Læger uden Grænser (MSF) har i Beira i Mozambique indledt en omfattende test af en ny banebrydende vaccine mod den dødelige kolera-bakterie.
Testen af vaccine omfatter 50.000 børn og voksne i et distrikt i Beira, der har været særlig hårdt ramt af kolera-epidemier.
Forsøgsprojektet udføres ud fra de prioriteter, der er fastsat af WHO og sker i samarbejde med de lokale sundhedsmyndig-heder, Det Internationale Vaccine- institut og det lokale WHO-kontor, skriver Læger uden Grænsers danske afdeling i en pressemeddelelse mandag.
Vaccinen, der er i pilleform og indtages oralt i 2 på hinanden følgende doser, vil ikke blive brugt alene, men som et supplement til allerede eksisterende hygiejneforbedringer, f.eks sanitær undervisning, adgang til rent drikkevand, installation af latriner og kloakering.
Testen af vaccinen omfatter 50.000 børn og voksne i det fattige Esturro-distrikt i Beira. Alle personer som deltager i forsøget – der allerede har været foretaget i mindre skala og med stor succes – er blevet informeret om projektet ved en omfattende oplysningskampagne som MSF har gennemført sammen med de lokale sundhedsmyndigheder.
Patienterne vil modtage vaccinen i 2 omgange, første gang mellem den 11. og 24. december og anden gang mellem den 5. og 15. januar 2004. Kolera-epidemierne i området topper sædvanligvis mellem februar og april.
Den første evaluering af vaccinen, der vil finde sted umiddelbart efter anden omdeling af tabletterne i januar, vil måle den organisatoriske gennemførlighed af kampagnen og i hvor høj grad befolkningen er modtagelige, f.eks. villige til at deltage i projektet.
Den anden evaluering vil finde sted efter 6 måneder, hvor det vil blive målt i hvor høj grad vaccinen er i stand til at beskytte mod vibrio, altså den bakterie, der er ansvarlig for koleraen.
På nuværende tidspunkt findes der 2 vacciner mod kolera, men det er kun den, der bruges af MSF i forsøget i Mozambique, der er tildelt en såkaldt prækvalifikation af WHO; dvs. der er givet en foreløbig godkendelse af medicinen, indtil forsøg har vist, om den kan endelig godkendes.
På trods af denne prækvalificering er vaccinen – med en pris på mellem 20 og 45 kr. per dosis afhængig af den indkøbte mængde – stadig relativ høj set med afrikanske øjne.
Mozambique er særlig hårdt ramt af kolera, hvor epidemierne bliver stadig hyppigere og hvor dødeligheden er højere end gennemsnittet i Afrika.
De mozambikanske sundhedsmyndigheder har desuden svært ved at håndtere de stadigt tilbagevendende epidemier, fordi de kun kan reagere på udbrud frem for at forebygge epidemierne. Dette er meget bekosteligt, og underminerer det offentlige sundhedsvæsen, anfører Læger uden Grænser.