Debatindlæg af Pernille Bærendtsen Frivillighedskonceptet i det danske udviklingsmiljø trænger til en saltvandsindsprøjtning. Der mangler klarhed over hvad frivillighed også kunne være, nytænkning og mere selvrefleksion blandt frivillige, der brokker sig over rammerne.
Da jeg blev spurgt om jeg ville skrive et indlæg til debatten, skimmede jeg listen af indlæg og kommentarer igennem – fra en svingende Internetforbindelse i det østlige Kenya. Jeg har derfor ikke overblikket over hele debatten, men jeg har valgt de klip ud, som umiddelbart talte til mig højest. De kommer her: Frede Hansen: "Hvorfor er MS forsvundet fra det nordjyske landkort? Jeg kan dårligt finde anden forklaring, end at MS har villet af med det besværlige demokrati for at satse på professionelle fundraisere". Jørgen Olsen: "Et andet alvorligt problem i det danske u-landskab ud over afkobling af provinsen er afkobling og afretning af de frivillige – det hænger for en stor del sammen med københavneri-problemet, eftersom det helt store flertal af de ansatte i udviklingsorganisationer sidder, skriver og holder møder i hovedstaden". Michael Arbirk: "Der bør være krav om, at man skal have været på kursus i basale temaer, omkring samfundsudvikling, historie, hvordan verdenshandelen reguleres, hvordan multinationale selskaber reguleres/eller ikke reguleres, hvordan finansen reguleres/ikke reguleres, hvordan klimatiltag aftales globalt osv." Frans Mikael Jansen: "Jeg tror at frivillige i u-landsprojekter hører fortiden til. Det er fint med engagement, men små u-landsprojekter forandrer ikke verden. De frivillige i dag kæmper imod fattigdom gennem kampagner og solidaritetsarbejde. Og så formidler Mellemfolkeligt Samvirke at ca. 6-700 danskere får mulighed for at arbejde frivilligt i et udviklingsland årligt. Ingen krav om dokumentation til Danida her!" Fra Afrika til politisk arbejde Forfatteren Antoine de Saint-Exupéry har udtalt, at vil du bygge et skib, skal du ikke præsentere folk for planer og gå i gang med at uddelegere arbejde. Du skal få folk til at længes efter det store åbne hav. Sådan har jeg det med den frivillighed, som jeg oplever præger det danske udviklingsmiljø. Mange, især store NGOer, instruerer i at bygge skibe. Det betyder imidlertid ikke, at vi bliver gode til at sejle, at vi får lov til at sejle, og det betyder heller ikke at vi er specielt interesseret i det, skibene kan bringe os frem til. For nogle handler det om at være med til at påvirke og udvikle politik i udviklingsorganisationer. Andre rejser til Afrika – igen et vidt begreb hvorfor og hvordan. Nogle tænker hovedsagligt aktivistisk, fremfor rugbrødsarbejde og programteknik. Nogle udgør al arbejdskraften i mindre organisationer. Jeg har prøvet stort set alle kategorier, og for mig er der ikke en kategori, der er bedre end andre. For mig handler det om at være god til at koble kunsten at kunne bygge skibe og lysten til at ville sejle dem langt væk. Det handler om faglighed og engagement. For mig er det også centralt hvad jeg selv kan og vil have ud af det. Det handler om, hvad jeg tror på. Om de mennesker, jeg skal arbejde sammen med er sjove og om de rykker. Om det er nyskabende og seriøst. Om det giver mening. Engagement og faglighed Når jeg læser de udvalgte klip, ser jeg også en generel forvirring over hvad frivillighed og engagement egentligt er. Jeg kan også læse en gentagende kritik rettet mod MS. Når Frans Mikael skriver: ’Det er fint med engagement, men små u-landsprojekter forandrer ikke verden’ tror jeg godt, at jeg forstår hvad han mener. Jeg har set flere eksempler på små, danske udviklingsprojekter, der går fra gode intentioner til at være nærmest direkte ubehjælpsomme og pinlige. Der var fx containeren med dansk ’hospitalsudstyr’, der blev åbnet i en lille landsby i det sydlige Tanzania, som indeholdt ramponerede træsenge fra 1950erne, og som kunne have være produceret med større udbytte få kilometer derfra. Det som hospitalet mest havde brug for, var gasflasker til at holde fryseren med medicin kørende. Men jeg ser altså også store NGOer begå fejl. Se fx her: http://www.information.dk/459172 Derfor bliver jeg også vildt nysgerrig efter at vide hvad, der får Frans Mikael til turde være så kategorisk. Man kan vel sagtens være lille og udrette stort i mindre målestok, og man kan være en stor og professionel organisation, som ikke magter opgaven? Der findes sindssygt dygtige frivillige, og der findes frivillige, der ikke ved hvad de har gang i. Der findes sindssygt dygtigt NGO-personale, og der findes det modsatte. For mig er det ikke et enten eller. For mig handler det om, hvordan det danske udviklingsmiljø finder ud af hvordan faglighed og engagement bedst kan supplere hinanden. Som frivillig har du retten til at sige nej Jeg forstår godt kritikken i de udvalgte klip, men jeg er langt fra enig i, at det er vejen frem at bruge energien på at være sur. Jeg vælger fra at gøre noget frivilligt, hvis det ikke fungerer for mig. Jeg betaler fx ikke mere kontingent til en NGO, der mener at det er vejen frem at sende 600-700 unge frivillige ud årligt, men som ikke vil binde dem ordentligt sammen med udviklingsprojekter eller partnere! Og jeg fravælger også at ’kæmpe imod fattigdom gennem kampagner og solidaritetsarbejde’, som Frans Mikael foreskriver, fordi jeg vil have den direkte kontakt, og fordi jeg er så privilegeret at jeg kan lægge min støtte i direkte samarbejder med folk i Østafrika. For mig er dette helt centralt. Og jeg tror, at det er drivkraften for mange frivillige – den direkte kontakt med folk i fx Afrika, som kan skabes gennem direkte samarbejde over år. Mange store, danske NGOer, reducerer denne mulighed. Der bliver bygget masser af skibe, som Saint-Exupéry siger, men hvem sejler dem ud på det åbne hav? Udfordringen er at skabe et krydsfelt, hvor der er plads til både frivillige og professionelle. Hvor der ikke bliver gået på kompromis med kvaliteten og engagementet. Og hvor der er mulighed for at arbejde direkte med folk i Syd. (Det er der heldigvis flere eksempler på i det danske udviklingsmiljø, fx Afrika Kontakt.) Frivillige skal tage sig selv alvorligt Ingen kan tvinge mig til at arbejde frivilligt. Hvis det ikke dur, så stopper jeg og finder på noget andet. Hvilket også er min besked til mændene bag de kommentarer, som bl.a. klager over at de store NGOer ikke giver plads. Jeg tænker, at hvis man ikke gider at arbejde i de rammer, som foreskrives, så er det på tide at opfinde noget nyt. Det er på tide, fordi den mavesure kritik får en selvgenererende effekt. Nej, jeg tror ikke på, som Michael Arbirk foreslår, at der skal indføres krav om kurser – fordi vi er forskellige, og krav gør os ikke klogere. Heller ikke på at de ansatte skal behandle de frivillige som konger. Jeg tror heller ikke, at det er MS' skyld at der ikke længere findes et MS Nordjylland, jeg tror at det måske også kunne skyldes at de frivillige i Nordjylland har fokuseret alt for meget på MS rammerne, i stedet for at finde på noget nyt. Og selv om Jørgen Olsen kan have ret i at der finder en ’afkobling og afretning af de frivillige’ sted, så er han da i sig selv et fremragende og insisterende eksempel på det modsatte! Man kan beskylde MS og andre store NGOer for mange ting; jeg mener at det reelle problem her er, at der tænkes i begrænsninger fremfor muligheder. Hvis vi lader de store NGOer styre frivillighedskonceptet, vores kreativitet og vores engagement, er vi som dansk civilsamfund i udvikling ikke kun dårlige samarbejdspartnere for folk i Afrika, vi kommer også til at kede hinanden. Spræng rammerne Jeg boede i Serbien i 2000, da serberne gik på gaden mod Milosevic, og lærte en hel del om formelle og uformelle måder at arbejde på, når det kommer til civilsamfundsaktivisme og frivillighed. De sidste to år har jeg arbejdet sammen med en lang række aktører i Østafrika, som ikke befinder sig inden for de traditionelle NGO-rammer: politikere, journalister, bloggere, aktivister, innovatører, musikere, kulturmagere, skribenter, digtere osv. Afrika har ændret sig markant de sidste par år, og folk organiserer sig anderledes. De store NGOer er, i min erfaring, lang tid om at omstille sig herefter. Mindre NGOer og frivillige har her et meget større potentiale at udfolde sig i, fordi der nogle gange er kortere fra ide til handling i mindre NGOer. Tidligere på året opsøgte jeg initiativet Borgerlyst http://borgerlyst.dk/om-borgerlyst for at høre, hvordan det er lykkedes dem at organisere sig uden om de danske foreningskonventioner. Borgerlyst blev etableret fordi, som de selv forklarer: "Vi savnede måder at kunne engagere os i samfundet, som ikke var drevet af harmdirrende indignation, mistrøstig pligtfølelse eller snævre egeninteresser. Vi savnede at kunne engagere os i kraft af vores lyst til at gøre samfundet lidt bedre". "Vores borgerlyst. Vi savnede at kunne bruge vores handlekraft aktivt til at udvikle samfundet uden at blive taget til indtægt for andet og mere end lige det vi gjorde." Tjek dem selv ud. Jeg kunne godt bruge noget af denne tænkning i udviklingsmiljøet. Hvorfor skal man fx have en forening med x antal medlemmer, der skal holde generalforsamlinger? Hvorfor skal man køre sit partnerskab over DUF’s og CISU’s skabeloner, og tilpasse virkeligheden skemaet og ikke omvendt? Hvorfor skal man udvikle projekter, der følger trends i Europa og ikke i Afrika? Hvorfor ikke lade initiativer, organisationer og bevægelser i Syd finde partnere i Danmark (i stedet for at det altid er os der sætter rammerne?) Hvorfor er det så vigtigt, hvad de store NGOer tillader? Frivillige kunne vælge at redefinere frivillighedskonceptet. Vi kunne gøre det fleksibelt og tidsvarende. Og vi kunne vælge at gøre den til vores eget! Frivillige har også et ansvar selv til at vælge det vi vil arbejde med, og sige nej til det der ikke dur. Vi kunne også blive meget bedre til at ’bootstrappe’ vores ideer – og enten nedskalere eller være meget mere alternative i vores fundraising. Vi har et ansvar for at sikre, at der er mindre af det kedelige 'vi plejer' og meget mere af det som gør at vi længes efter at sejle ud på det store hav. Pernille Bærendtsen er kommunikationskonsulent, underviser, journalist og fotograf med speciale i Østafrika. Desuden blogger hun på U-landsnyt.dk Pernille Bærendtsens blog: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/pernille-b-rendtsen Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-o…
