Med en ny revision af Svanemærket er det udelukket at opnå miljømærkningen for produkter, som er lavet af en lang række tropiske træarter. Beslutningen er truffet af det Nordiske Miljømærkenævn, der står bag Svanemærket, for blandt andet at styrke biodiversiteten, der især er truet i tropiske regnskove.
Men i virkeligheden ender de nye krav til bæredygtigt træ med at skade verdens regnskove og skovejere i udviklingslande, mener blandt andre Jakob Rygg Klaumann, direktør i Dansk Træforening.
“Det er endda sådan, at de nye regler vil betyde udelukkelse af træarter, som blandt andet er støttet af Danida-projekter, og som har til formål både at sikre bæredygtighed og økonomisk grundlag for virksomheder og fattige skovejere i udviklingslande. Det virker helt uholdbart, at der på denne vis er offentlig støtte til en mærkningsordning, som tilsyneladende bidrager til at underminere dele af dansk udviklingsbistand,” siger han til DI Business.
Advarsel mod Svanemærket
Med de nye krav tager Nordisk Miljømærkning udgangspunkt i den internationale miljøorganisation IUCN’s lister over træarter, der er truede. Men listen er så omfattende, at også tropisk FSC-certificeret træ er omfattet.
Det er træ, der kommer fra skove, hvor der ikke fældes mere træ, end skoven kan nå at reproducere.
Dansk Træforening frygter, ligesom blandt andet Træ- og Møbelindustrien og en række NGO’er, at de nye kriterier vil gøre det til en dårlig forretning at passe på skovene.
De nye krav vækker således også kritik hos Træ- og Møbelindustrien. Her opfordrer branchedirektør Flemming Larsen til, at Svanemærket ikke bliver en del af offentlige udbud, før mærket er blevet revideret.
Nordisk flertal bestemte
Hos Miljømærkning Danmark forklarer Martin Fabiansen, at der nordisk var flertal for de strengere kriterier, selvom Danmarks Miljømærkenævn var imod:
“Danmarks Miljømærkenævn var imod denne forbudsliste, men samlet set nordisk var der flertal for det modsatte ved den endelige beslutning i Nordisk Miljømærkenævn,” siger han.
Ifølge Miljømærkning Danmark var en af de tungtvejende årsager til beslutningen, ‘at biodiversiteten i stigende grad er truet, og at biodiversitetstabet især er meget udbredt i tropiske regnskove.’
FAKTA: Her er de vigtigste ændringer i de nye skovkrav
- Det er fortsat ikke tilladt at anvende truede træarter. Kriterierne tager udgangspunkt i lister fra CITES og IUCN samt forsigtighedsprincippet.
- I de fleste tilfælde skal 70 % af alle træråvarer komme fra certificeret bæredygtigt skovbrug.
- Den resterende andel af træet skal være såkaldt FSC controlled wood eller PEFC controlled sources.
- Træet skal være omfattet af FSC/PEFC sporbarhedscertificering, så man kan spore, hvor træet kommer fra.
Kilde: Miljømærkning Danmark