Debatindlæg af Peter Kellermann Brandorff, aktivt medlem. Debattøren savner ikke indflydelse i de store organisationer, han er aktiv i. Til gengæld savner han at flere medlemmer gør som ham: Møder op til generalforsamlingerne og griber indflydelsen.
Der er ingen tvivl i mit sind om at de frivillige kræfter i u-landsarbejdet er vigtige for den folkelige forankring. Men spørgsmålet er, hvordan frivilligheden skal komme til udtryk og hvor den giver mening. Jeg synes flere gange at være stødt på det synspunkt at frivillige er vigtige for at sikre kvaliteten af dansk udviklingsbistand. En mangel på frivillighed må derfor betyde, at udviklingsbistanden i dag er af en ringere kvalitet end for fx 30 år siden, hvor den i langt højere grad var drevet af frivilligkræfter. Men jeg synes, det er vigtigt at skille to ting ad, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre, nemlig arbejdet i Danmark – oplysings- og kampagnearbejdet – og arbejdet i modtagerlandene. Der er desuden behov for at skelne mellem forskellige typer organisationer, for der er stor forskel på de roller de små, mellemstore og store organisationer spiller i dansk udviklingsbistand og hvilken rolle, de frivillige spiller i organisationerne. De store er ikke alt Tendensen i debatten er at sætte lighedstegn mellem den danske ngo-verden og de store ngo’er. Jeg er selv frivillig i to af de helt store organisationer i Danmark og i en helt lille. I de to store, IBIS og Dansk Flygtningehjælp, sidder jeg i den politiske ledelse, hhv. styrelsen og forretningsudvalget. I den lille, som hedder REACT, og som har et budget på ikke meget over 100.000 kr. om året, og som er finansieret af en del af overskuddet fra RETRO-caféerne, sidder jeg til gengæld med den direkte kontakt til udviklingsarbejdet i Sierra Leone. I alle tre organisationer har jeg rigtig meget at skulle have sagt. I de store organisationer varetages det egentlige udviklingsarbejde af professionelle medarbejdere, der engageret arbejder for at styrke civilsamfundene i modtagerlandene. Det gør de hver dag, hele ugen, og for langt de flestes vedkommende med et stort engagement, der ligger ud over, hvad man normalt ville kunne forvente af en almindelig lønarbejder. Og de leverer uden tvivl et arbejde af meget højere kvalitet, end hvis det var drevet af frivilligkræfter. Netop fordi de kan beskæftige sig med lige netop deres niche af udviklingsarbejdet i minimum 37 timer om ugen. For i udviklingsarbejdet gør øvelse vel også mester ligesom i alle andre fag. I de mellemstore og små organisationer spiller de frivillige til gengæld en stor rolle i udviklingsarbejdet. Her varetages programudviklingen ofte af frivillige, og det er frivillige der, ofte for egen regning, selv rejser til Afrika, Latinamerika og Asien for at kapacitetsopbygge lokale organisationer og hvad de nu ellers laver. Kan tillade sig mere Disse organisationer kan ydermere tillade sig noget, som er mere komplekst i de store organisationer: De kan eksperimentere med nye måder at gribe udviklingsarbejdet og fattigdomsbekæmpelsen an på – innovation hedder det for tiden. Nogle gange arbejder de jo også sammen med de store organisationer, som når Ghana Venskabsgrupperne arbejder sammen med IBIS på uddannelsesprogrammet i Ghana, og når min egen REACT arbejder sammen med IBIS om uddannelse af lærere i Sierra Leone. I begge tilfælde, har de små/mellemstore organisationer bidraget med noget, der er blevet meget værdsat af den store organisation – i dette tilfælde IBIS. Og det ville være mærkeligt, hvis det var de eneste to tilfælde. Hvis man som frivillig vil involvere sig i det direkte udviklingsarbejde, er det derfor i den store gruppe af små og mellemstore organisationer, at man virkelig kan få sin lyst styret. Og hvis det kniber med at engagere frivillige i disse foreninger – hvilket jeg ikke ved noget om – skyldes det i hvert fald ikke, at man ikke kan få indflydelse. Af de store organisationer kender jeg især IBIS. Her er det klart, at den enkelte frivillige har begrænset indflydelse på arbejdet i Syd. Og inden for denne gruppe organisationer, kan jeg godt se problematikken. Men for at kvalificere debatten, er det nødvendigt at spørge om, hvilken rolle de frivillige ideelt set bør have i denne type organisationer. At gå tilbage til sende frivillige til Syd og foretage det egentlige udviklingsarbejde ville uden tvivl være et tilbageskridt. Til gengæld gør brugen af frivillige i kampagne- og fundraisingarbejdet god mening for mig. Her er det muligt for politisk interesserede frivillige at kaste sig over udviklingspolitiske spørgsmål. Har de frivillige indflydelse nok? Men der er også forskel på organisationerne. Og i denne debat handler det bl.a. om, om de frivillige har indflydelse nok på udviklingsarbejdet. Og der må svaret være både ja og nej. I en organisation som Mellemfolkeligt Samvirke, hvor de centrale kampagner bliver vedtaget i hovedorganisationen Action Aid International, er det klart, at den enkelte frivillige har meget lidt indflydelse på, hvilke emner, der skal laves kampagner på. I de andre større organisationer, er vejen til toppen trods alt kortere, men uanset hvad, er de store kampagner som regel udsprunget af organisationens sekretariat. Og er det en dårlig tendens? Der er i hvert fald en fare for, at afstanden mellem sekretariat og frivillige bliver så stor, at de frivillige ikke føler, at de er en lige så central del af organisationen, som de burde være. Her har de store organisationer ikke en forpligtelse, men en interesse i at være inkluderende og benytte sig af de mange ressourcer, der er i frivilligmiljøet. At vurdere værdien af det frivillige arbejde er selvfølgelig en svær øvelse, men der er næppe tvivl om, at hverken IBIS og MS, som er de organisationer, hvor jeg kender frivilligarbejdet bedst, ville være mindre tydelige og have mindre politisk vægt, hvis de ikke havde en stærk gruppe kampagnefrivillige. Skræmmende meget indflydelse Men når man taler frivillige og indflydelse, glemmer man ofte en helt anden gruppe frivillige. Nemlig de der sidder i de styrende organer. Det er den slags frivillig, jeg selv er. Og jeg har potentielt set skræmmende meget indflydelse. Og grunden til, at det er skræmmende er fordi jeg ikke har gjort andet for at få den indflydelse end at melde mig til det. Jeg er engang blevet præsenteret for et citat, som jeg synes rammer muligheden for indflydelse i danske udviklingsorganisationer godt: ”The world is run by those who show up.” Jeg har desværre glemt, hvem der sagde det, men det er meget sigende for situationen i danske foreningers bestyrelseslokaler. Derfor sidder jeg nu med signifikant indflydelse på budgetter, der i år overstiger to milliarder kroner med arbejde i over 40 lande og over 5.000 ansatte, der potentielt kan mærke konsekvensen af, hvad jeg foretager mig i min fritid. Så mød dog op Når jeg så samtidig kan se, at vi kun kan få ca. 100 ud af IBIS’ 1.550 medlemmer til at dukke op til en generalforsamling og kun lige nok til at stille op til styrelsen til at vi kan blive fuldtallige igen efter at der var for få, der blev valgt sidste år, kan jeg kun sige til de frivillige, der brokker sig: I skulle have været på den generalforsamling i MS, hvor man besluttede at blive en del af Action Aid, eller komme til generalforsamling i IBIS lørdag d. 7. September i år og stil op til styrelsen. Der er en god chance for at blive valgt. Så kan I få masser af indflydelse, være med til at prioritere frivilligheden højere, være med til at sikre kvaliteten af udviklingsarbejdet, være med til at sikre en altid levende og foranderlig organisation. Så kan det godt være, at der er masser af andre aspekter i problemerne med frivillighed, men hvis man ikke gider komme til en generalforsamling fordi det er for kedeligt, sætter man også sig selv uden for indflydelse. Så kom ind i kampen og deltag i foreningsdemokratiet, så kan vi faktisk ændre noget sammen. Peter Kellermann Brandorff er aktiv i REACT, Dansk Flygtningehjælp og IBIS I sidstnævnte er han koordinator for året generalforsamling Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-o…
