Tørnæs tilfreds med valget i Bangladesh

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Over 80 mio. vælgere havde mandag mulighed for at stemme i Bangladesh – for første gang siden aflysningen af valget i januar 2007 på grund af politiske uroligheder.

Dengang var Bangladesh på randen af kaos, landet blev erklæret i undtagelsestilstand og en overgangsregering indsat af militæret, hedder det i en pressemelding fra udenrigsministeriet tirsdag.

Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) siger om valget:

– De foreløbige rapporter tyder på et velorganiseret og disciplineret valg. Jeg er glad for, at valget forløb fredeligt og uden den vold, som tidligere har kendetegnet valg i Bangladesh.

– Den danske ambassades medarbejdere har observeret valget på flere end 30 valgsteder, og fra dem har jeg fået meldinger om stor valgdeltagelse. Det er der grund til at være meget tilfreds med.

– Fra dansk side kan vi være stolte over, at vi har bidraget til forberedelserne af valget og registrering af de mange vælgere, som for første gang har været i besiddelse af f.eks. et vælgerkort med foto. Det har mindsket risikoen for valgsvindel betydeligt.

– En fredelig valghandling er dog kun første skridt på vejen mod et funktionelt demokrati. Lige nu foregår konsolideringen af resultaterne fra de flere end 35.000 valgsteder. De første resultater tyder på en jordskredssejr til det sekulære Awami League med den tidligere premierminister Sheikh Hasina i spidsen.

– Efter valget bliver det næste vigtige skridt for Bangladesh at få alle deltagere – vælgere som kandidater – til at acceptere valgresultatet og her spiller EUs 150 valgobservatører en vigtig rolle. Valgobservatørernes foreløbige rapport forventes nytårsaftensdag.

– Når det endelige valgresultat foreligger, bliver udfordringen for de bangalske politikere at sikre, at valget markerer en tilbagevenden til demokrati – og ikke en tilbagevenden til det politiske kaos, der før har præget Bangladesh.

– Det bliver fortsat også en stor opgave – for såvel regering som opposition – sammen at styrke demokratiet og videreføre reformer, som styrker antikorruptionsindsatsen, den nationale menneskeretskommission og adskillelse af den udøvende og dømmende magt, slutter Tørnæs.

Bangladesh er programsamarbejdsland for Danida og modtager betydelig dansk udviklingsbistand.