Af Lone Loklindt Der er stadig behov for frivillige i det danske udviklingsarbejde, men de skal hovedsagligt arbejde på den hjemlige front. Arbejdet i u-landene varetages bedst af professionelle, mener de radikales udviklingsordfører.
I september 2013 er det 50 år siden Mellemfolkeligt Samvirke sendte sine første danske u-landsfrivillige sydpå. De tidligere kolonier i Afrika og Asien begyndte at få selvstændighed, men de manglede desperat kvalificeret arbejdskraft og know-how på stort set alle områder, fra håndværkere og undervisere, til administratorer og specialister. Danmark var et af de lande, der trådte til for at fylde hullet, indtil de lokale undervisningssystemer og lignende kunne udfylde behovet. Det tog længere tid – meget længere – end vi håbede, og undervejs blev der knyttet utallige bånd mellem Danmark og de sydligere lande. Organisationer sprang frem, venskaber og ægteskaber blev knyttet på tværs af sprog, kultur og landegrænser. Det gav en bred støtte i den danske befolkning til arbejdet i syd, og Det Radikale Venstre var gennem hele forløbet en stærk fortaler for at Danmark skulle fortsætte arbejdet for større global lighed. Men den folkelige forankring kommer ikke af sig selv. Det er til stadighed brug for oplysning, øjenvidneberetninger og engagerede ildsjæle. Vi har en lang tradition for at involvere civilsamfundet både i Danmark og i udviklingslandene. Det har været et mål i sig selv at bidrage til at udvikle et stærkt og mangfoldigt civilsamfund, som uafhængigt kan deltage i det lokale styre, skabe myndige borgere, der i fællesskab kan tage ansvar og holde magthaverne op på deres ansvar. Det er blevet en central del af politikken i den nye udviklingsstrategi ”Retten til et bedre liv”. Den danske indsats til støtte for civilsamfundene i Syd, gennem fortalervirksomhed, kapacitetsopbygning og konsolidering af lokalt ejerskab kan vi i høj grad takke de frivillige for i de danske NGO’er. Er der plads til de frivillige? Men også de folkelige organisationer er blevet mere og mere professionaliseret, i takt med at kravene til effektivitet og dokumentation er steget. Det er nogle af konklusionerne i evalueringen af civilsamfundsstrategien og temaet for denne debat. Er det gået for vidt, eller er der stadig plads til og behov for de frivillige? Ja, der er stadig behov for frivillige, men til andre opgaver end tidligere. Civilsamfundene i Syd er nogle steder blevet modne og mere mangfoldige, men de er også mange steder blevet trængt, og der er brug for uafhængighed, når støtten i højere og højere grad doneres af færre men større fonde. Den hjælp får de bedst gennem professionelle og erfarne mennesker, for hvem det er et job. Fremover vil organisationerne primært vil blive vurderet på den værdi, de tilfører deres syd-partnere. Det vil i nogle tilfælde kalde på frivillige, men ikke altid. Frivilligt arbejde i Danmark – ikke i u-lande De frivillige kan noget andet end de professionelle. Og den frivillige indsats for at skabe en mere lige og retfærdig verden skal i mindre grad lægges i syd. Derimod er der stadig et skrigende behov for de danske NGO’ers arbejde her i Danmark. Det er bydende nødvendigt med oplysningsarbejde, fundraising og politisk pres for løsninger der gør verden til et bedre sted at leve, også for andre end danskerne. Og det arbejde kan kun lykkes hvis der bliver gjort en stor frivillig indsats her i landet. Det nye danske Frivillighedscharter (se link nederst) understreger, hvor vigtigt det frivillige arbejde er for den enkelte, for fællesskabet og for dynamisk udvikling af vores samfund. Det gælder også oplysningsarbejdet om udviklingssamarbejdet med udviklingslandene. Så for fremtidens u-landsfrivillige ligger arbejdet hovedsagligt i nord. Festivaller og events bidrager til at udbrede kendskab til både problemer og løsninger på den globale ulighed. Oplysning og kampagner kan få folk til at dreje deres forbrug i retning af mere fairtrade. De tusinder af danskere, der rejser til Afrika på luksussafari hvert år, skal opfordres til at spørge deres vagter og tjenere hvad de får i løn. Og vælge rejsebureauer der lægger vægt på, at deres samarbejdspartnere giver de ansatte rimelige arbejdsforhold. Prisen på en flybillet Men er der ikke stadig behov for at danskere med egne øjne får set situationen i verdens fattigste lande? Jo, men når man for prisen på én flybillet til Afrika, kan finansiere en lokal arbejdsplads i op til et halvt år, så er det ikke længere effektivt at bekæmpe fattigdommen ved at betale danskeres flybilletter. De individuelle bånd opstår heldigvis stadigvæk, for eksempel gennem gode initiativer som Mellemfolkeligt Samvirkes program Global Contact. Her er det de enkelte danskere der betaler for rejsen, og formålet er udvekslingen af viden og erfaringer. En god måde at gøre det på, er selvfølgelig ved at arbejde sammen om fælles opgaver, men man skal huske, at det er erfaringsudvekslingerne og de personlige kontakter, der er det væsentligste, ellers skulle man være blevet hjemme, og have sendt pengene sydpå i stedet for. Mellemfolkeligheden kan dyrkes og styrkes på mange måder. Udviklingspolitiske mål kan fremmes på mange faconer og mangfoldigheden i metoder har værdi i sig selv. Men for samfundets skattefinansierede udviklingsmidler er der naturligt nok forventning om høj effektivitet – ellers forsvinder den folkelige opbakning. Lone Loklindt er medlem af Folketinget og udviklingsordfører for det Radikale Venstre Det danske frivillighedscharter: http://kum.dk/Documents/Temaer/Frivillighedscharter/Frivillighedscharter.pdf
