I de seneste ugers debat på U-landsnyt.dk har begrebet ”folkelig forankring” fyldt en del. Især fra politikerne, vi har hørt i debatten, er det blevet slået fast, at den folkelige forankring er helt afgørende for dansk bistand. Der er også generel enighed om, at solidaritets- og udviklingsorganisationerne har en meget vigtig rolle at spille i forhold til at bevare den folkelige forankring. Og det er en rolle som organisationerne gerne tager på sig. Men sådan har det ikke altid været.
Paradoksalt nok var det fra politisk hold, at der blev skubbet til organisationerne for at gøre dem mere folkelige, forklarer Thorsten Borring Olesen.
Han er professor i samtidshistorie ved Aarhus Universitet og forsker bl.a. i dansk og nordisk bistandspolitik. Han er medforfatter til bogen ”Idealer og realiteter” fra 2008, der var den første samlede fremstilling af dansk udviklingspolitik.
I de seneste godt ti år har organisationerne gjort meget for at fremstå som folkelige organisationer, der er vidt omfang er båret af frivillige. Men for ti år siden så det anderledes ud, forklarer Thorsten Borring Olesen i et interview med U-landsnyt.dk.
Det store årti
”1990erne var det store årti for dansk bistand og også for NGOerne, der fyldte meget og blev mere og mere professionaliserede,” siger han.
Men vinden i sejlene gjorde dem nok også for magelige på visse områder, mener han. Pengene kom mere eller mindre automatisk fra Danida og der var få krav til at organisationerne selv skulle skaffe medfinansiering eller have en betydelig og aktiv medlemskare. Det skyldes i høj grad den konsensus, der i mange år herskede omkring Danmarks udviklingspolitik og udviklingsbistand.
Men konsensussen sluttede i november 2001, da Anders Fogh Rasmussens regering kom til magten og indgik aftaler med Dansk Folkeparti (DF). Regeringen skar betragteligt i de midler, som solidaritets- og udviklingsorganisationerne fik og det førte bl.a. andet til mange fyringer og nedskæringer i organisationerne.
Ingen folkelig opbakning – ingen penge
I 2005 indgik regeringen og DF en aftale, der bl.a. betød at organisationerne fremover selv skulle finde fem procent af deres midler – den såkaldte egenfinansiering. Et andet krav var at organisationerne skulle have en bedre folkelig forankring.
I den anledning udtalte Søren Espersen, der på det tidspunkt var udviklingsordfører for Dansk Folkeparti, ifølge Kristeligt Dagblad: ”De (organisationerne, red.) skal bevise, at de har en folkelig opbakning, før de kan få penge. Det kan ikke passe, at organisationerne på samme tid vil stå frit og så forvente at få statstilskud.”
Tanken om, at organisationerne ikke var så folkelige var dog ikke ny. Allerede i en evaluering fra 1999 blev det anført, at organisationerne måske var blevet for professionaliserede. De nye krav betød, at antallet af medlemmer pludseligt blev meget vigtigt. Både for at indsamle midler og for at øge den folkelige forankring. I et interview med U-landsnyt.dk den 22. august i forbindelse med temaet om frivillighed sagde Socialdemokraternes udviklingsordfører Mette Gjerskov bl.a., at hvis den folkelige forankring forvinder, så forsvinder udviklingsbistanden også. Det er Thorsten Borring Olesen enig i.
NGOer eller konsulentfirmaer
”Når Danmark og de andre skandinaviske lande i mange år har ligget i toppen af givere af udviklingsbistand, så hænger det blandt andet sammen med, at der har været en udbredt støtte til projektet i befolkningerne. Og når man er blandt de største givere, så er den folkelige forankring ekstra vigtigt,” siger han.
NGOerne på bistandsområdet har to hovedopgaver: At yde bistand på bestemte områder og at sørge for den folkelige forankring i samfundet, siger Thorsten Borring Olesen (57). Derfor, mener han, gjorde regeringen rent faktisk organisationerne en tjeneste, selvom der nok ikke er mange der opfatter det sådan.
For med kravet om øget folkelig forankring blev de nødt til at gøre sig endnu mere umage for at nå ud til danskerne. Og uden det frivillige og folkelige islæt giver det ikke mening at sondre mellem NGOerne og konsulentfirmaerne. ”Hvis de ikke har det, så har de ikke noget krav på at blive taget alvorligt,” siger han.
Om Thorsten Borring Olesen
Cand.phil. (historie) 1982. Lic.phil. 1987. Forskningsstipendiat European University Institute (Firenze) 1989-92. Lektorvikar 1992-94. Adjunkt fra 1994. Lektor fra 1998. Jean Monnet Professor fra 1999. Leder af Jean Monnet Centret ved Aarhus Universitet siden 2000 Professor i dansk og europæisk historie efter 1945 fra 2007 Leder af forskningsprogrammet Det Moderne Europa siden 2012
Se de øvrige indlæg og artikler i temaet.
