U-landsmiljøet slipper formentlig for Troels Lund Poulsen

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Det ser ud til, at de danske solidaritets- og bistandsorganisationer nu slipper for en mand, der af flere kilder betegnes som den formentlig “mest ilde lidte” politiker i u-landsmiljøet i mange år.

Efter blot et døgns betænkningstid går Venstres udenrigsordfører, Troels Lund Poulsen, nemlig målrettet efter posten som regeringspartiets politiske ordfører på Christiansborg efter Jens Rohdes pludselige exit.

I et interview i Berlingske Tidende lørdag annoncerer den udenrigspolitiske ordfører således officielt sit kandidatur.

I en karakteristik af sig selv siger han bl.a.: – Det jeg kan, det er at være Troels Lund Poulsen. Jeg er ikke andet, og jeg bliver ikke andet. Jeg har jo set, at I har skrevet, at jeg er lidt af en nørd. Det må jeg selvfølgelig gøre lidt op med, men jeg kan jo ikke lave om på, hvem jeg er, siger han til Berlingske.

På forhånd har den 30-årige politiker støtte fra den samlede partitop med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen. Der er også bred opbakning til ham i Venstres folketingsgruppe.

Senere lørdag skrev JP Online, at Troels Lund Poulsen nu er eneste officielle kandidat, da en anden mulighed, Inger Støjberg, efter 2 døgns betænkningstid har besluttet ikke at kandidere.

Troels Lund Poulsen var bl.a. den egentlige politiske kraft bag slagtningen af fagbevægelsens U-landssekretariat, der fik frataget hele sin rammebevilling i et hug. Han sagde flere gange, at han ikke mente, dansk statslig bistand skulle støtte fagforeningsarbejde og forsvar for lønmodtagerrettigheder i u-landene.

Troels Lund Poulsen kom i Folketinget i 2001 valgt i Juelsminde-kredsen. Han har bl.a. været landsformand for VU, men ikke gennemført en uddannelse.

Som udenrigsordfører har han været pennefører på Venstres nye udenrigs- og udviklingspolitiske programoplæg, der kom ud tidligere i år, og som bl.a. byder på

– en omlægning af u-landsbistanden i betydelig mere erhvervsvenlig retning,
– større satsning på bilateral (tosidet) bistand direkte fra Danmark på bekostning af den multilaterale del, der bl.a. kanaliseres gennem FN-systemet,
– en endnu større koncentration af den danske indsats i Afrika, bl.a. på bekostning af det kommunistisk-styrede Vietnam og sidst – men ikke mindst –
– en betydelig reducering af bistanden i forhold til det gamle mål om at yde 1 procent af bruttonationalindkomsten (BNI).

Troels Lund Poulsen er flere gange offentligt gået i brechen for “det rigtige i” at skære dybt i midlerne til verdens fattige nationer.

Derfor måske ikke så mærkeligt, at den kontroversielle politikers upopularitet i u-landsmiljøet overgår selv den udtalt manglende begejstring for den siddende udviklingsminister, partifællen Ulla Tørnæs.

Til gengæld har han fægtet med åben pande og til enhver tid forsvaret nedskæringerne – i modsætning til medlemmer af regeringen og udenrigsministeriet – som flere gange har søgt at sløre besparelsernes omfang i en kaskade af tal, vekslende beregningsmetoder og omposteringer.

Således har Det Radikale Venstre i sit udspil til finanslovsforhandlingerne for 2007 regnet sig frem til, at de reelle besparelser i forhold til SR-regeringens 1 procent mål beløber sig til 11,9 milliarder kr. siden regeringsskiftet i november 2001.

Man kan læse mere om den i nogles øjne særegne politiker på hans personlige hjemmeside www.lundpoulsen.dk

-Søe

Læs også telegrammet “Radikale: Bistanden skal snarest genrejses til sin gamle højde”, dato 06.09.06, i rubrikken Dansk bistand.