Af Lars Engberg-Pedersen For at forstå verden omkring os bedre, er der brug for moderne frivillige i udviklingsarbejdet. De deltager for selv at få noget ud af samarbejdet, og det er godt for dem, for samarbejdet, for Danmark og for verden, mener debattøren.
Ord er frygteligt vanskelige. Denne debat om frivillige og professionelle i udviklingssamarbejdet er allerede i valget af disse ord utidssvarende, firkantet og misvisende. Frivillige er ofte yderst professionelle, og professionelle er som regel dybt engagerede. Samtidig ligger der masser af følelser, overvejelser og vigtige erfaringer i ordene, og de tanker er det vigtigt at holde fast i på et område, der i den grad er offer for modeluner. Det ene øjeblik er det økonomisk vækst, der er løsningen på fattigdommen, det næste er det menneske-rettigheder. Når det er vigtigt at tale om frivillige og professionelle i udviklings-samarbejdet skyldes det, at der gradvist og delvist af forståelige årsager er opstået en stadigt større distance mellem de to grupper. Umuligt for de frivillige at være med Professionelt udviklingssamarbejde og ansvarlig omgang med skatteyderkroner er i den grad blevet et fuldtidsarbejde for højtuddannede specialister, at det er praktisk talt umuligt for den engagerede frivillige med hjertet på det rette sted at være med en aften eller to om ugen. Det er ikke godt for den såkaldt folkelige opbakning. Min absolut udokumenterede fornemmelse er at færre danskere har et personligt forhold til fattige lande i dag sammenlignet med for 30 år siden. Samtidig kan den frivillige – hvis betingelserne er i orden – indgå i et mere jævnbyrdigt samarbejde med mennesker i fattige lande. Hun vil have muligheden for at lære, forstå og blive et klogere menneske. Den professionelle vil ofte skulle forvalte mange penge og besidde en viden, der skaber et hierarki mellem hende og samarbejdspartneren. Det er ikke godt for jævnbyrdighed og gensidig udvikling. På den anden side kan den professionelle ofte yde et langt større bidrag til forbedringen af de materielle levevilkår for fattige mennesker. Frivillige kommer let til at trampe rundt i spinatbilledet til trods for de bedste intentioner. Den gode vilje er ingen garant for positive resultater – snarere tværtimod. Brug for nysgerrige frivillige I dag er vi endt i en situation, hvor den professionelle dominerer. Det er måske godt, hvis vi vil opnå materielle resultater i fattige lande. Men verden forandrer sig, og såvel Danmark som de fattige lande har brug for den engagerede, nysgerrige frivillige. Vores bidrag til bekæmpelse af den materielle fattigdom i verden er uendeligt lille, uanset hvor professionelt det er, men heldigvis går den generelle økonomiske og politiske udvikling – til trods for tilbageslag og ujævnhed – den rigtige vej. Aldrig har så mange mennesker haft så gode levevilkår som i dag. Men der er brug for solidaritet og gensidig forståelse. Der er brug for at vi danskere forstår verden omkring os bedre, og der er brug for at verden lærer os bedre at kende. Der er brug for gensidig nysgerrighed, interesse og respekt. Den moderne frivillige I det projekt er den moderne frivillige central. Hun deltager for selv at få noget ud af samarbejdet, og det er godt for hende, for samarbejdet, for Danmark og for verden. Hun patroniserer ikke, og hun skal ikke løse verdens problemer eller dele penge ud. Fremtidens udviklingssamarbejde burde mobilisere langt flere danskere, unge og gamle, forskellige professioner, skoler, osv. til at engagere sig i møder, diskussioner og samarbejder med mennesker i fattige lande. Og så kan vi som en del af en retfærdig omfordeling af ressourcer fra rige til fattige overføre en passende mængde penge via FN-systemet til de endnu eksisterende u-lande. Men pengene skal ikke forstyrre det vigtige møde mellem danskerne og verden. Lars Engberg-Pedersen er forsker på Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS, og blogger på U-landsnyt.dk Lars Engberg-Pedersens blog: http://www.u-landsnyt.dk/blogs/lars-engberg-pedersen
