Det er en misforståelse, hvis man tror, at den folkelige forankring skabes for offentlige midler, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) i interview med Politiken.
Af journalist Kim Faber
Udviklingsminister Ulla Tørnæs, hvorfor må u-landsorganisationerne ikke oplyse for offentlige penge om deres arbejde?
– Jeg ønsker at omlægge brugen af udviklingsmidlerne, så organisationerne bruger flest mulige offentlige midler, ikke på oplysning, men til projekter i udviklingslandene.
Du har udtalt til Jyllands-Posten, at oplysningspenge ikke skal bruges til, at organisationerne profilerer sig i forhold til hinanden. Har de da gjort det?
– Nej, overhovedet ikke. Jeg har ingen eksempler på, at oplysningsmidler skulle være anvendt i strid med reglerne. Det her handler om, at pengene skal bruges i u-landene.
Organisationerne siger, at det kan lade sig gøre at samle ind til katastrofer, men det er meget svært til udviklingsbistand – og det vil være umuligt at samle ind til oplysningsprojekter. Hvorfra skal de nu skaffe pengene til oplysning?
– Jeg blander mig ikke i, hvordan organisationerne prioriterer deres midler. Men når man er en NGO (ikke-statslig, privat organisation, red.), så skal man også have en solid folkelig forankring. Det styrker legitimiteten, og så har man desuden et grundlag for at skaffe økonomi til oplysning – bl.a. gennem medlemskontingenter.
Organisationerne får altså flere penge til projekter. Omvendt skal de bruge flere af deres egne penge, som de ellers kunne have anvendt på projekter, til oplysning. Hvad er lige fidusen i det?
– At de selv må prioritere deres midler. Jeg står for at prioritere skattemidlerne, og jeg har valgt at prioritere projekter i udviklingslandene.
Regeringen har betonet vigtigheden af den folkelige opbakning til u-landsbistanden?
– Og det er en misforståelse at tro, at det ikke fortsat forholder sig sådan.
Jo, men en meget stor del af de eksisterende midler til folkeoplysning, bliver fjernet?
– Jeg mener faktisk, at det er en misforståelse, hvis man tror, at den folkelige forankring skabes for offentlige midler, Og jeg håber da bestemt, at NGOerne også fremover tager oplysnings- og formidlingsopgaven på sig. I det hele taget har jeg svært ved at forstå, at man som NGO kan være imod, at penge afsat til projekter i udviklingslandene også går til udviklingslandene.
Måske fordi NGOerne frygter, at det er umuligt at samle ind til oplysningsprojekter?
– Ja, og så er vi tilbage ved den folkelige forankring.
Det er vel oplysningen, der skaber folkelig forankring?
– Legitimiteten for en NGO må alt andet lige være, at man har en medlemskreds. Denne omlægning er også en opfordring til Mellemfolkeligt Samvirke om at fortsætte det arbejde, man er begyndt på: at udvide medlemsskaren, siger udviklingsministeren slutteligt.
Interviewet stod i Politiken torsdag den 18. august 2005 og gengives i sin helhed med tilladelse fra Kim Faber og Politikens chefredaktion, v. Bo Maltesen.
