Torsdag har vi opbrugt naturressourcer for hele 2015

land_footprint_2
Thomas Jazrawi

Årets Earth Overshoot Day falder i år d. 13. august. Dagen – som også kaldes Ecological Debt Day – er blevet markeret hvert eneste år i en årrække.

Det er tænketanken Global Footprint Network, der står bag markeringen og beregningerne. Organisationen beskriver selv dagen med disse ord:

”Earth Overshoot Day markerer den dato, hvor menneskehedens efterspørgsel efter økologiske ressourcer i et givent år overgår, hvad Jorden kan regenerere i det år”, lyder det på hjemmesiden.

Global Footprint Network beregner de dage, hvor biokapaciteten er tilstrækkelig til at dække vores efterspørgsel. De resterende dage i året bliver betegnet som overtræk (overshoot).

Organisationen dividerer simpelthen den biologiske kapacitet med vores økologiske fodaftryk og ganger med dagene i et år. Den biologiske kapacitet er den mængde af økologiske ressourcer, som kloden kan generere på et år.

I økonomiske termer er der dermed langt mere efterspørgsel efter klodens ressourcer end den kan udbyde.

Vi opbruger ressourcerne tidligere hvert år

Sidste år blev Earth Overshoot Day markeret d. 19. august. Og vi bliver hurtigere og hurtigere til at bruge årets tilgængelige naturressourcer.

I 80’erne kunne man markere dagen i oktober og november, men man skal helt tilbage til starten af 70’erne før dagen lå i årets sidste måned.

Se datoerne her. http://www.overshootday.org/newsroom/past-earth-overshoot-days/

WWF: Regeringen må handle

Global Footprint Network begyndte imidlertid først at markere dagen fra 2006. Det skete i et samarbejde med økonomen og miljøforkæmperen Andrew Simms, der er idémand bag begrebet om økologisk gæld. WWF Verdensnaturfonden har medvirket i samarbejdet siden 2007.

Økologisk overtræk er kun muligt i en periode, da overforbruget på sigt vil føre til udpining og kollaps af jordens økosystemer, skriver WWF i en pressemeddelelse.

Det kan vise sig ved mangel på drikkevand, ørkendannelse, skovfældning, udryddelse af dyrearter og ophobning af CO2 i atmosfæren.

“Det her svarer til, at vi – hvis man ser jorden som et æbletræ – ikke bare spiser æblerne, men samtidig går i gang med at vælte træet. Det er et usundt overforbrug, som truer naturen, dyrene og vores alles fremtid”, siger Gitte Seeberg, generalsekretær i WWF Verdensnaturfonden.

“Det står endnu uklart, hvad regeringen vil gøre for at fastholde vores førerposition på klimaområdet. Det er nødvendigt, at regeringen og dens parlamentariske grundlag ikke sidder på hænderne, men allerede her først i valgperioden tager konkrete initiativer for at bremse Danmarks overtræk på klodens ressourcer”, fortsætter hun.

Læs WWF’s pressemeddelelse her: http://www.wwf.dk/?13700/WWF-Regeringen-m-bremse-overforbrug