Læger uden Grænser/Médecins Sans Frontières (MSF) afbryder arbejdet i arresthuse i Misrata, meddeler den internationale nødhjælpsorganisation i dag torsdag. Årsagen er, at indsatte i den libyske by bliver tortureret og nægtet akut lægehjælp.
Læger uden Grænser begyndte arbejdet i Misratas arresthuse i august 2011 med fokus på behandling af sårede fanger. Siden da har organisationens læger i stigende grad været konfronteret med patienter, der led af skader forårsaget af tortur under forhør, hedder det i pressemeddelelsen, som videre oplyser:
“Flere af Læger uden Grænsers patienter blev efter den lægelige behandling sendt tilbage til arresthusene, hvor det viste sig, at de igen blev udsat for tortur.
I den forbindelse blev Læger uden Grænser også bedt om at behandle ofrene i selve forhørscentrene, men det afviste organisationen kategorisk.
“Nogle embedsmænd har forsøgt at udnytte og hindre Læger uden Grænsers medicinske arbejde,” fortæller Læger uden Grænser i Danmarks direktør Michael Gylling Nielsen.
“Patienterne blev bragt til os midt i et forhør for at få medicinsk behandling med henblik på at gøre dem egnede til yderligere afhøring. Dette er uacceptabelt. Vores rolle er at yde lægehjælp til tilskadekomne og syge fanger. Ikke gentagne gange at behandle de samme patienter mellem tortursessioner. ”
Et af de mest alarmerende tilfælde fandt sted 3. januar, da læger behandlede en gruppe af 14 fanger, der var returneret fra et forhørscenter uden for arresthuset. På trods af at Læger uden Grænser havde krævet et øjeblikkeligt stop for torturen, havde 9 af de 14 fanger adskillige sår og viste åbenlyse tegn på at have været tortureret.
Efter mødet med forskellige myndigheder, sendte Læger uden Grænser den 9. januar en officiel skrivelse til det militære råd i Misrata, ’Misrata Security Committee’, den nationale hærs sikkerhedstjeneste, der er ansvarlig for afhøringerne og Misratas civile råd, med gentagelse om, at organisationen krævede en øjeblikkelig standsning af enhver form for mishandling af tilbageholdte.
“Der er ikke truffet konkrete foranstaltninger endnu,” siger Michael Gylling Nielsen.
“I stedet fik vores hold fire nye sager om tortur. Vi er derfor kommet til den beslutning, at vi suspenderer vores medicinske aktiviteter på centrene. ”
Læger uden Grænsers medicinske hold har gennemført 2.600 konsultationer, herunder 311 for voldsomme traumer.
Organisationen vil fortsætte den del af arbejdet, der har fokus på mental sundhed blandt de mange ofre for krigen såvel som sin bistand til 3.000 afrikanske indvandrere, flygtninge og internt fordrevne i og omkring Tripoli.”