Lige nu kæmper den amerikanske præsident Donald Trump for at efterleve valgløftet om at bygge en mur på grænsen til Mexico.
Det ser ikke ud til, at han kan få mexicanerne til at betale, som han sagde. Derimod mener flere forskere og grønne organisationer, at naturen vil betale en særdeles høj pris.
“Grænsemuren har alvorlige konsekvenser for menneskelig migration og internationale forhold, men den er også et økologisk mareridt”, skriver Jennifer R. B. Miller i en kommentar i Scientific American.
Hun er seniorforsker ved den grønne organisation Defenders of Wildlife, og fortsætter i kommentaren:
“Den skærer igennem lokalsamfund, hvor mennesker bor, og den skærer også gennem levesteder for 1.500 arter af vilde dyr”.
Seniorforskeren har stået bag en skriftlig protest mod muren, der er blevet bragt i det videnskabelige tidsskrift BioScience og støttes af 2.500 forskere fra hele verden.
Allerede 1.000 kilometer af barrierer
En anden NGO henviser til, at der allerede eksisterer knap 1.000 kilometer langs grænsen med hegn og andre barrierer, som gør skade.
“Mere end 650 mil (knap 1.000 km.) af barrierer eksisterer allerede langs grænsen. Disse mure, hegn og barrierer skærer gennem sensitive økosystemer, forstyrrer dyrenes migrationsmønstre, forårsager katastrofale oversvømmelser og opdeler lokalsamfund og stammefolk”; skriver Center for Biological Diversity på sin hjemmeside.
Området er forholdsvist urørt og derfor rummer det en rig natur, påpeger Jennifer R. B. Miller.
“Bredden af arter, der trives i dette økologiske vidunder, gør grænselandet til et af de mest biologisk rige områder i verden og er et internationalt anerkendt hotspot”; forklarer hun.
“Udover de 600 mil, som allerede er bygget, kommer der muligvis 1.953 mil (over 3.000 kilometer) yderligere. I en generation har mennesket med succes ødelagt et net af biodiversitet, der har udviklet sig gennem millioner af år”, tilføjer hun.