Tørnæs: Danida gør meget mod korruption

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Verden over er der i de senere år kommet mere og mere opmærksomhed omkring korruption og dens indvirkning på samfundsøkonomien.

Organisationen Transparency International arbejder mod korruption og bestikkelse i både industri- og udviklingslande og udgav onsdag for fjerde gang sin årlige rapport, “Global Corruption Report” (se artiklerne herom her på u-landsnyt.dk dags dato).

Rapporten indeholder hvert år aktuelle artikler om korruption og korruptionsbekæmpelse, og den giver også en oversigt over, hvorledes korruptionsniveauet i en lang række lande opfattes. Danmark ligger også i år fint fremme i førerfeltet, på en tredjeplads efter Finland og New Zealand.

I år er hovedtemaet i rapporten forholdene i bygge- og anlægssektoren, herunder sektorens indsatser i forbindelse med genopbygning efter konflikter.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) udtaler:

– Det er vigtigt, at korruptionsbekæmpelse står højt, også på den udviklingspolitiske dagsorden. Korruption er et stort problem, ikke mindst i u-landene, hvor den er med til at holde de fattige befolkningsgrupper udenfor udviklingen. Danmark har i flere år støttet korruptionsbekæmpelse. Vi arbejder med vore samarbejdslande, NGOerne, virksomhederne og de internationale organisationer om hensigtsmæssige foranstaltninger for at mindske korruptionen.

– Også inden for egne rækker sætter vi ind. Vi fik en handlingsplan for korruptionsbekæmpelse i 2003, vi har lavet en adfærds-kodeks, vi har korruptionsbekæmpelse med i vores indkøbsprocedurer, og i de seneste måneder har medarbejderne i Udenrigsministeriets Sydgruppe bestået e-learning kurser om hvordan man forholder sig, hvis man støder på korruption i forbindelse med bistandssamarbejdet, slutter udviklingsministeren.”

Danmark støtter Transparency Internationals arbejde med et årligt tilskud på 1,5 mio. kr. Læs mere på organisationens hjemmeside www.Transparency.org

Danidas handlingsplan

Danmark har i mange år ydet støtte til korruptionsbekæmpelse, især inden for programmer til styrkelse af god regeringsførelse.

Sammenhængen mellem korruption og fattigdom er en af de relationer, der klart kan eftervises statistisk. Jo fattigere et land, des mere udbredt korruption.

Selv i mangel af en sikker viden om årsagssammenhængen mellem korruption og fattigdom har dette en klar konsekvens for en bistandsgiver som Danida: Med bekæmpelse af fattigdom som højeste målsætning og med en række af verdens fattigste lande som programsamarbejdslande er massiv forekomst af korruption et grundvilkår for udviklingsbistandens virksomhed.

Hertil kommer, at korruptionen mest kommer samfundets fattige til skade. Det er dem, der har dårligst råd til at bestikke sig til offentlige ydelser, og det er dem, der lider mest under, at de offentlige budgetter formindskes p.g.a. korruption.

Danmark har især gennem programmer til styrkelse af god regeringsførelse i mange år ydet støtte til korruptionsbekæmpelse. I 2003 lancerede Danida en handlingsplan om korruptionsbekæmpelse, der giver korruptionsbekæmpelse en mere fremtrædende rolle i udviklingsbistanden og integrere den som en naturlig del af bistanden.

Danida Action Plan to Fight Corruption 2003-2008:

De overordnede mål i handlingsplanen er at:

1) forebygge korruption internt i Danidas egen forvaltning af udviklingsbistanden både i Danmark og på danske repræsentationer i u-landene.

2) forebygge korruption i forbindelse med den udviklingsbistand, Danmark kanaliserer gennem andre organisationer såsom NGOer, EU, FN eller selve programsamarbejdslandene.

3) støtte indsatser til bekæmpelse af korruption i de lande, der modtager dansk bistand.

Handlingsplanen beskriver aktiviteter til bekæmpelse af korruption og angiver frister for aktiviteternes gennemførelse.

Eksempler på aktiviteter er øget indarbejdelse i landeprogrammer af støtte til korruptionsbekæmpelse samt udvikling af et større e-læringsprogram om korruptions-bekæmpelse, som alle personer ansat eller lønnet af Danida skal gennemgå.

Kilde: www.um.dk