Tidl. minister, Jan Trøjborg, MF, Stenderup pr. Horsens, fylder 50 onsdag den 14. december.
Når Trøjborg omtales i denne sammenhæng, er det fordi han i godt et år sad som socialdemokratisk udviklingsminister efter Poul Nielson. Det var fra 1999 til 2000, da han fik ønskeposten som forsvarsminister.
Trøjborg efterlod sig næppe det mest overbevisende indtryk i Danida; dertil var posten som udviklingsminister ham for fjern og han holdt kun sædet varmt indtil han kunne komme videre og overlade pladsen til den radikale Anita Bay Bundegaard i december 2000.
Men driftsikker, det var han – i modsætning til sin efterfølger, der næsten omgående løb ind i politisk stormvejr.
Trøjborg gjorde sig dog bemærket i sin tid på Asiatisk Plads ved at ville satse på IT-udvikling i Den 3. Verden. Et andet træk, der huskes internt, var “Horsens-testen”, som bestod i at lodde, hvad indbyggerne i det østjyske mente om dette eller hint i relation til dansk bistand.
Nu er det netop borgmesterstolen i hjembyen Horsens det gælder. Efter et kanonvalg i november med mere end 14.000 personlige stemmer og socialdemokratisk flertal i byrådssalen i den gamle arbejderby, kan han den 1. januar 2007 sætte sig i stolen som byens førstemand.
Men den dag Helle Thorning-Schmidt måtte blive statsminister, anses det for sikkert, at han tilbydes en ministerpost på ny. Under Nyrup nåede han at beklæde i alt 6 ministertaburetter. Valgt til Folketinget blev han i 1987 – i Horsens-kredsen naturligvis.