Ingen af FNs hidtidige generalsekretærer har som Dag Hammarskjöld formået at bibringe embedet så megen respekt og autoritet. I år er det 100-året for denne store diplomats fødsel, og højtideligholdelsen er en vigtig markering i sig selv. Forhåbentlig giver den både anledning til eftertanke og besindelse i verdens hovedstæder samt i FN-hovedkvarteret, skriver Danidas tidl. chef, ambassadør Bent Haakonsen, i en kronik i Berlingske Tidende søndag den 3. april.
Han fortsætter:
I SEPTEMBER 1961 blev FNs daværende generalsekretær Dag Hammarskjöld dræbt ved et flystyrt i Afrika, da han var på vej til at mægle i en konflikt i det nys selvstændige Congo. Dermed mistede det internationale samfund en fremragende arbejder for fredens sag og en usædvanlig personlighed.
Det er derfor naturligt, at man i Stockholm, New York og andre steder i disse måneder forbereder højtideligholdelsen af 100-årsdagen for Dag Hammarskjölds fødsel 29. juli 2005. Samtidig udkommer en strøm af bøger og tekstsamlinger, som føjer sig til det allerede store antal biografier og mindebøger. En sand kanonisering.
På baggrund af Hammarskjölds store fortjenester ved løsningen af en række internationale konflikter, ikke mindst Suez-krisen i 1956 samt ved oprettelsen af FNs fredsbevarende operationer, optager hans virke i de 8 år som FNs generalsekretær forståeligt nok historikere og forskere i international politik.
Men samtidig har teologer og filosoffer beskæftiget sig med hans tanker. I Dag Hammarskjölds lejlighed på 73. gade i New York fandt hans personlige assistent nemlig efter hans død en forseglet kuvert stilet til kabinetssekretæren i udenrigsministeriet i Stockholm. Den indeholdt, viste det sig, et udateret brev samt manuskriptet til en dagbog – “en slags hvidbog” kalder Hammarskjöld papirerne – som i 1963 blev udgivet under titlen “Vägmärken” (dansk udgave “Vejmærker” 1964).
Den var blevet til over 35 år, men utvivlsomt gennemskrevet og redigeret på et sent tidspunkt. Den giver et helt andet billede, end offentligheden havde haft af denne højtuddannede, elitære person, rundet af en gammel embedsmandsslægt. Og med en far, som på et tidspunkt var Sveriges statsminister og senere landshøvding over Uppsala län:
Udadtil den centralt placerede internationale skikkelse, dygtig, perfektionistisk, men distant. Indadtil en religiøs mystiker, et dybt ensomt menneske i dialog med sig selv – og Gud, som han selv skriver.
De ca. 600 optegnelser handler udelukkende om en persons indre liv, ikke om ydre hændelser, endsige om verdenspolitikken. Ja, man kan nok mene, at jo mere aktivt han optræder på den internationale scene, jo mere tyngende bliver ensomheden, en ensomhed, som end ikke hans nærmeste medarbejdere eller venner havde nogen anelse om.
En eremit i New York. “Den længste rejse er rejsen indad”. I tiden frem til det tragiske endeligt får hans optegnelser stadig mere karakter af bøn og anråbelse.
I sine erindringer »Ögonblick« fra et halvt århundrede i den svenske udenrigstjeneste skriver Sverker Åström, tidligere Sveriges FN-ambassadør, at han arbejdede sammen med Dag Hammarskjöld allerede i 1940erne, og at han var sekretariatschef for Hammarskjöld i dennes tid som statssekretær i Udenrigsministeriet og senere minister i begyndelsen af 1950erne.
Åström var imponeret over Hammarskjölds intelligens, eminente hukommelse og analytiske evner, “men at Hammarskjöld var religiøs med den intensitet og i den form, som fremgår af hans efterladte Vejmærker, var derimod helt ukendt for os alle. I hans muntre, nærmest drengede fremtoning og intense engagement i sit professionelle arbejde fandtes der ikke meget, som tydede på metafysiske grublerier eller vældige selvbebrejdelser”.
Og Sverker Åström giver denne konstatering en personlig refleksion med på vejen: – Mennesket er en ø. På visse øer tillades ingen at bosætte sig eller at slå lejr, end ikke at gøre strandhugst.
For mit eget vedkommende dukker Michel de Montaignes udsagn fra slutningen af 1500-tallet op i erindringen: – Vi må reservere os en bagbutik, en som er helt vor egen, et absolut fristed, hvor vi etablerer vor sande frihed, vort væsentlige tilflugtssted og vor ensomhed. Dér skal vi kunne samtale daglig med os selv, så privat, at ingen fremmed omgang og forbindelse finder noget råderum dér.
Sine ferier i Sverige tilbragte Dag Hammarskjöld på sin gård Backåkra i det smukke Österlän, Skånes sydøstligste hjørne. Da jeg for nogle år siden besøgte Backåkra, som nu er en slags museum eller mindestue, fik jeg lejlighed til at se nærmere på bogsamlingen og faldt over “Fioretti” (“Småblomster”), denne bevægende samling beretninger (fra ca. 1320) om Frans af Assisi og hans venner, som Johannes Jørgensen oversatte og udgav på dansk i 1902.
Frans af Assisis budskab var jo ydmyghed, fattigdom og mildhed. Hans tilhængere kaldte sig minoritter, dvs. de mindste brødre. De byggede på Matthæus kap. 25, vers 40. Da jeg slog op i bogen, kunne jeg læse en dedikation fra 15. januar 1925 fra Dag Hammarskjöld til moderen, som han stod meget nær: “Till lilla mamma fra Dag”.
Allerede som 19-årig har Dag Hammarskjöld altså været optaget af religiøse spørgsmål. Et spor var lagt, og det fulgte han livet igennem, ved vi nu.
I henhold til FN-pagten er generalsekretærembedet et af verdensorganisationens 6 hovedorganer. Foruden at være øverste administrative leder har han/hun en politisk funktion, idet han/hun kan henlede Sikkerhedsrådets opmærksomhed på enhver sag, som efter hans/hendes mening kan true opretholdelsen af den internationale fred og sikkerhed.
Ingen af FNs hidtidige 7 generalsekretærer har som Dag Hammarskjöld formået at forlene embedet med respekt og autoritet. I en nylig artikel skrev Kofi Annan, at den bedste tommelfingerregel for en generalsekretær, som står over for en ny situation, er at spørge sig selv: “Hvordan ville Dag Hammarskjöld have håndteret denne?”
Det skal føjes til, at også andre faktorer bidrog til, at der i løbet af 1950erne skete en forskydning af tyngdepunktet fra Sikkerhedsrådet og Generalforsamlingen til generalsekretærembedet.
Snart vil verdensorganisationen stå overfor igen at skulle besætte “verdens mest umulige job” (Trygve Lie), dvs. at vælge en ny generalsekretær, idet Kofi Annans anden embedsperiode udløber med udgangen af 2006.
FN-pagten indeholder ingen vejledning, når medlemslandene skal finde den nye person til at stå i spidsen. I betragtning af udvælgelsesprocessen i den private og offentlige sektor i dag kan det nok undre, at FN-pagten ikke indeholder nærmere kriterier, men FNs sjette generalsekretær, egypteren Bhoutros Ghali, fandt, at det kun var en fordel.
Samme Bhoutros Ghali lagde vægt på generalsekretærens uafhængighed. Det er en hjørnesten i embedet, sagde han. Han fik i øvrigt selv kun én periode, idet USA blev træt af hans selvrådige optræden. Andre ville måske snarere kalde det hans selvstændige optræden.
Om FNs første generalsekretær, nordmanden Trygve Lie, blev det sagt, at han var mere general end sekretær. FNs anden generalsekretær, Dag Hammarskjöld, blev betegnet som mere sekretær end general. U Thant, FNs tredje generalsekretær, fandt, at generalsekretæren altid måtte være rede til at tage et initiativ – uanset konsekvenserne for ham eller hende personligt.
Valget af ny generalsekretær vil finde sted i efteråret 2006, således at et skifte kan ske 1. januar 2007. I Generalforsamlingen skal der kunne mønstres et flertal på mindst to tredjedele.
Indstillingen foretages af Sikkerhedsrådet. Her har de 5 permanente medlemmer (Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien og USA) som bekendt vetoret, og deres synspunkter vil derfor veje særlig tungt.
Men som medlem af Sikkerhedsrådet vil Danmark – med et langt engagement i FN og med traditionelt gode forbindelser til udviklingslandene – kunne spille en vigtig rolle i de sonderinger, der vil gå forud for valget til generalsekretær.
I den omtalte artikel af Kofi Annan stilles også spørgsmålet om, hvordan Dag Hammarskjöld ville se på FN i dag. Den største forandring for ham, siger Kofi Annan, ville nok være at tilpasse sig den enorme kompleksitet i dagens verden. I Dag Hammarskjölds tid havde FN 50-80 medlemmer; i dag er tallet 191.
Når en ny generalsekretær skal vælges, står ingen verdensdel for tur. Europa har stillet 3, Afrika 2 og Asien og Latinamerika hver én (det skal dog føjes til, at Kofi Annan som den eneste er valgt blandt embedsmændene i FNs sekretariat og ikke i første række som repræsentant for Afrika).
Han begyndte i øvrigt i bunden af FN-pyramiden året efter, at Dag Hammarskjöld så tragisk kom af dage. Alle 7 generalsekretærer har været mænd!
Højtideligholdelsen af Dag Hammarskjölds 100-årsdag er en vigtig markering i sig selv. Forhåbentlig vil den også give anledning til eftertanke og besindelse rundt om i verdens hovedstæder samt i FN-hovedkvarteret i New York:
Også her i det 21. århundrede er der behov for en velfungerende verdensorganisation med en kompetent og uafhængig person i spidsen. Dag Hammarskjöld har sat en høj standard, slutter Bent Haakonsen.
Kronikken stod i Berlingske Tidende søndag den 3. april 2005 og er gengivet med tilladelse fra bladet.
Bent Haakonsen (69) nåede efter en uddannelse som cand.jur. og en lang karriere i udenrigstjenesten chefposten for Danida i 1986, hvorefter han drog til New York som dansk FN-ambassadør i 1991. Derpå kaldte ambassadørposten i Bonn 1995-99, i Berlin 1999-2001 og slutposten i Stockholm 2001-2004.
