Nu er det endelig slut! Sådan hedder overskriften på en af de aktuelle kommentarer, der kan læses på folketingsmedlem Troels Lund Poulsens personlige hjemmeside, www.lundpoulsen.dk
Kommentaren handler om “sejren” over fagbevægelsen i form af lukningen af statstilskuddet til U-landssekretariatet.
Den unge Venstre-politiker, der har været formand for Venstres Ungdom og nu er historiestuderende, blev valgt ind i Folketinget i 2001 i Juelsminde-kredsen i Østjylland og er bl.a. sit partis udenrigs- og ligestillingssordfører. Hans kommentar bringes her som dokument in extenso
Nu er det endelig slut med den bevidstløse årlige blankocheck til Fagbevægelsens Ulandssekretariat. Det er endnu et af de positive resultater af det netop indgåede forlig om finansloven.
Det står nemlig nu klart, at den rammebevilling på 44 mio. kroner årligt som Fagbevægelsens Ulandssekretariat har været vant til at få nu endelig fjernes.
Oppositionen og fagbevægelsen har ikke været sene til at beskylde regeringen for på den måde at drive politisk heksejagt, men sandheden er en anden. Det her handler om, at gøre op med den hovedløse bistandspolitik, der blev ført i de socialdemokratiske velmagtsdage. Det her er starten på en debat om, hvordan NGOer skal finansieres (NGO er engelsk for en ikke-statslig organisation).
Det burde være åbenlyst for enhver, at en NGO med fast rammebevilling fra staten ikke er “ikke-statslig”. Det her handler om, at hvis vi skal kunne bryste os af at have et sprudlende og varieret civilsamfund i Danmark, så kræver det at de danske NGOer får en langt større folkelig forankring end tilfældet er i dag. Og det er altså ikke en udvikling, der fremmes ved bevidstløse blankochecks fra staten.
Beskyldningerne mod regeringen er også forkerte af en anden grund. Fordi Fagbevægelsens Ulandssekretariat ikke længere permanent får finansieret deres arbejde af de danske skatteydere, er det jo ikke ensbetydende med, at Ulandssekretariatet ikke kan søge om finansiering af deres projekter på lige fod med andre bistandsorganisationer.
Og så står det jo altså den danske fagbevægelse frit for selv at tage ansvar for finansieringen af Ulandssekretariatets fortsatte arbejde. Det kunne også være en god måde for den danske fagbevægelse at vise, at man mener de fine paroler om international solidaritet alvorligt.
Med mindre selvfølgelig at den danske fagbevægelses internationale solidaritet er større ved festlige lejligheder end den er, når det kommer til konkret handling?
