Topchef i FLSmidth, Thomas Schulz, København, fylder 50 mandag d. 16. marts 2015.
Fødselaren har til maj været administrerende direktør i den store cementkoncern i to år og står i spidsen for 15.000 medarbejdere verden over.
Tysk-fødte Thomas Schulz tog over efter indbegrebet af FLSmidths turnaround, Jørgen Huno Rasmussen, der stoppede efter ti år som førstemand.
Schulz satser på at ruste den mere end 130 år gamle industrikæmpe til de næste mange år i et marked præget af op- og nedture.
Han valgte som ung at læse til ingeniør på det tekniske universitet i Aachen og kronede studierne med en ph.d. i minedrift i 1994.
Da svenske Sandvik i 1998 manglede en teknisk sælger til det store tyske marked, slog Thomas Schulz til. Ansættelsen i Sandvik var med til at udvikle mineingeniøren til en leder med interesse for strategi, kultur og medarbejderudvikling.
Samtidig tog den internationale karriere fart, og familien Schulz har siden med jævne mellemrum skiftet bopæl mellem Stockholm, Malmø, Singapore og nu senest København. Han var i Sandvik-koncernen, hvor han bestred forskellige direktørstillinger, frem til 2013.
Ordrebog fra mange u-lande
Den koncern, han i dag er leder af, kunne i 2014 præsentere et større overskud efter nogle magre år. Og mange af ordrerne kommer som så ofte før fra udviklingslandene.
I marts kom det frem, at FLSmidth har indgået to kontrakter med den egyptiske cementproducent, Misr Cement Company (Qena), på levering af udstyr til en cementfabrik, som oprindeligt blev leveret af den danske koncern. Fabrikken ligger cirka 45 kilometer fra byen Luxor ved Nilen.
I december indløb der ordre på en cementproduktionslinje til Colombia og i november hed det, at FLSmidth havde underskrevet en ordre på udstyr til en cementfabrik i Andeslandet Bolivia.
Intet under at Thomas Schulz har over 150 rejsedage om året
Privat udgøres baglandet af hustruen, der også er ingeniør, og parrets to sønner.
Grundlagt med penge fra klasselotteriet
Den store virksomhed med hovedsæde i Valby i København blev grundlagt af Frederik Læssøe Smidth i 1882. Frederik Smidth fik råd til at starte firmaet efter han havde vundet nogle få tusinde kroner i klasselotteriet.
Da Smidth døde, var det under hans kompagnoners, Alexander Foss og efter 1920 Poul Larsens, ledelse, at virksomheden for alvor voksede. En af årsagerne til FLSmidts første succes var, at man fandt ud af, at mosejord fra Jylland kunne anvendes til at lave cement.
Man kan bl.a. læse om koncernens historie i bogen “FLSmidth – et eventyr i cement” af Søren Ellemose, som bev udgivet i oktober 2005.
I en omtale af bogen hedder det:
“FLSMIDTH – ET EVENTYR I CEMENT er historien om et af dansk erhvervslivs store klenodier, om de tre drivende kræfter i selskabets tidlige år – og om den lotterigevinst, der var med til at skabe eventyret”.
“Men det er også et mørkt kapitel om tvangsarbejdere under 2. verdenskrig og en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt, man helst vil glemme”.