CPH:DOX: Søndag eftermiddag stod den på politisk kunst-aktivisme, da debutfilmen “Tomorrow” (Zavtra) af Andrey Gryazev blev vist på Teater Grob som del af CPH:DOX.
Af Laura Lindegaard
Dokumentarfilmen “Tomorrow” af Zavtra foregår i Skt. Petersborg og indledes med en række scener, hvor en gruppe i trediverne, der kalder sig Voina Art Group, for rullende kamera stjæler fra supermarkeder med efterfølgende karambolage med indehaverne, der forståeligt nok forsøger at få deres varer igen. Scenerne fortsætter over i gruppens hoppen og pissen på parkerede biler og diskussioner om, hvordan man bedst vender en bil på hovedet.
Lovbrud og aktivisme – med et barn på slæb
Det er ikke umiddelbart et sympatisk indtryk, filmens hovedpersoner giver af sig, og imens sidder man og venter på at få forklaret, hvorfor disse ellers karismatiske mennesker, med et lille barn på slæb, opfører sig som uansvarlige teenagere.
Filmen forklarer ikke meget, men langsomt udfoldes pointen af en “fluen på væggen”-instruktør, der for et budget på kun 2000 $ over halvandet år, har fulgt gruppen.
“Tomorrow” forsøger at tegne et usentimentalt billede af en gruppe, der på den ene side, under dække af at skabe kunst, bryder loven, såvel som i hvert fald denne seers grænser, og på den anden side rejser nogle vigtige spørgsmål, og gennem deres aktivistiske handlinger er med til at sætte disse på dagsordnen i de russiske medier.
Filmens egentlige hovedkarakter er parret Vor og Kozas 2-årige søn Kasper, som instruktøren følger tæt, mens mor og far og deres venner forbereder og udfører deres aktivistiske handlinger – altid med Kasper på slæb. Det berører at se et lille barn være med, både når gruppen stjæler, udfører deres risikofulde værker midt om natten samt til demonstration, hvor begge forældre bliver brutalt anholdt, og Kasper taget fra dem af politiet.
Præmisser for succes
Under det meste af filmen arbejder gruppen hen mod et værk, hvor medlemmerne vender en politibil på hovedet, hvorefter en video fra aktionen lægges ud på nettet. Gruppen mener, at det er en kunsthandling, der gennem social protest sætter problemstillinger – her en ikke-accept af de russiske autoriteter – på dagsordenen.
Det er en præmis for politisk kunst, at den sætter fokus på sociale problemstillinger, og for at den kunstneriske aktivisme skal have en effekt, må den forholde sig til og få respons fra samfundet. Det får Voina i høj grad, da Kaspers far og en anden af gruppens medlemmer efter politibil-aktionen bliver fængslet i først 3 måneder og derefter sættes fri mod kaution, men risikerer fængselsstraf op til 5 år. Aktionen udløser også den ønskede medieopmærksomhed, som igen er en præmis for aktionens succes.
Hvor går grænsen?
Visse af gruppens handlinger fremstår unødigt radikale – eller måske snarere decideret unødvendige. Det bevirker, at man som seer sidder med en lidt underlig følelse af, ikke helt at kunne identificere sig med hovedkaraktererne og deres ideologiske (?) grundlag.
Jeg sad dog samtidig tilbage med en vis sympati for i hvert fald den del af deres mål, der handler om at udføre aktivistiske handlinger, der rejser problemstillinger gennem opmærksomhed fra medierne, mens midlet til at nå målet fremstår mindre afklaret.
Man bliver i tvivl, om gruppen har et klart mål og egentlig har besluttet sig for, hvor grænserne går. For kan tyveri og vandalisme retfærdiggøres i kunstens navn? Og hvor går grænsen for, hvad man kan tillade sig? Og hvorfor mener de, at det, de gør, er rigtigt? Det svar bliver aldrig givet.
Med Pussy Riot frisk i erindring (såvel som dokumentaren Putins Kiss fra 2011), kan man argumentere for, at det kan være nødvendigt at gå omend meget langt, for at gøre opmærksom på og protestere det russiske system – men filmen forklarer ikke, hvad det er for et system, der kæmpes mod, selvom man tydeligt fornemmer Voinas had mod det.
Men hvad vil de?
Det er filmens største problem, at den kun antyder den kunstneriske og politiske baggrund for gruppens handlinger, hvilket nødvendiggør, at man som seer selv må opsøge mere information for egentlig at forstå, hvad Voina vil. Følgende citat fra gruppens officielle support-side giver et mere konkret billede af, hvad Voima står for, end de samlede 90 minutter formåede at forklare:
“A street collective of actionist artists who engage in political protest art. Political orientation: anarchist. Enemies: philistines, cops, the regime. Organization type: militant gang, dominated by horizontal ties in everyday life and employing vertical relationships during actions.” (citat fra www.free-voina.org).
Zavtra (Rusland, 2012, 90 min.)
Instruktør: Andrey Gryazev. Manus: Andrey Gryazev. Kamera: Andrey Gryazev. Lyd: Andrey Gryazev. Klip/Edit: Andrey Gryazev. Producer: Andrey Gryazev. Produktion: Andrey Gryazev.
Russisk med engelske undertekster.
Filmen er med i Amnesty Award kategorien og blev vist i samarbejde med Magasinet Udvikling. Den vises sidste gang søndag d. 11/11 kl 14.30 i Malmö Konsthall.
