Debatindlæg af Ole Riis, frivillig i Dansk Vietnamesisk Forening m.fl. Fremtiden tilhører de ”professionelle amatører”. Sådan lyder min konklusion på baggrund af den hidtidige debat her på U-landsnyt.dk, hvor flere har fremført den holding, at de frivillige allernådigst kan deltage i udviklingsarbejdet.
"Hattedamer" kan godt bruges til noget, men ikke til noget vigtigt, det skal levebrøds-NGO-medarbejderne nemlig tage sig af. Men de frivillige består ikke af hattedamer. Så fik vi lige begge fordomstermer linet op. Jeg er ikke en "hattedame" og er nødt til at komme med et lidt mere provokatorisk modspil til denne noget selvopretholdende tænkning om de sekretariatsstyrede NGOers nødvendighed og uundværlighed. I virkeligheden forholder det sig nemlig helt omvendt. I virkeligheden kan NGO-miljøet ikke undvære de frivillige, – amatørerne, medlemmerne. Det er os, der skaber den legitimitet hele sektoren hviler på. OK – ikke det hele, men den største del… Vi skulle helt hen til indlæg otte i debatten, før Projektrådgivningen /CISU overhovedet bliver nævnt. Dejligt også at se Tune Nyborg fra Stairway Foundation redegøre fint for hvad en frivillig NGO kan udrette, og at det arbejde, vi laver, også er dybt professionelt. Hvorfor er det for øvrigt lige, at lønbærende NGOer ikke samarbejder særlig meget med hinanden og udnytter hinandens kernekompetencer? Professionelle professionelle og professionelle amatører Nå, men vi kan jo kalde de frivillige, der har været igennem CISU-uddannelsen, for ”professionelle amatører”, og dem, der er ansatte i NGOer på sekretariaterne, for de ”professionelle professionelle”. Selv om jeg nu aldrig har fundet ud af om det at være professionel er en eller anden veldefineret kvalitet i sig selv. Det betyder vel bare, at man har en uddannelse – vidst ikke noget om, hvorvidt man er god til det. Så reelt er det et indholdsløst ord. Ordet ”amatør” betyder ”af hjertet, uden egen vinding for øje”. Og det er da en god egenskab at gå til et arbejde med, som skal rette op på nogle af de skævheder, der findes i verden. Jeg spørger: kunne det ikke være et forfriskende scenarie med en fremtid, der byder på et NGO-landskab med en masse små velkvalificerede NGOer drevet af ildsjæle og frivillige, som professionelt varetager solidt udviklingsarbejde. Og som dansk civilsamfundspolitik vel at mærke støtter og udvikler – fremfor at gøre mastodont-store NGOer endnu større og endnu mere konsulentagtige? Hvor er beviset for, at de store lønbærende NGOers projekter skaber bedre udvikling, mere impact, mere demokrati, større mellemfolkelig forståelse end de ikke-lønbærendes? Mig bekendt er der endnu ikke lavet en sådan sammenligning, og personligt er det ikke min erfaring at det er sådan. Til gengæld: Er der så ikke en risiko for, at de lønbærende NGOer har for meget fokus på organisation building fremfor impact og dermed kommer i klemme på den konto? Ilsjæle skal ikke sættes til at stille borde op Fremtidens civilsamfundspolitik skal ikke i (endnu) højere grad fremme større og mere konsulentagtige NGOer. Den skal fremme et mangfoldigt miljø, der hele tiden formår at rekruttere og udvikle ildsjæle. Ildsjæle skal ikke sættes til at stille borde op og rydde af, hvis de har viljen og evnen til at indgå i dybt professionelle udviklingsprojekter. Et andet spørgsmål, man kan stille sig, er, om ikke den teknologiske udvikling er med til at sætte nye standarder for * hvor effektivt man kan arbejde sammen med sin partner, * hvor tæt sponsorer kan være på målgruppen for indsatsen, * hvor hurtigt informationer kan deles, og * hvor hurtigt man kan reagere på dem og dermed skabe så meget impact som muligt. Jeg er sikker på, at de store NGOer har fokus på denne udvikling, men er det ikke de små, der har størst fordel af den? Har mastodonterne tilstrækkelig tilgængelighed og effektivitet, eller er de for administrationstunge, styrede af egne regler og politikker og faste arbejdstider? Så man kan spørge: Tilhører fremtiden i stedet ikke * dem der kan tage hurtige beslutninger uafhængigt af tankskibs-langsommelige politikker og beslutningsstrukturer. Den professionelle amatør kan i dag stå hjemme i haven og IP telefonere eller konferere på video med sin partner om et aktuelt problem lørdag formiddag og få det klaret med det samme. * dem der kan arbejde fleksibelt i.f.t. tidsforskelle, og skabe en så direkte kontakt mellem projektadministratorer og sponsorer i nord og modtagerne i syd. * dem der kan bruge hele deres energi på at tænke i impact frem for i organisationsvedligeholdelse i nord. * dem der samtidig med en professionel tilgang, ved eksemplets magt kan sætte deres egen ildsjæl i spil. * dem der formår at bruge intellektuel kapacitet på impacttænkning fremfor på at diskutere forskellen på Theory of Change og Logical Framework Approach. Beskæftigelsesterapi for akademikere Sådanne diskussioner er der mange af i den internationale NGO-verden, og for mig at se er det bare en gang beskæftigelsesterapi for akademikere, som har svært ved at tage skridtet fra analyse til handling. De store NGOer har nogle udfordringer foran sig, og det har de små også. Vi bør støtte hinanden i at udvikle et bedre NGO-landskab. Vi skal skabe et som animerer, støtter og udvikler ildsjæle og professionelle amatører til at skabe denne skov af små aktive NGOer, som kan tage over, dér hvor de professionelle professionelle bliver for ineffektive. Og hvis ikke de lønbærende NGOer kan eller vil optage kvalificerede, fordi de har svært ved at kombinere det med kapaciteten af deres bestående lønnede medarbejdere, burde man måske ændre modellen en smule. Nemlig sådan, at CISU, som det blev foreslået på workshoppen ”Civilsamfund på hovedet”, agerer mere som en slags folkehøjskole, hvor man kan tage en uddannelse og så derefter finde en NGO, hvor man kan byde kvalificeret ind. Det vil måske skabe noget mere dynamik i miljøet. Der er masser af interesserede unge. Selv vores lille organisation får jævnligt henvendelser, og der bliver flere og flere kvalificerede ældre. CISU har en særdeles vigtig rolle at spille med en styrket proaktiv og nursende indsats for at skabe en endnu større skov af NGOer, der ikke skal have som mål at blive rammeorganisationer, men rigtige NG-er (Non Governmental). De skal selvfølgelig gøre brug af CISU-midler, men de skal også fundraise deres egne for at sikre deres egen stemme i udviklingsdebatten. Hvem er bedre til at fundraise end ildsjælene selv? Her behøves ingen frontere. Jeg drømmer om…… Jeg drømmer om et sådant dynamisk NGO-landskab, men vi professionelle amatører skal kæmpe for, at det kommer til at gå den vej. Lige nu trækker det mod at de større NGOere skal spille en endnu større rolle, og jeg frygter for den folkelige forankring, som var så højt besunget for et par år tilbage, da man ville presse rammeorganisationerne til at fundraise mere. Vi skal revitalisere NGO-miljøet og afmontere den strukturelle afhængighed fra regeringen. Kun på den måde kan vi redde den folkelige forankring af hele miljøets indsats – også de professionelle professionelle. Men det kræver, at vi små NGOer får eller tager indflydelse i forhold til vores legitimitet – både i CISU og i formuleringen af den nye civilsamfundsstrategi. Der er ikke behov for kontinuitet i det danske NGO miljø og i den danske civilsamfundstænkning hvad angår vægten mellem store og små NGOere, – der er behov for nytænkning. Diskussionerne føres allerede rundt omkring, herunder i CISUs bestyrelse i.f.m. formulering af det nye værdigrundlag og den nye strategi for de næste tre år, omkring den nye civilsamfundsstrategi/politik, omkring brugen af sydfonde og omkring den nye CSR pulje. Men altså: Der er ikke brug for at skabe strukturer og regler, der medfører endnu større COWI-ficering af det danske og udenlandske NGO landskab. Lad os nu bruge den intellektuelle kraft, der er til stede i HELE miljøet og udenrigsministeriet til at udforme langsigtede dynamiske løsninger – ikke kortsigtede. Alle udviklingsaktører har deres berettigelse. De store NGOer kan nemlig generelt noget, vi andre ikke kan på nogle andre niveauer af samfundet i syd, men det er nødvendigt at slå et slag for de små, når meget af dét, der sker politisk og strukturelt for øjeblikket, går på at ”stort er bedst”. "Køkkenbords NGOer" CISU har tidligere faciliteret networking for de kommende rammeorganisationer. Jeg vil gerne på lignende vis invitere repræsentanter for CISU-medlemmer, der max. har en ansat til at blive medlem af Facebook forummet ”"Køkkenbords NGOer" i Danmark”. Her kan vi drøfte vores fælles fremtid, evt. lave en fælles strategi i.f.t. CISU, herunder de kommende drøftelser om værdigrundlag og strategi, og vi kan drøfte, hvad vi skal mene om de nye rammeorganisationers placering i CISU. Vi bør også drøfte, om de projektvilkår vi bydes nu er gode nok i.f.t. de professionelle professionelle (her tænker jeg bl.a. på reglerne for beregning af overhead og dækning af udgifter til monitoreringsbesøg). Af-akademiseringen af sproget i alle CISU publikationer er en anden ting vi skal have kigget på. Den høje grad af akademiker-sprog i NGO-sektoren har en undertrykkende og status quo bevarende effekt på de nye i miljøet, og er i virkeligheden helt unødvendig. De små NGOer med max. én ansat udgør ca. 70 procent af medlemskaren i CISU, men det afspejler sig ikke i sammensætning af bestyrelsen. Bør vi ikke gøre noget ved det? Vi skal prøve at lave en "CISU-reloaded" proces, som ikke slækker på mangfoldigheden i NGO miljøet, men * hvor vi erkender, at der er behov for nytænkning og revitalisering fremfor kontinuitet, * hvor der lægges mere vægt på impact frem for analyser og * hvor gennemsnits NGOen om fem til ti år måske ikke ser ud som i dag. Til gengæld er den mere dynamisk og folkelig forankret, mere effektiv og mangfoldig til gavn for vore medmennesker i syd. I øvrigt er hele PS/NGO samarbejdstemaet, som vi har været optaget af i miljøet i mange år, et af de områder, hvor jeg ser at analyser overgår handlinger. ”Grib da nu knoglen og ring til en relevant virksomhed og fortæl om jeres gode ide!” Beklager, hvis nogle af mine synspunkter, ord og vendinger kan virke provokerende på nogle, men det er bevidst. Aktiv kl. fem om morgenen Jeg tror, vi er nødt til at have en åbenhjertig drøftelse af, hvad vi vil med udviklings NGOerne og hvad der er mest effektivt og fremtidsorienteret. Generelt kan det være svært for os små aktive NGOer og frivillige at få en stemme i hverdagens debat, fordi vi skal lægge vores indsats i fritiden. Vi enkeltpersoner, der er projektbærende, prioriterer selvfølgelig det projektfaglige først. For mit eget vedkommende sker det mest fra kl. 5.00 – 7-00 om morgen, dertil møder om aftenen og i weekenderne og monitoreringsrejser i ferien. Men vi må også bare erkende at I professionelle professionelle og UM ikke er gode til at inkludere os. De fleste møder og workshops etc. foregår altid i jeres egen arbejdstid. Hvor dynamisk og udviklende for vores segment, er det? Selv hvad Frivillighedsrådets arrangementer angår, har jeg aldrig fået en invitation, der ikke lå i min almindelige arbejdstid. Så der er plads til forbedringer. Afslutningsvis vil jeg atter konstatere, at qua den gode solide kursusvirksomhed, der er i CISU og den løbende rådgivning man får under projektansøgning og -implementering bliver de frivillige rigtig godt klædt på til at lave solide projekter i syd. Så vi er ikke hattedamer, vi har noget på hjerte, og vi er dybt kvalificerede. Synspunkterne i dette indlæg er helt mine egne, og repræsenterer ikke de foreninger jeg sidder i bestyrelsen af. Ole Riis (53) er folkeskolelærer og betegner sig som "amatør". Medlem af bestyrelsen for Dansk Vietnamesisk Forening. I et par år også formand for samme. Projektkoordinator på frivillig basis for et projekt til kapacitetsopbygning af et børnehjem for misbrugte piger i Ho Chi Minh City (Saigon). Fhv. formand for Adoption og Samfund i Hovedstaden, og andre tillidshverv. Bestyrelsesmedlem i NGO Fontana samt CISU. Tidligere erhvervsassurandør. Gift, har to børn på 14 og 15, der er adopteret fra Vietnam.
