Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) tager efter Påske til Kina, hvor hun ifølge Berlingske Tidende tirsdag dels skal se på miljøprojekter, dels drøfte Kinas rolle i Afrika.
– Det handler om at opfordre kineserne til at påtage sig et mere langsigtet ansvar, når det drejer sig om Afrika. Det er jo utroligt kortsigtet alene at tænke på at få adgang til naturressourcer, siger Tørnæs til avisen.
Hun vil også bringe emnet op under drøftelser med Tanzanias præsident, Jaya Kikwete, der besøger Danmark torsdag og fredag. Kina har talrige projekter i Tanzania.
– Så det vil være relevant at spørge om, hvad man gør fra tanzaniansk side for at sikre, at det, som Kina gør i Tanzania, ikke kommer på tværs af alt andet, der gøres for at bidrage til den langsigtede udvikling, mener Tørnæs.