“Der er nok nogle, der må stå op i kirken på søndag”. Sådan betegner lederen af Center for Afrikastudier, professor Holger Bernt Hansen, overfor Berlingske Tidende lørdag konsekvensen af tilstrømningen til fredagens gæsteforelæsning på Københavns Universitet.
Mange måtte gå forgæves til Desmond Tutus gæsteforelæsning med titlen “Truth is the Way to Reconciliation – Personal Reflections of a Wounded Healer”.
Men søndag er det altså, at man kl. 10 kan opleve den snart 73-årige tidl. sydafrikanske ærkebiskop og Nobelpristager prædike ved en festgudstjeneste i Københavns Domkirke, Vor Frue.
– Danmark var en af vore allierede i kampen mod apartheid. Vi spurgte efter hjælp, og det fik vi fra Jer. Jeg ville ønske, at I havde teknologien til at se helt ind i vore hjerter. Så ville I kunne se, hvor lykkelige vi er. I har altid været frie, så I ved ikke, hvordan det føles for os, sagde Tutu bl.a.
Tutu er indbudt af Holger Bernt Hansen og Folkekirkens Nødhjælp. Og det var netop ved et pressemøde hos Nødhjælpen for nu over 20 år siden, at den markante anti-aparheid-skikkelse kaldte den omfattende danske kulimport fra apartheidlandet for en “skamplet”.
Det førte til en lang politisk kamp herhjemme for at få standset ELSAMs kulimport, som til sidst endte med et forbud. En af den danske anti-apartheid-bevægelses mest virkningsfulde resultater.