Tunesiens premierminister, Hamadi Jebali, siger, at han vil opløse regeringen og danne en teknokratregering efter drabet på landets førende venstreorienterede oppositionspolitiker, Chokri Belaid, onsdag morgen.
Drabet fik senere onsdag oppositionen til at trække sig fra Tunesiens nationalforsamling, skriver DR online.
Familien til Chokri Belaid beskylder Tunesiens regeringsparti, Ennahda med leder Rached Ghannouchi i spidsen, for at stå bag drabet.
Chokri Belaid var leder af centrumvenstre partiet Demokratiske Patrioter og en hård kritiker af regeringen og regeringspartiet Ennahda.
Drabet fik straks tusinder til at gå på gaden i protest mod Tunesiens moderate islamist-regering, som demonstranterne anklager for at stå bag drabet på den 48-årige politiker.
Drabet har skabt frygt for, at Tunesien igen er på vej ind i en periode med politisk uro og vold kun to år efter et folkeligt oprør, der tvang den autoritære præsident Ben Ali fra magten.
Chokri Belaid blev ramt af fire skud, tre i hovedet og et i brystet, da han forlod sit hjem for at køre på arbejde.
Oppositionen og Chokri Belaid har anklaget regeringen for at holde moderate og sekulære partier og politikere uden for indflydelse, efter at Ennahda dannede regering i 2011.