshaverne er bange for, at folket bliver for kloge. For 40 år siden og før da, var det klart for enhver, at skulle verden blive et ordentligt sted at leve i, krævede det basale ændringer i den måde verden er indrettet på både med hensyn til internationale regler for finansen og handelen – og kunne jeg tilføje miljøet. I 1977, da der var en UNCTAD konference (forløber for WTO) kunne DUF stable et kæmpe arrangement på benene, som krævede, at de lejede Brøndbyhallen for at få plads til deltagerne og aktiviteterne. I dag kan man måske samle 20 forkølede på Vartov til et møde om samme spørgsmål. Møder i almindelig arbejdstid De professionelle er tilsyneladende glade for denne udvikling. De kan holde de fleste møder i almindelig arbejdstid. Ofte med kolleger fra andre organisationer, så det bliver nemt at tale sammen. Alle har læst de samme lærebøger, og ved lige hvordan kagen skal skæres. Og heldigvis er der ingen aktivister tilstede, der kræver indflydelse – eller værst af alt indsigt, som f.eks. bedre forklaring af hvad dette og hint i virkeligheden betyder. Et fantastisk eksempel er Danidas konceptnote for formulering af en ny civilsamfundsstrategi. Den var helt sikkert skrevet for, at ingen frivillige skulle forstå et ord af den. Ej heller evalueringen af den hidtidige strategi. Og hvorfor også involvere målgruppen? Vi har altså en situation, hvor de, der har erfaret, at der er fattige i verden, stadig tror, at det er muligt at betale sig til en bedre verden. Og de professionelle lader dem gerne blive i troen, ja fremmer det endda ved at pøse den ene katastrofeoplysning efter den anden i hovedet på befolkningen. Samtidig analyserer de professionelle sig frem til, at de små organisationer helt har misforstået formål og indhold i bistanden, så den må nok hellere forbeholdes dem, der forstår det, dvs. de store organisationer, som både har professionelle som ansatte og i de styrende organer. Min konklusion på dette er, at kun gennem en basal gennemgribende ændring i tilgangen til den offentlige diskussion af de globale problemer, og de løsninger der skal til, for at finde en mere bæredygtig fremtid. Kun sådanne ændringer kan øge bevidstheden herom i større befolkningsgrupper, som gerne vil være orienterede og potentielt også engagere sig i civilsamfundsarbejde. Læs fortsættelsen tirsdag, hvor Michael Arbirk kommer med konkrete forslag til at løse de problemer han har påpeget i ovenstående. Michael Arbirk er agronom. Han har tidligere bl.a. været udsendt til Tanzania af MS og af Folkekirkens Nødhjælp til Namibia og har beskæftiget sig med mange sider af lokalsamfunds-udvikling. Han er desuden blogger på U-landsnyt.dk Michael Arbirks blog: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/michael-arbirk Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-o…
