Til alle venner af U-landsnyt.dk og forkæmpere for en bedre formidling om Den 3. Verden i Danmark
(Denne indbydelse er sendt til en række personer, men vi kan umuligt nå ud til alle, hvorfor den også tilgår DIG her)
KOM TIL ÅBENT HUS
Du indbydes hermed til at
KOMME OG HØRE OM DET “NYE” U-LANDSNYT –
og møde folkene bag den globale nyhedstjeneste
Internetportalen U-landsnyt.dk gik i luften mandag den 14. september 2009 med et helt nyt website.
Den almennyttige forening bag nyhedssitet og det ugentlige nyhedsbrev holder derfor ÅBENT HUS for alle globalt interesserede, hvor vi præsenterer alt det nye.
Journalist Tom Heinemann, som i juni modtog Danmarks største mediepris af Timbuktu Fonden for sine TV-dokumentarer om Den 3. Verden, kommer også og tegner et rids af formidlingen om – og vilkår og udfordringer for – verdens fattige nationer netop nu.
Alle med interesse i en bedre og bredere oplysning om globale problemer indbydes til at komme. Som åbent hus er tilmelding ikke nødvendig.
Det foregår:
FREDAG DEN 2. OKTOBER kl. 15.30 – 17.30
i VerdensKulturCentret, Nørre Alle 7 ved Sankt Hans Torv på Nørrebro i København.
Arrangementet finder sted i cafeen i stueetagen, hvor der bydes på lidt mad og drikke.
Vær med til at søsætte det nye initiativ for bedre formidling og oplysning om Den 3. Verden.
Programmet omfatter:
* velkomst ved formand for foreningen U-landsnyt.dk, journalist Alfred Rosenfeldt
* præsentation af det nye website på storskærm ved tekniker Jens Sø og journalist Dan Larsen og
* et blik over anvendelsen af bevillingen fra Timbuktu fonden (160.000 kr.) ved konsulent Hans Peter Dejgaard
Spørgsmål og kommentarer undervejs er velkomne!
Derefter går Tom Heinemann på talerstolen.
Vi håber at se DIG den fredag!
mange gode hilsner
Bestyrelsen for og redaktionen af U-landsnyt.dk
———–
OM u-landsnyt.dk:
Nyhedstjenesten u-landsnyt.dk blev oprettet af journalist Jesper Søe den 3. august 2003 og modtog Nairobi-prisen, danske globale journalisters hædersbevisning, i 2006.
I oktober 2007 overgik udgivelse og drift til en nydannet almennyttig forening af samme navn – man kan se mere om begivenheden og de 25 medstiftere i rubrikken “Om os” på websitets forside. Foreningen har p.t. ca. 170 medlemmer og søger stadig nye medlemmer til at bakke op om initiativet.
I december 2008 modtog u-landsnyt.dk 160.000 kr. i støtte fra Timbuktu fonden til at forbedre tjenesten og sikre dens kommercielle levedygtighed på sigt.
Fra marts 2009 har tjenesten optaget betalte annoncer, både særligt fremhævede jobopslag til Stillingsbørsen, bannerannoncer for organisationer og andre typer annoncer. Indtægter herfra skal sikre portalens fortsatte eksistens sammen med tilgang af betalende medlemmer af foreningen.
Timbuktu Fonden er muliggjort via en donation på 10 millioner kr. fra journalist og forfatter Jørgen Harboe. U-landsnyt fik den første tildeling fra fonden. Journalist Tom Heinemann modtog 100.000 kr. som led i fondens første prisuddeling i juni 2009
Nyhedstjenesten drives på skift af redaktionens 8-10 frivillige tovholdere.
Foreningens bestyrelse 2009-2010 består af journalist Alfred Rosenfeldt, Odense (formand), konsulent Hans Peter Dejgaard, Frederiksberg (kasserer), redaktør Erik Lyngsø-Petersen, Vangede, seniorprojektleder Elsebeth Krogh, Valby, samt journalist og redaktør Poul Struve Nielsen, Trekroner pr. Roskilde.
Suppleanter er journalist og web-specialist Dan Larsen, Brønshøj, samt journalist og forfatter Peter Tygesen, Frederiksberg. Revisor er programkoordinator Christian Sørensen, Farum, mens fuldmægtig og journalist Lis Garval, København, er revisorsuppleant
Teknisk konsulent er studerende Jens A. Sø, Nørrebro. Foreningen har tillige ansat en fast medhjælp i form af studerende Peter Tindborg, Østerbro.
Alle henvendelser bedes rettet til Peter Tindborg på tlf. 28 72 11 92 og e-mail [email protected]