Af Peter Bischoff Det er 50 år siden Ellen og Mogens Povlsen blev sendt ud som nogle af de første danske u-landsfrivillige i september 1963 – nu ser de begge tilbage på frivilligprogrammets spæde start, dengang nede i Tanzania. Pludselig står hun dér og tager imod ved busstoppestedet i Ullerslev – den spinkle kvinde fra de ikoniske billeder af Mellemfolkeligt Samvirkes allerførste hold u-landsfrivillige. Der er billedet, hvor hun står forrest med håndtasken før afgangen fra Københavns Hovedbanegård (se neden for). Og der er billedet fra ankomsten i Dar es Salaam den 23. september 1963, hvor hun i sin blomstrede sommerkjole står ved siden af Mr. Crabtree fra Technical College, hvor to af hendes frivillig-kollegaer skulle arbejde. Nu står hun så her i landsbyen 11 km vest for Nyborg, 50 år senere.
Ellen Tølbøl Povlsen rejste ud med Mellemfolkeligt Samvirke (MS) som 24-årig tresproglig korrespondent. I dag bor hun som pensionist på Fyn sammen med sin mand Mogens Povlsen. Hun mødte ham allerede på MS' første forberedelseskursus, som hun husker som "hylende sjovt", men de fandt først sammen, efter de kom hjem. Han er ikke med på de gamle billeder, fordi han først ankom lidt senere. "Det var både eventyrlyst og ønsket om at kunne bidrage med noget, der fik mig til at rejse ud", fortæller Ellen. "Da jeg var færdig som korrespondent, tog jeg på Den Internationale Højskole i Helsingør. Det var et spændende miljø med elever fra hele verden, hvor vi lærte meget om udviklingslandene. Deroppe så jeg den såkaldte "Blå Betænkning" om u-landsfrivillige og tænkte, at det var lige noget for mig!" Først med tog til Athen Baggrunden var, at u-landene dengang led af akut mangel på faglært arbejdskraft. Inspireret af Kennedys amerikanske "Peacecorps" tog MS i 1962 initiativ til betænkningen "Dansk Ungdoms U-landsarbejde", der gik ud på at sende unge frivillige til u-landene på beskedne vilkår med en motivation om at hjælpe andre. I første omgang blev der bevilget penge til at sende 20 frivillige ud i to år, og i september 1963 tog det første hold på otte af sted. "Vi rejste med tog til Athen. Derfra gik turen videre med fly til Nairobi og derefter til Dar es Salaam. Vi blev indlogeret hos Frelsens Hær i Salvation Army Camp i Mgulani, hvor jeg delte en palmebladshytte med min kollega Kirsten, som jeg fulgtes med under hele opholdet". "Vi deltog først i et tre ugers swahilikursus for missionærer hos Salvation Army, hvor vi skulle læse Mattæus-evangeliet på swahili. Så spredtes vi. Kirsten og jeg skulle arbejde som sekretærer på det nystartede universitet i Dar es Salaam". "Ib og Jørgen skulle undervise på Technical College, og Arne, Erik, Kaj og Karsten tog som håndværkere nordpå til Nyakahanga for at arbejde på et hospitalsbyggeri."
"Underlig fornemmelse af at komme hjem" Hendes mand er uddannet landmand og senere gårdejer. "Jeg meldte mig som u-landsfrivillig, fordi jeg er den mest nysgerrige i familien, og fordi jeg gerne ville hjælpe," fortæller Mogens. "I 1960 gjorde jeg militærtjeneste i Gaza, og det var ret barsk. Når vi fik kørt mad ud, sad de lokale børn og ventede på at få vores levninger. Så bliver man hurtig mæt! Da jeg var færdig med landbrugsskolen, ville jeg ud og gøre noget ved fødevaresituationen." "Da MS havde fundet en placering til mig, fløj jeg direkte til Mwanza syd for Victoria-søen. Det var lige på og hårdt, og mødet med Afrika var en voldsom oplevelse". "Området ligger ikke langt fra Olduvai-kløften, hvor man har fundet fossiler af de første mennesker. Mange, der kommer derned, får en underlig fornemmelse af at komme hjem. Det skete også for mig". "Det allermest spændende var mødet med menneskene. Jeg havde nogle ejendommelige oplevelser, hvor jeg følte, at jeg kom ind bagved, hvor sproget ikke slår til. Hvor man oplever noget, som ikke kan beskrives i sprog". "En kommunikation med det tavse sprog, hvor vi er nede i det basale menneskelige. Det gjorde stærkt indtryk på mig." "I er ikke imperialister" "Ideen med programmet var at sende ganske almindelige mennesker ud – folk, der havde en ligefrem indstilling til afrikanerne og betragtede dem som ligemænd", fortæller Ellen. "Vi skulle selvfølgelig arbejde, men vi skulle også være "mellemfolkelige", og det tror jeg, vi danskere var ret gode til. Vi havde ikke englændernes imperialistiske baggrund". "Jeg tror, at vi så kort tid efter Tanzanias uafhængighed (december 1961, red.) indtog en særstilling rent mellemfolkeligt. Vi kom bare og blandede os uden fordomme. Jeg var jævnaldrende med de universitetsstuderende og fik mange venner, og en af dem sagde til mig: I danskere, I er ikke imperialister!" Ellen er meget beskeden i vurderingen af sit arbejde som sekretær: "Jeg skrev breve for cheferne, lavede biblioteksarbejde og blev flyttet rundt, hvor der var behov for det. Jeg udfyldte sådan et hul. Men jeg tror ikke, de i væsentlig grad havde brug for sekretærer, for der var dygtige, unge indiske kvinder uddannet i England". "De havde først og fremmest brug for teknikere og håndværkere, folk som Jørgen og Ib på Technical College og som Arne, Erik, Kaj og Karsten, der tog op til Nyakahanga." Til gengæld tog hun i sin fritid fat på en opgave, der peger frem mod frivilligprogrammets røde tråd med at overføre viden og opbygge kapacitet: Hun begyndte at undervise interesserede kollegaer i maskinskrivning: "Dengang talte man ikke som i dag om at gøre en forskel, men det var vel egentlig det, jeg gjorde. Jeg underviste f.eks. en, der gik fra at få mindstelønnen på 150 shillings til at få 450 shillings!" Chokerede over at se en hvid mand muge ud Hendes mand havde et af de jobs, som Tanzania ikke selv kunne udfylde dengang: "Jeg var instruktør på en landbrugsskole med 200 elever og først og fremmest "gapfiller", men jeg kom også med nye teknikker som f.eks. at udarbejde statistik over køernes ydelse," fortæller Mogens. "Det var vigtigt ikke at komme med en hovski-snovski holdning, for man kommer ingen vegne ved at stille sig og sige, at nu skal vi lære jer! Det gælder om at opnå tillid – som Søren Kierkegaard siger: Man skal møde menneskene hvor de er, hvis man vil flytte dem!" "Og så gjorde det et kolossalt indtryk på dem, at jeg selv kunne muge ud i kostalden – det havde de aldrig før set en hvid mand gøre!" "Betydet noget for mit syn på fremmede" Ellen synes ikke, hun mødte den store forståelse for, at hun rejste ud – heller ikke fra sin mor. "Men hun må også have været stolt af mig, for bagefter arrangerede hun lysbilledforedrag med mig i Missionshuset i Kerteminde", fortæller Ellen. "Det er nogle år, som jeg husker meget tydeligt, så opholdet har nok præget mig og betydet noget for mit syn på fremmede. Jeg var engageret i Flygtningehjælpen i nogle år, da der kom flygtninge til Ullerslev". "Og nogle gange måtte jeg tage mig til hovedet, når jeg kunne mærke på de andre, at det var deres første møde med fremmede kulturer." Mogens husker især én episode, som han stadig har med sig: "Jeg skulle vise eleverne, hvordan man parterer en ko. Da jeg fortalte, at det mest kostbare var skært inderlår og oksefilet, var der en masai-dreng, der udbrød: "Vor herre bevares, det er det kød, vi giver til de gamle koner, der ikke kan tygge!" Dér skred Mogens Povlsens værdigrundlag: "Der går en lige linje fra den masaidreng til min lille blå bil derude. Det drejer sig ikke om, hvad jeg kører i, men om at jeg kan køre. Det sidder i mig endnu." Bedste oplevelse – det nyfødte barn Ellen husker især det sociale liv med glæde: "Den bedste oplevelse var alle de kammerater, jeg fik blandt de studerende. Jeg betragtede dem som ligemænd, og de tog vel imod mig. De boede på universitet, og jeg blev altid inviteret med til deres fester". "Men der var meget få piger og en masse mandlige studerende, så det var sådan set meget naturligt, at vi også skulle med", griner hun. Mogens husker endnu en episode som den bedste oplevelse: "Jeg kom til at cykle en forkert vej hjem og mødte en ung kvinde foran sit hus. Hun gjorde tegn til, at jeg skulle komme, og førte mig uden et ord ind i huset til en seng. Jeg skulle til at spørge, hvad hun var ude på, men hun lagde en finger på læberne, så på mig med store, alvorlige øjne, knælede ned og slog andagtsfuldt tæppet til side". "Jeg fik et chok – der lå et nyfødt barn. Hun så op på mig, og det var de smukkeste øjne, jeg nogensinde havde set. Hun ville vise mig sit nyfødte barn. Helt målløs fik jeg øje på barnets små fingre og begyndte at tælle "moja-mbili-tatu-nne-tano". "Så brød to ældre damer i rummet ud i latter. Jeg forsikrede kvinden om, at det var et meget fint barn, gik baglæns bukkende og takkende ud og cyklede hjem. Det var min største oplevelse!" Lille gruppe mødes stadig – men det tynder ud Ellen og Mogens fortæller, at de er en lille gruppe på seks veteraner fra hold 1 og 2, som stadig mødes nu 50 år efter. "Det tynder jo ud, og folk har travlt. Men vi er en seks stykker, der stadig mødes. Det er næsten bedre end søskende, for vi har nogle fælles oplevelser og en fælles referenceramme, som vi ikke kan dele med andre". "Og så sidder vi dér og fortæller de samme historier – og de bliver bedre, jo længere tid der går," slutter Mogens. Se også i vor kalender, hvordan jubilæet fejres, på http://www.u-landsnyt.dk/kalender-indhold/50-rs-jubil-um-mellemfolkeligt-samvirkes-u-landsfr Peter Bischoff er journalist og TV-producent. Han er tidl. webredaktør i Mellemfolkeligt Samvirke. Artiklen er venligst stillet til rådighed for U-landsnyt.dk og bringes om kort tid på MS egen webside. Se de øvrige indlæg og artikler i temaet: http://www.u-landsnyt.dk/tema/debat-om-de-frivillige-de-professionelle-o…
