Kommentar af Malene Lykkebo
Hvordan er Mumbai kommet igennem tiden efter terrorangrebet d. 26. november 2008? Er byen helet eller gemmer der sig stadig brudstykker af sorg og had bag facaden?
I 2008 var jeg bosiddende i Bangalore i Sydindien, og jeg fik som resten af Indiens befolkning noget af en brat opvågning onsdag d. 26. november.
I tre dage fulgte jeg intensivt livedækning af forløbet, som på kort tid havde spredt sig til blandt andet Taj Mahal Hotellet, Oberoi Hotellet, Café Leopold, CST Stationen (Victoria Terminus), Cama hospitalet og Nariman House, hvor adskillige blev dræbt og holdt som gidsler.
Angrebet, troede man, var en kulmination på flere bombeangreb, som kort tid forinden havde fundet sted i både Delhi og Bangalore.
Tiden skulle vise sig, at den pakistanske terrorgruppe LET (Lashkar-e-Taiba) stod bag. Alle terroristerne på nær én (Ajmal Kasab), blev dræbt.
Angrebet kostede omkring 164 mennesker livet og sårede over 300.
Angrebet gjorde et kæmpestort indtryk på mig, både fordi jeg var i Indien og følte smerten sammen med inderne, men også fordi mange vesterlændinge blev dræbt.
Jeg havde selv ganske kort tid forinden stået i læ for monsunregnen ved den hvælvingsgang, som præger Taj Mahal hotellets facade. Det føltes tæt på.
Det første gensyn
Et par måneder efter angrebet var jeg tilbage, og kunne dokumentere med mit kamera, hvordan de vinduer jeg så direkte i tv blive sprængt i luften, nu var blevet udskiftet med træplader. Det var mærkeligt at se, men ikke svært.
En ting jeg dog ikke var i stand til var, at begive mig ind på den meget populære café, Café Leopold. Her var en del udenlandske turister blevet dræbt.
Selve caféen er meget åben, idet den ene side er næsten helt åben ud til gaden og derfor “let tilgængelig”. Jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at gå derind. Billederne i mit hoved var for friske og for stærke.
Og jeg havde ikke engang været til stede, hvilket en anden dansker rent faktisk havde været.
3 år senere – stadig følsomt
3 år senere er jeg tilbage i Mumbai. Denne gang på ferie. Det er et dejligt gensyn med byen, som det dog tog mig fire besøg at lære at elske. Nu på dette sjette ophold er jeg nysgerrig efter at se om Mumbai bærer præg af terrorangrebene.
Kigger man bag facaden, så opdager man, at Mumbai absolut ikke har glemt den 26/11.
Det første jeg lægger mærke til, da jeg kører fra lufthavnen mod det sydlige Mumbai, er den megen graffitti på murerne rundt omkring i byen.
Både smukke tegninger, tags og meninger kommer til udtryk på de hærgede murer. Ikke mindst falder mit blik på flere, som ytrer en stor kærlighed til Mumbai.
Og ikke mindst ser jeg flere som udbreder ønsket om at stå sammen i kærlighed og fællesskab mod terror og had med bevidst tanke på 26/11.
Det har jeg ikke set før.
Senere leder min rejse mig forbi Café Leopold igen. Jeg har besluttet på forhånd, at denne gang skal jeg derind.
Det er ikke fordi gensynet med Taj Mahal Hotellet eller Oberoi og CST Stationen ryster mig mere. Kun Café Leopold.
Jeg ankommer og skal til at gå ind, da jeg bliver stoppet af en ung tjener, som beder mig om at måtte tjekke min taske for indhold. Han er i godt humør, og driller mig ved at sige, at jeg kun kan komme ind, hvis jeg har en bombe i tasken!
Denne meget overraskende kommentar letter stemningen, og jeg bliver vist hen til et bord…helt inde bag ved, hvilket til at starte med gør mig en lille smule klaustrofobisk. Men jeg sørger for ikke at sætte mig med ryggen til udgangen.
Det er mærkeligt at være her, men stemningen både blandt personalet og de mange kunder (både udlændinge og indere) er virkelig høj.
Jeg opdager skudhuller. Det chokerer mig lidt, men jeg finder det efter gennemtænkning faktisk vigtigt. Man må ikke glemme hvad der skete her.
Da jeg efter en kold Kingfisher øl og køb af en t-shirt atter bevæger mig ud på gaden igen, opdager jeg de to politifolk, som står ved indgangen udstyret med meget store rifler. Igen bekræftes jeg i, at angrebet ikke er glemt.
Hadet ulmer under overfladen
Dagen er kommet, hvor turen atter går tilbage til Danmark. Turen ud til lufthavnen foregår med taxa og en stolt indfødt mumbaigenser, som elsker at fortælle om, hvad vi ser på vejen.
I tv er en af de store nyheder, at den store Bollywoodstjerne Saif Ali Kahn har slået en ældre NRI (ikke hærboende inder) på munden under tumult på det berømte Taj Mahal Hotel. Det selvsamme hotel, hvor terroristerne holdt stand helt indtil fredag d. 28/11 2008.
Jeg spørger taxachaufføren hvad han synes om episoden, og det skal lige nævnes, at Bollywood er et stort emne i Indien og ikke mindst i Mumbai.
Han kan ikke fordrage Saif, og han mener at det klart er et mediestunt. Og så tager samtalen en helt anden og overraskende drejning.
Om kort tid skal Saif giftes med en af de største Bollywood skuespillerinder Kareena Kapoor. Hun er hindu. Saif er muslim.
Og ifølge vores taxachauffør er blandede ægteskaber absolut ikke en god idé. Og slet ikke blandede ægteskaber der involverer hinduer og muslimer.
“Muslimer er lig med terror og man kan aldrig stole på dem. Vi [hinduer] kan ikke lide muslimer”, siger han. Da vi senere kører igennem en muslimsk bydel, gør han os opmærksom på, hvor fattigt og rodet her er.
Samtalen overrakser mig, da jeg er vant til megen tolerance i Indien, men begivenhederne for tre år siden og de ting jeg på denne tur har oplevet, kan forklare en hel del.
Det pudsige var, at netop samme dag var Kasab, den overlevende terrorist, endnu engang i retten.
Konklusionen må være, at Mumbai er kommet et godt stykke vej. Byen har trods alt oplevet rigtig mange grimme ting igennem tiden, og er altid kommet tilbage på fode igen. Men sporene efter 26/11 er tydelige. Måske kun når man ved hvad man skal kigge efter. Men de er der.
Malene Lykkebo er cand.mag. i Religionshistorie. Hun har boet og arbejdet i Indien og beskæftiger sig stadig dagligt med Indien
