U-landsorganisationer demonstrerer mod nedskæringerne i bistanden

Forfatter billede

Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Folkekirkens Nødhjælp, IBIS, U-landsforeningen Svalerne, Red Barnet Ungdom og Afrika Kontakt holder tirsdag (08.06.10) en fælles demonstration i København under parolen “Nej til nedskæringer i udviklingsbistanden” og “Ja til en fair u-landsbistand”.

Demonstrationen kl. 15.30 på Sankt Hans Torv på Nørrebro er en slags optakt til LO/FTFs store demonstration mod regeringens milliard-sparepakke, der indledes en time senere samme dag på Christiansborg Slotsplads.

Hovedparolerne her er: “Nej til pakken – ja til job og uddannelse”. En af underparolerne er så: “Nej til nedskæringer i udviklingsbistanden” og “Ja til en fair u-landsbistand”.

Aktivister fra MS planlægger at møde op til demonstrationen i deres røde agent-jakkesæt. Det er agenternes mission at stoppe løfte-FORbryderne. Agenterne mødes med resten af u-landsmiljøet på Sankt Hans Torv. Herfra vil man gå i fælles flok via Nørrebrogade til Christiansborg Slotsplads med ankomst 16.30.

Mellemfolkeligt Samvirkes gene-ralsekretær Frans Mikael Jansen er officiel taler ved LOs og FTFs store demonstration. Han er programsat til kl. 17.25-17.35.

Gennemføres VKOs spareplan som planlagt, betyder det en beskæring af den danske udviklings-bistand på 2,3 milliarder over de næste 3 år.

– Det er et stort svigt at lade verdens fattigste finansiere regningen for de riges landes krise. Danmark skal være foregangsland og vise verden, at vi kan håndtere krisen uden at ramme de fattige, siger Frans Mikael Jansen.

Han opfordrer alle, der bakker op om en stærk dansk udviklingsbistand, til at møde op:

– Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og til september skal Danmark sammen med Senegal være vært for 2015 topmødet i New York. Igen er vores danske indsats afgørende for om verden bliver enige om at løse globale problemer.

– Derfor bør vi hæve, ikke sænke bistanden – og dermed signalere til andre lande, at vi ikke sender regningen videre til verdens fattigste, anfører Mellemfolkeligt Samvirkes generalsekretær.

Har du lyst til at deltage i demonstrationen som rødklædt agent? Skriv til Lucie Lecarpentier [email protected] Mødetid kl. 14.30 på tirsdag.