Tørnæs: Nej til kommission, der skal kulegrave dansk bistand

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Udviklingsministeren afviser i et indlæg i Politiken flere debattørers forslag om at nedsætte en udviklingskommsion, der skal kulegrave dansk u-landsbistand.

Af Ulla Tørnæs (V)

Verden har forandret sig meget de seneste 25 år – deri vil jeg give Mogens Buch-Hansen (MBH) (Pol. 28.6.) ret. Globaliseringen har løftet millioner af mennesker ud af fattigdom, og FNs mål om at halvere den globale fattigdom inden 2015 er inden for rækkevidde, hvis den positive udvikling fortsætter.

Der er dog fortsat store udfordringer særlig i Afrika . Derfor er udviklingspolitikken en central del af regeringens politik.

MBH kritiserer, at udviklingspolitikken i dag anvendes som et udenrigspolitisk instrument. Samtidig siger han, at globaliseringen skal ses i sammenhæng. Disse udsagn er indbyrdes modstridende. For det er jo præcis det, regeringen gør.

Vi ser globaliseringen med dens muligheder og udfordringer som en helhed, og derfor er udviklingspolitikken en nødvendig og integreret del af den danske udenrigs-, handels -, miljø- og sikkerhedspolitik.

Dette ændrer ikke ved, at fattigdomsbekæmpelse er og fortsat vil være fikspunktet for dansk udviklingsbistand. Det er ikke et spørgsmål om, at udviklingspolitikken enten er et instrument til fattigdomsbekæmpelse eller et udenrigspolitisk instrument – det er både-og.

MBH har fuldstændig ret i, at den globaliserede og hastigt udviklende verden kræver en ændret tilgang til gennemførelsen af udviklingsbistanden. Det er netop, hvad regeringen har gjort.

Vi har omstillet den danske udviklingsbistand til de nye krav og behov, som følger af de konstante ændringer i en globaliseret verden. Det fik vi for nylig stor ros for, da OECD/DAC (Udviklingskomiteen) gennemgik den danske bistand.

MBH overser den modernisering, der er sket over de seneste år i administrationen af den danske udviklingsbistand . Den bedste bistand ydes ved, at vi fortsat løbende vurderer og tilpasser bistanden efter nye behov og anvender de erfaringer, vi har opnået.

Derfor skal vi ikke deponere den udviklingspolitiske handlefrihed i en udviklingskommission.

Jeg er helt enig med MBH i, at vi skal væk fra en diskussion, som udelukkende fokuserer på niveauet for bistandsprocenten. For det handler ikke kun om størrelsen af bistanden, men lige så meget om kvaliteten af bistanden – som MBH også påpeger.

Dansk udviklingsbistand er de seneste år konsekvent blevet anerkendt for sin meget høje kvalitet. Den internationale tænketank – Centre for Global Development – udnævnte sidste år dansk bistand til at være den bedste i verden, og senest har OECD/DAC som nævnt bekræftet kvaliteten af den danske indsats.

Det kan og skal vi være stolte af. Og vi skal udnytte vores position som frontløbere til at overbevise andre rige lande om at leve op til deres ansvar. For Danmark hverken kan eller skal løfte verdens fattigdomsproblemer alene.

Indlægget stod i dagbladet Politiken mandag den 9. juli 2007.

Kilde: www.um.dk

Læs også telegrammet “Kronikør: Nedsæt en kommission, der skal kulegrave u-landsbistanden”, dato 08.07.07, under Dansk bistand