I 2015 blev verdens ledere enige om et sæt af mål, der skal gøre verden mere bæredygtig – miljømæssigt, økonomisk og socialt.
På dansk kalder vi dem FN’s verdensmål, og aftalen er, at de skal være nået inden 2030.
De består af 17 hovedmål, 169 delmål og i øjeblikket 232 indikatorer, som man måler på.
Se dem alle her: De 17 verdensmål – en oversigt
Det er en stor mundfuld, men den kan koges ned til tre helt grundlæggende elementer:
For det første skal målene sikre balance mellem menneskers liv og naturen. De skal på en og samme tid sikre menneskers økonomiske og sociale velstand, uden at vi overforbruger eller ødelægger klodens ressourcer.
Det er en balance, som det indtil videre ikke er lykkedes noget land at finde. I de dele af verden, hvor man stort set er lykkedes med at sikre befolkningerne gode levevilkår, er det sket på bekostning af omgivelserne.
CO2-udledningen fra rige lande ligger langt over enhver grænse og påvirker hele kloden. Mens lande, der har en acceptabel klima- og miljøpåvirkning, ikke kan sikre deres indbyggere bare nogenlunde levevilkår og fremtidsmuligheder.
Verdens klima og miljø kan ikke bære den økonomiske og sociale udvikling, hvis udviklingen fortsætter på samme måde som nu. Det nytter ikke at bruge den gamle model med vækst først og oprydning senere. Verdensmålene skal hjælpe til at finde en balance.
For det andet gælder det, at ingen skal efterlades – Leave no one behind, som det hedder på engelsk. Alle skal med på det bæredygtige udviklingstog.
Der skal ikke efterlades lommer af ekstremt fattige i nogen grænseområder i Afrika, ingen marginaliserede mindretal i udkanten af de rige vesteuropæiske lande.
Ingen unge skal forhindres i at få en uddannelse og dermed en chance for at klare sig i og bidrage til fremtiden.
Ingen børn skal dø af fattigdom. Og intet verdensmål skal negligeres, de er alle vigtige.
For det tredje skal verdensmålene sikre fremtidige generationers livsvilkår og behov. Vi, der er her nu, skal sørge for at efterlade kloden i en tilstand, så fremtidens befolkninger i hvert fald har muligheder for at skabe sig et ordentligt liv.
Lige nu risikerer verden at fejle på alle tre punkter. Men der er håb, hedder det i rapporten “The Future is Now”, som en uafhængig ekspertgruppe afleverede til FN’s generalsekretær i efteråret 2019.
For det er lykkedes for nogle lande at skabe sociale fremskridt på enkelte områder uden at overskride naturens grænser. Det kan lade sig gøre.
Verdensmålene gælder ALLE lande
Verdensmålene er indbyrdes afhængige. Fremskridt på et område kan både styrke og svække udviklingen på andre områder.
Målene er universelle. De vedrører alle mennesker i alle lande, rige og fattige, bønder og byboere, industrimagnater og aktivister, nationalister og migranter.
Alle dele af samfundene bliver bedt om at gøre en indsats for at nå målene. Men hvordan det skal ske, det står der ikke meget om i verdensmålene.
Det, man vedtog på FN’s generalforsamling i 2015, var, hvor målstolperne skal stå og hvilke poster, der skal passeres undervejs. Hvordan lande, byer, virksomheder og alle andre kommer forbi stolperne og i mål, det er så politisk en beslutning, at den ikke kan vedtages i fællesskab.
