Debatindlæg af Knud Vilby Den manglende danske debat om udviklings-ministerens skråsikre markedsfundamentalisme siger noget om manglen på frivillighed og folkelighed. Udviklingsorganisationerne mangler simpelt hen et debatberedskab.
Den danske udviklingsminister er røget ind i et voldsomt slagsmål med mere end 60 afrikanske organisationer. I et interview i Politiken har han meget skråsikkert agiteret for individuel privat ejendomsret til jorden for alle Afrikas bønder. Målet er højere produktivitet i landbruget og bedre muligheder for at tiltrække udenlandske investeringer. Derfor skal vi også af med høvdingemagten i landsbyerne og fællesejet. Han er sprunget ud som markeds-fundamentalist. Ikke et ord fra Christian Friis Bachs side om risikoen for spekulanters overtagelse af jorden (land-grabbing), intet om at der er millioner af pastoralister og oprindelige folk, der aldrig kan få individuelt skøde. Christian Friis Bach ønsker også afvandring fra landbruget, for at give plads for produktionsforbedringer. Men ikke et ord om de problemer, den dramatiske afvandring fra landområderne allerede skaber i byerne. Heller intet om, at bistanden langt hen ad vejen har forsømt støtte til afrikanske småbønder. De har ikke fået uddannelse, de har haft dårlige salgsvilkår. Der er gode eksempler på, at hvor man systematisk giver småbønderne bedre rammer for produktion, virker det også. Afrikanske protester Det protesterer afrikanske aktivister så imod, fordi de siger, at virkeligheden er langt mere kompleks. Tonefaldet er lidt skingert, men de har også nogle rigtigt solide og stærke argumenter. I stedet for at gå ind i debatten, svarer den danske udviklingsminister imidlertid mindst lige så skingert og meget arrogant, at hans modstandere er aktivister, der ”drømmer om et biodynamisk frilandsmuseum”. Det er noget vrøvl Christian Friis Bach og det er ikke en værdig kommentar. Det giver ingen dialog, men kun nyt begrundet raseri. Denne her blog skal handle om, hvad der er sket med frivillighed og folkelig i det danske u-landsarbejde. Og det har desværre en hel del med denne indledning at gøre. Hvor er de danske organisationer? Interviewet i Politiken blev bragt for mere end en måned siden. Det har skabt stor debat blandt mange bevidste afrikanere, og en stor underskriftindsamling er i gang. Men det har ikke skabt debat overhovedet i Danmark. Der er ikke kommet et pip fra danske udviklingsorganisationer. Ikke fra MS eller Folkekirkens Nødhjælp. Ikke fra Ibis eller Care. Ikke fra en eneste. For 25 år siden ville der næppe have været en afrikansk storm, endsige en afrikansk krusning på grund af sådanne nogle udtalelser. Men der ville have været en dansk orkan. Frivillige og professionelle ville have diskuteret landbrugets vilkår i Afrika. Og rigtigt mange ville have baggrund for at gøre det. Tidligere og nuværende frivillige, voluntører, arbejdslejrdeltagere og så videre ville have kastet sig ind i debatten, og det ville de politiske og organisatoriske ledere også. Nogle ville have været enige et godt stykke af vejen med ministeren, men debatten ville være blevet nuanceret, og ministeren ville – hvis han ville høre efter – blive klogere. I dag sker der ingenting, før der her i slutningen af august begynder at komme nogle småreaktioner. Der er flere forklaringer. Intet debatberedskab Når udviklingsorganisationerne i dag går i medierne, er det normalt i centralt og langvarigt planlagte kampagner. Det er ikke folkelig debat men tilrettelagte kampagner. I stadig mere internationale danske organisationer, er det oven i købet kampagner, der ofte er tilrettelagt ganske langt fra Danmark (dog sjældent i Afrika). Der er ikke et dansk debatberedskab. Samtidig er organisationerne blevet langt mere professionelle med deres egne organisationshierarkier og – sommetider – komplicerede beslutningsprocesser. Det gør det svært at gribe den pludselige debat, og naturligvis særlig svært om sommeren, hvor alle beslutningstagerne er på ferie. Det problem havde den folkelige debat ikke. Man debatterede bare. I den professionaliserede organisationsverden har de frivillige heller ikke rigtigt nogen plads, undtagen som aktivister, der kan bære de centralt besluttede budskaber videre. Arbejdet er ikke præget af en bred folkelig erfaring, som har ført til at en masse frivillige også er medlemmer med konkrete erfaringer. Derfor langt mindre folkelig debat. Tænker ens Man kan også hævde, at der er en række parallelle karriere-hierarkier i bistandsverdenen: I dens konsulentbranche, i organisationsbranchen og i det statslige bureaukrati. De er forskellige, men de tænker professionelt temmelig ens, og derfor er der grænser for den organiserede uenighed. Endelig er der naturligvis det gamle argument om, at man ikke skal bide den hånd, der fodrer én. Jeg ved ikke, hvor meget den del fylder, men der er da en vis angst for at fornærme. Jeg har ikke noget svar på problemerne. Det er oplagt, at der er brug for at tænke langt mere i oplysning og debat om fattige lande og måske mindre i meget professionelt anlagte og målrettede kampagner. VK-regeringen slagtede den brede oplysning. Det gør stadig ondt. Det er også givet, at organisationerne bør arbejde langt mere med at udvikle en form for erfaringsbaseret folkelighed. Det er sådan set det, der hedder mellemfolkelighed, og som stadig er det vigtigste ord i titlen på MS. Knud Vilby er journalist, forfatter og tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke. Desuden blogger han for U-landsnyt.dk Knud Vilbys blog: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/knud-vilby
