Om det ligefrem er ’Bedtime for Democracy’, som de vrede og larmende unge mænd i punkbandet Dead Kennedys navngav deres plade fra 1986, er muligvis for meget at sige, men det går ned ad bakke for demokratiet blandt os jordboere – i hvert fald hvis man skal tro en ny rapport fra Economist Intelligence Unit (EIU), der er magasinet The Economists analyseafdeling.
Rapporten, Global Democracy Index 2020, rangerer 167 lande og territorier fra 0 til 10 point, hvor 10 er perfekt demokrati, og 0 er det totale fravær af demokrati. Indekset landede i 2020 på 5,37, hvilket er det laveste siden EIU lavede sin første årlige demokratistatus i 2006.
Kun 8,4 procent lever i fuldt demokrati
Tilbagegangen i 2020 er en tendens, som begyndte i 2015. Og ser man på nogle af de markante begivenheder i verden den første måneds tid af 2021 – stormen på Kongressen i USA og militærkuppet i Myanmar – så kan man frygte, at tendensen fortsætter.
I rapporten bliver der set på fem parametre: valgprocesser og pluralisme, regeringsførelse, politisk deltagelse, demokratisk politisk kultur samt borgerrettigheder.
De fem parametre hænger naturligvis sammen, men følges ikke nødvendigvis ad. I USA trak den historisk høje valgdeltagelse op i indekset, mens Donald Trumps modvilje mod at anerkende sit valgnederlag trak ned. Og i Mali trak det frie og fair valg i marts 2020 op mens militærkuppet i august trak ned.
Faldet i det globale indeks blev trukket af tilbagegang i alle verdens regioner, men det er særligt tilbagegangeni de i forvejen autoritære lande i Afrika syd for Sahara samt i Mellemøsten og Nordafrika, der for alvor bærer til faldet.
Blot 8,4 procent af verdens befolkning lever i lande, som EIU betegner som fulde demokratier. De er indbyggere i 23 lande – herunder de fem nordiske. I gruppen finder man også nogle lande i det globale syd: Mauritius, Costa Rica, Uruguay og Chile.
Mere end en tredjedel af verdens befolkning lever under autoritært styre.
Coronarestriktionerne, som de fleste lande har indført i løbet af 2020, har trukket indekset ned for de fleste landes vedkommende. I indekset tages der ikke hensyn til, om indskrænkninger i frihedsrettighederne har haft opbakning blandt et flertal i befolkningen eller ej.
Asien og Stillehavsregionen
Her har coronarestriktioner virkelig slået igennem på indekset.
De skrappe restriktioner i Kina, Sydkorea og Singapore har haft en væsentlig indvirkning på faldet i forhold til 2019. Men i de lande/territorier, hvor faldet er mest markant, Myanmar og Hong Kong, har corona ikke spillet nogen væsentlig rolle.
Regionen er den, der har den største bredde. Fra New Zealand, som rangerer som nummer fire, til Nordkorea, der ligger som nummer 167 og dermed nummer sjok globalt set.
Siden EIU første gang producerede indekset, er Asien og Stillehavsregionen den region, der har forbedret sig mest. Den ligger dog fortsat bag Latinamerika samt Vesteuropa og Nordamerika, men foran Østeuropa, Afrika syd for Sahara og Mellemøsten og Nordafrika.
I Indien, der nogle gange kaldes ”verdens største demokrati”, er der i de seneste år kommet ridser i lakken. Under premierminister Narendra Modi har religion – læs: hinduisme – stigende indflydelse på landets poltik, hvilket truer landets sekulære fundament og skaber spændinger mellem hinduer og muslimer.
Regionens fem fulde demokratier er Taiwan, Sydkorea, Japan, Australien og New Zealand.
Afrika syd for Sahara
Det står sløjt til med demokratiet i Afrika. Der er blot et enkelt fuldt demokrati, og det ligger endda ret langt fra de øvrige lande – det er ø-staten Mauritius i Det Indiske Ocean.
24 lande kategoriseres som autoritære, og ser man på et kort, så går der en akse af bundskabere ned gennem kontinentet. Fra Libyen i den mindst demokratiske region af dem alle, Mellemøsten og Nordafrika, går aksen ned gennem Tchad, Den Centralafrikanske Republik og DR Congo. Den mest demokratiske underregion er det sydlige Afrika, hvor Sydafrika, Botswana og Namibia alle tre kategoriseres som “fejlbehæftede demokratier”.
I de fleste afrikanske lande gennemføres der valg med nogenlunde regulære intervaller. Men valg er ikke nødvendigvis ensbetydende med demokratiske fremskridt, hvilket Mali er et eksempel på.
I Sahelregionen, som udgør den sydlige grænse af Sahara, bliver flere og flere lande hvirvlet ind i ustabilitet, religiøs fundamentalisme og vold. Med udgangspunkt i det nordøstlige Nigeria fortsætte Boko Haram-bevægelsen med at skabe ustabilitet, og senest er det tidligere så stabile Burkina Faso blevet ramt af blandt andet flere terrorangreb og etniske stridigheder, som har sendt hundredetusinder på flugt.
Både Mali og Burkina Faso gled i 2020 ned i kategorien af autoritære regimer.
I Tanzania og Guinea blev der afholdt valg, som begge er blevet kritiseret for uregelmæssigheder.
Alt er dog ikke skidt. I Malawi underkendte forfatningsdomstolen præsidentvalget i 2019, som var blevet vidt kritiseret for uregelmæssigheder. I 2020 blev der gennemført et nyt valg, hvor en oppositionskandidat vandt.
Latinamerika
Latinamerika er det demokratiske fyrtårn i det globale syd. 80 procent af indbyggerne lever under en eller anden form for demokratisk regering.
I mange af regionens lande er korruption og vold enorme udfordringer, og ineffektive regeringer skaber grobund for folkelig utilfredshed, som underminerer tiltroen til de politiske institutioner og demokrati. Den manglende tiltro til regeringerne har dog haft den positive effekt, at flere har engageret sig i politik ved for eksempel at gå på gaden og deltage i demonstrationer.
Venezuela, Cuba og Nicaragua kategoriseres som autoritære, mens Bolivia, Haiti, Honduras, El Salvador og Guatemala har fået etiketten “hybrid-regimer”, hvilket er stationen mellem ”fejlbehæftede demokratier” og autoritære regimer. 13 ud af regionens 24 lande kategoriseres som fejlbehæftede demokratier, mens tre, Uruguay, Chile og Costa Rica, kategoriseres som fulde demokratier.
Mellemøsten og Nordafrika
Regionen, der strækker sig fra Marokko i vest langs sydsiden af Middelhavet til Den Arabiske Golf og Den Arabiske Halvø, er den region, der samlet set er rangeret dårligst. Ingen af de 20 lande bliver betegnet som fulde demokratier, og blot to, Israel og Tunesien, betegnes som ”fejlbehæftede demokratier”. 16 kategoriseres som autoritære, mens to er hybrid-regimer.
En af skuffelserne i regionen er Algeriet, der i 2019 blev betegnet som et hybrid-regime på grund af den folkelige opstand mod den mangeårige leder Abdelaziz Bouteflika. Han blev tvunget til at gå af, men landet faldt i løbet af 2020 tilbage i den autoritære fold, efter et medlem af den gamle regering vandt præsidentvalget i slutningen af 2019 og fortsatte den autoritære stil.
Et af regionens helt store overordnede problemer er den udbredte apati blandt indbyggerne, der ikke kan se mange muligheder for forandringer i deres samfund.
De tre sidstepladser indtages ikke overraskende af de krigshægede Libyen, Yemen og Syrien. Ser man bort fra de tre, så er Saudi-Arabien bundskraberen.
Download hele rapporten fra EIU her.
