Udviklingsministerens kronik i Morgenavisen Jyllands-Posten den 4. august (gengives med forsinkelse, men stadig aktuel), hvor hun gennemgår grundlæggende rationaler for at yde bistand og problemerne herved
Af Ulla Tørnæs (V)
Det nytter ikke noget, at vi giver udviklingsbistand til et land, hvor de lokale magthavere ikke er villige til at styrke demokrati, bekæmpe korruption og meget andet. I bedste fald virker indsatsen ikke på længere sigt, og i værste fald kan situationen forværres.
På den anden side er én ting sikkert: Vi kan hurtigt få afviklet hele den danske udviklingsbistand, hvis vi skal stoppe alle udviklingsprojekter, hvor ikke én krone går tabt eller viser sig ikke at have nogen langsigtet effekt. Så er der kun Sverige tilbage som muligt modtagerland. Bistandspolitik er en balancegang på knivsæggen af et vaskeægte politisk, økonomisk og moralsk dilemma.
Bør det have konsekvenser for den danske bistand til Kenya, at det går for langsomt med reformarbejdet, og at der er problemer med arbejdstilladelser til danske NGO-medarbejdere?
Bør det have konsekvenser for den danske bistand til Uganda, at fremdriften i den demokratiske udviklingsproces er for langsom? Bør vi nedlægge Danidas Privat-sektor-program, fordi der kan sættes spørgsmålstegn ved, om nogle projekter kunne og ville være gennemført alligevel, uafhængig af de danske bistandsmidler?
Dette er blot et udpluk af nogle af de udviklingspolitiske spørgsmål, der på det seneste er blevet rejst i medierne og i den politiske debat. Det er svære spørgsmål og svarene skal afvejes nøje.
For selvfølgelig skal vi hele tiden se kritisk på de projekter, vi støtter, ligesom vi skal overvåge den politiske og demokratiske udvikling i de lande, vi samarbejder med, for at hjælpen virker optimalt.
Og der er ingen tvivl om, at vi er parate til at trække os ud af et samarbejdsland, hvis det viser sig, at forudsætningerne for dansk bistand ikke længere er til stede. Det gælder både i den situation, at udviklingen efterhånden går så godt, at de danske bistandskroner er bedre brugt i andre og fattigere lande.
Det har været en del af begrundelsen for at afvikle bistanden til Egypten, og det er årsagen til, at jeg har valgt at begrænse IFUs aktiviteter til de fattigere lande. Der er ingen grund til, at IFU skal gå ind i lande, hvor danske virksomheder bør kunne etablere sig på landenes markeder på almindelige kommercielle vilkår.
Men det gælder også i den situation, at enkelte samarbejdslande direkte modsætter sig nødvendige politiske og økonomiske reformer – eller at der er politisk uro i et sådant omfang, at den danske bistandsindsats ikke på hverken kort eller lang sigt kan være med til at skabe udvikling i landet.
Det sidste har vi f.eks. set i Nepal og Bolivia, som vi derfor også har reduceret bistanden til. For det nytter ikke noget, at vi giver penge til erhvervsudvikling, uddannelses- og sundheds-programmer, hvis de lokale regeringer ikke selv vil bidrage til og understøtte processen eller ligefrem forsøger at hindre den.
Og det nytter ikke noget, at vi giver økonomisk bistand til et land, hvor der ikke er vilje til at forbedre den politiske situation, styrke demokratiet og bekæmpe korruption. I bedste fald virker indsatsen ikke på længere sigt, og i værste fald kan situationen forværres.
Derfor stiller den danske regering lige som andre donorer krav til modtagerlandene. Og derfor holder vi “snor” i midlerne gennem kontrol med samarbejdslandenes forvaltning, så vi sikrer, at den danske bistand bliver brugt effektivt og målrettet.
På den anden side er én ting sikkert: Vi kan hurtigt få afviklet hele den danske udviklingsbistand, hvis vi skal stoppe alle de programmer og samarbejder med udviklingslande, som ikke giver os en 100 procent sikker garanti for at alt virker fuldstændig efter hensigten. Altså hvor ikke én krone går tabt eller viser sig ikke at have nogen langsigtet effekt.
Så er der, som det blev sagt, kun Sverige tilbage som muligt modtagerland og det er ment positivt i forhold til vores svenske naboer og venner.
Det betyder imidlertid ikke, at vi skal give op eller kapitulere og bare erkende, at vi aldrig kan få sikkerhed for, om de danske bistandsmidler rent faktisk har en effekt. For det har de.
Talrige evalueringer dokumenterer klart og tydeligt, at bistanden generelt virker også selv om vi fra tid til anden må erkende, at enkelte programmer eller projekter ikke har fungeret. Det er bestemt heller ikke uvæsentligt, at en række internationale målinger, som sammenligner donorlandenes bistand, klart viser, at dansk bistand er blandt de absolut mest effektive i verden.
Dette grundvilkår betyder, at vi nogen gange skal have tålmodighed, og at midlertidige svigt fra et programsamarbejdslands side ikke nødvendigvis skal have som konsekvens, at partnerskabet bringes til ophør, og at vi stopper alle projekter og økonomisk bistand til landet.
Langt de fleste problemer klares bedst ved de løbende drøftelser med det pågældende land. Det er ikke hensigtsmæssigt med en stop-and-go-politik i forhold til de fattigste lande. Kontinuitet og tålmodighed er en væsentlig del af muligheden for at opnå bæredygtige resultater på længere sigt.
For den danske bistand er ikke kun humanitær hjælp til sultne og tørstige afrikanere i lande ramt af naturkatastrofer. Dansk bistand er også hjælp til udvikling af de offentlige institutioner, demokrati, retssystem, erhvervsliv, uddannelsessektor, sundhedssystem og meget andet.
For årsagerne til fattigdom og manglende udvikling er ikke alene tørke og andre naturkatastrofer, som det ofte er blevet fremstillet. Det er i høj grad også manglende viden og måske i de allerfleste tilfælde manglende vilje hos ofte udemokratiske og egennyttige magthavere på alle niveauer til at gennemføre de grundlæggende politiske, økonomiske og juridiske reformer, der er nødvendige for at skabe udvikling.
Det skal vi også bruge danske bistandspenge til at ændre og påvirke, for det er her, vi for alvor kan gøre en forskel på længere sigt. Men det betyder, at Danmark nogen gange vælger at være til stede i lande, hvor der er korruption, og hvor demokratiet har svære vilkår; for det giver ingen mening, at Danmark skal bidrage til at bekæmpe korruption og styrke demokrati, hvis vi kun vil gøre det i de lande, som kan dokumentere, at der ikke findes nogen korruption eller forhindringer for demokratisk deltagelse af alle grupper i samfundet.
Det betyder også, at danske bistandskroner kan gå til at etablere erhvervssamarbejder mellem danske virksomheder og virksomheder i udviklingslandene, som desværre nogle gange bliver kortvarige og mislykkes, fordi erhvervsklimaet er for dårligt, fordi myndighederne spænder ben, eller fordi der mangler arbejdskraft med de rette kompetencer.
Og det betyder, at danske bistandskroner kan gå til indsatser inden for turismeindustrien, hvis det skaber arbejdspladser og leder til bedre uddannelse af den lokale arbejdskraft. Også selv om det for nogen kan lyde som et mindre “nobelt” formål at støtte turisme frem for at lave vandboringer eller grave brønde.
Vi kan ikke være sikre på, at alle bistandsindsatser lykkes. Vi kan tværtimod være sikre på, at noget af det, vi sætter i værk ikke lykkes – men spørgsmålet er, om det ikke er prisen værd, hvis man som Danmark vil mere med sin udviklingsbistand end alene at tilvejebringe drikkevand, mad og medicin i forbindelse med humanitære katastrofer?
Hvis vi vil udvikling for de fattigste over en bred front gennem en længerevarende positiv og bæredygtig udvikling af hele samfundet. Ganske ligesom en privat virksomhed foretager risikovillige investeringer, når den vil udvikle og omstille sig til fremtidens udfordringer.
Derfor er det en svær balancegang at hjælpe verdens fattigste – selv om man umiddelbart skulle tro, at det var den nemmeste opgave i verden. Det er vigtigt, at Danmark og andre donorlande stiller krav til de lokale myndigheder om at gennemføre reformer.
Samtidig må vi erkende, at mange af de fattigste lande er i gang med at ændre samfundsstrukturer og traditioner, som har været herskende i årtier og som ikke lader sig ændre over en weekend selv ikke med nok så mange løfter om kontante belønninger fra donorlandene.
Mange steder vil det være sådan, at trusler om at stoppe bistanden til et land vil have ringe effekt, fordi magthaverne der typisk ikke lider nogen nød ikke umiddelbart selv vil blive ramt heraf. Det vil mange af de fattigste derimod. Derfor skal vi stille realistiske krav til u-landene, og vi skal acceptere, at tingene ikke altid går så hurtigt, som vi kunne ønske os.
Til gengæld skal vi være konsekvente og ikke tøve med at sætte hårdt mod hårdt, hvis udviklingen over længere tid og systematisk går i den gale retning. Jeg tror, at danskerne generelt har forståelse for disse synspunkter.
Og jeg håber, at de danske medier vil være med til at give en nuanceret og fair fremstilling af perspektiverne for den danske udviklingsbistand og de problemer, vi arbejder med i u-landene.
Der er en hel del succeshistorier i dansk udviklingsbistand og ikke kun problemer. Men først og fremmest er der en hel del dilemmaer. For det er ikke altid så nemt at hjælpe, slutter Ulla Tørnæs.
Kronikken stod i Morgenavisen Jyllands-Posten torsdag den 4. august 2005 og er gengivet fra udenrigsministeriets hjemmeside, www.um.dk