Tørnæs nævner ikke længere dansk krav om omtælling af Kenyas stemmer

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), som tidligere har betinget sig en omtælling af stemmerne efter Kenyas omstridte præsidentvalg i december for at fortsætte den danske bistand som hidtil, nævner nu i en udtalelse torsdag ikke længere dette krav med et ord.

Udtalelsen falder på baggrund af, at FNs fhv. generalsekretær, Kofi Annan, har mæglet en foreløbig magtdelingsaftale i hus mellem regeringen i Nairobi under præsident Mwai Kibaki og oppositionen under ledelse af Raila Odinga.

Udviklingsministeren udtaler:

– Det er med stor tilfredshed, at vi i dag kan konstatere, at parterne i Kenya er blevet enige om en magtdelingsaftale oven på Kenyas omdiskuterede præsidentvalg den 27. december 2007.

– Jeg vil gerne udtrykke stor ros til Kofi Annan og den Afrikanske Union for den utrættelige og vedholdende indsats i mæglingsbestræbelserne. Det internationale samfund har samlet stillet sig bag Kofi Annan og AU, og indsatsen ser nu ud til at have båret frugt.

– Jeg håber, begge parter vil arbejde konstruktivt for at gennemføre aftalen, så der kan skabes den stabilitet, som er nødvendig for at Danmark og andre bistandsydere kan normalisere vores samarbejde med Kenya.

Først i teksten til den ledsagende pressemeddelelse fra udenrigsministeriet nævnes de mange forhold, der stadig er strid om:

“Krisen har… vist, at der er mange forhold, som parterne i Kenya stadig må forholde sig til. Der er således behov for nedsættelse af en uafhængig kommission, der kan analysere uregelmæssighederne omkring præsidentvalget og fremkomme med anbefalinger til forbedringer i fremtiden”.

“Der skal også ses på bl.a. valgreformer, parlamentsreformer samt politireformer, og på længere sigt de underliggende årsager til konflikterne, herunder jord spørgsmål, beskæftigelse og regional udvikling”, hedder det.

Læs også telegrammerne
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14092&mode=Nyhed
www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=13997&mode=Nyhed