Kommentar af Kristian Jørgensen
EU’s nye lov, der forbyder import af illegalt træ, er et skridt i den rigtige retning, men den sikrer ikke bæredygtigt tømmer. Derfor bør den danske regering sørge for bæredygtige offentlige træindkøb.
Handel med illegalt træ er et stort problem og ifølge FN årligt mister udviklingslande skatte- og andre indtægter i størrelses-ordenen 10-15 milliarder euro på den illegale handel. Dertil er der de negative konsekvenser for naturen og for de mange mennesker, der lever i og af skovene.
Den 3. marts 2013 træder EU’s nye tømmerlovgivning i kraft, der betyder, at det nu bliver ulovligt for virksomheder at importere ulovligt træ til EU.
Det bliver altså ulovligt at sælge hælervarer. En lang sej kamp ser umiddelbart ud til at være vundet – og det med god indsats fra både den nuværende og ikke mindst forrige regering.
EU’s krav er dog ikke en ny ambitiøs overligger og sætter ikke krav om bæredygtighed. Politisk er lovlighed blevet talt op, og det må endelige ikke forstås som om, at EU’s rolle som regnskovsskurk automatisk ophører d. 3. marts.
Desværre er det stadig de fleste steder fuldt ud lovligt at forarme naturen med dertilhørende følger for biodiversitet, klima og lokalbefolkninger. Det gælder på sin vis både udenfor såvel som indenfor EU.
Det bæredygtige marked kommer ikke af sig selv, da det forudsætter efterspørgsel. Det ville klæde det offentlige, som Danmarks største indkøber af træ, at gå forrest, hvilket også efterlyses af flere store private virksomheder.
Danmark gik under VK-regeringen forrest, da EU’s tømmerlov blev forhandlet på plads, men forblev uambitiøs i kravet til de offentlige indkøb.
Politikken blev dengang kritiseret kraftigt af den daværende opposition, der krævede bindende aftaler om bæredygtighed. Regeringsskiftet betød desværre ikke en ændring af den uambitiøse linje uagtet, at kritikken mod VK var hård.
Uforståeligt, når vi her har et område, hvor en række virksomheder gerne vil støtte grøn omstilling, men hvor de blot er afhængige af en katalysator – der jo passende kunne være den regering, der tidligere talte så hårdt imod “skattebetalte regnskovsødelæggelser”.
Kristian Jørgensen er tidligere formand for NGOen “Verdens Skove” (der før hed Nepenthes) og nuværende medlem af bestyrelsen.
Kilde: 92-gruppens nyhedsbrev, februar 2013, nr. 85.