U-landspolitiker ind i Folketinget efter Villy Søvndal

Forfatter billede

Den u-landsengagerede SF-er Trine Pertou Mach har efter en selvvalgt timeout igen valgt at kaste sig ind i landspolitik ved som 2. suppleant for partifællen Villy Søvndal at sige ja tak til at overtage den tidligere udenrigsministers plads i Folketinget. Det skriver dagbladet Information fredag.

Hun bliver samtidig sit partis nye udviklingsordfører og skal også være ordfører for skat, miljø og forskning

Den 44-årige cand.scient.pol. tager over som u-landsordfører fra Özlem Cekic, der kun har siddet på ordførerskabet siden august. Dengang tog hun over fra Lisbeth Bech Poulsen, som blev forfremmet til finansordfører.

Lisbeth Bech Poulsen fortsætter som finansordfører, selv om hun netop også har fået posten som politisk ordfører fra den nye skatteminister Jonas Dahl (SF). Özlem Cekic får til gengæld kulturordførerposten fra Ole Sohn.

Trine Pertou Mach har i flere omgange kritiseret SFs linje under Søvndals formandskab og valgte i 2012 at trække sig som folketings-kandidat, fordi hun ikke længere kunne stå inde for partiets linje.

Men det kan hun godt nu.

“Årsagen til min timeout er forsvundet. Nemlig, at SF dengang gjorde regerings-kompromiser til vores politik – hvilket vi heldigvis er gået bort fra. Vi ved, hvad der er kompromiser, og vi står ved dem. Men vi ved også, hvad vores egen politik og retning er og har en strategi om at sige det højt. Og det er i virkeligheden den altafgørende forudsætning for, at jeg har sagt ja til det her”, siger Trine Pertou Mach til Information.

Det nyslåede folketingsmedlem fik chancen for et comeback på Christiansborg, hvor hun var stedfortrædende medlem for nuværende miljøminister, Ida Auken (SF), fordi 1. suppleant for Søvndal, Kamal Qureshi (SF), takkede nej til muligheden.

Villy Søvndal valgte i december at forlade posten som udenrigsminister og Folketinget efter en blodprop og sin kones alvorlige helbredssvækkelse.

MS-formand i knapt seks år

Trine Pertou Mach er et kendt navn i det danske u-landsmiljø, hvor hun var forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke fra september 2007 til juni 2013, da hun valgte at træde fra, men fortsat sidder i den snart 70-årige organisations bestyrelse.

Tiden som – en meget udfarende – MS-formand bar bl.a. præg af, at det flere gange var svært at se, om hun havde kasketten på som politiker eller organisationsformand, når hun udtalte sig. Det foreligger ikke oplyst p.t., om hun nu helt trækker sig fra MS-bestyrelsen

Hendes efterfølger på formandsposten, seniorforsker Helle Munk Ravnborg på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), er ikke aktiv politiker, men til gengæld medlem af Danidas nye magtfulde eksterne bevillingskomite, som tidl. udviklingsminister Christian Friis Bach (R) betingede sig skulle afløse U-landsstyrelsen fra 1. januar 2013.

Trine Pertou Machs CV illustrerer erfaringen fra u-landsarbejde eller med udviklingsproblematikker:

2006-2007: Programme Officer, Mellemøsten, Folkekirkens Nødhjælp, København
2004-2006: Programkoordinator, Nordafrika/Mellemøsten, Mellemfolkeligt Samvirke, København
2006: SFs valgobservatør ved Parlamentsvalget i Palæstina, januar 2006
2003-2004 : Leder af demokratiseringsprojekt, WWF Verdensnaturfonden, København
2002: Træning i menneskerettighedsovervågning og observatør
2001-03: Juniorrådgiver på EU-kommissionens Delegation, Kairo, Ægypten
1997: Studentermedhjælper på Center for Samfundsvidenskabelig Miljøforskning, Århus Universitet
1996: Praktikophold på den danske FN-mission, New York

Og så tog hun eksamen i statskundskab i 1998 fra Aarhus Universitet med speciale i netop international politik og udviklingsbistand.

Uanset hvad: Ambitionerne er der fortsat hos kvinden med de vestjyske rødder. Det har nu ført hende tilbage til Folketinget.

Se også telegrammerne
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/16-06-13/trine-pertou-mach-om-rene-med-den-gamle-udviklings
og
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/05-06-13/trine-pertou-mach-stopper-som-forkvinde-ms