Det u-landspolitiske flertal, der med Pia Christmas Møllers afhopning fra Det konservative Folkeparti for nylig var inde for rækkevidde, fortonede sig atter tirsdag, da det nyvalgte folketingsmedlem for Ny Alliance, Marie-Louise Aamund, meddelte, at hun forlader partiet og går ind i Venstre.
Det betyder, at VK-regeringen og DF igen har flertal på 90 mandater. Det mistede de ellers, da Pia Christmas-Møller i starten af december blev løsgænger, fremgår det af flere nyhedskilder.
Ny Alliance har nu 3 mandater i Folketinget. Det er stifterne Naser Khader og Anders Samuelsen, samt tidligere generalsekretær i Dansk Røde Kors, Jørgen Poulsen. Ved valget i november fik partiet 5 mandater, men i sidste uge forlod et af partiets stiftere, den u-landsmarkante Gitte Seeberg, ligeledes partiet.
– Jeg tror ganske enkelt ikke længere på projektet. Jeg føler, jeg bliver nødt til at være loyal over for de mærkesager, som jeg er gået til valg på, og derfor søger jeg optagelse i Venstres folketingsgruppe. For det er der, jeg er overbevist om, at jeg bedst vil kunne kæmpe for de reformtanker, som jeg hele tiden har stået for, siger Malou Aamund.
Den 38-årige cand.merc. tog traf sin beslutning i weekenden efter længere tids overvejelse.