Professor, dr.oecon. Poul Nyboe Andersen, er død på sygehuset i Slagelse nær hjemmet i Kongsted efter at være indlagt med hjerteproblemer. Han blev 90 år.
Nyboe Andersen vil i en u-landssammenhæng især blive husket som U-landsstyrelsens første formand. Herom skriver en anden af bistandens veteraner, Chr. Kelm-Hansen, i sin bog “Det koster at være solidarisk”:
“19. marts 1962 blev den første u-landslov vedtaget (af Folketinget) – enstemmigt – og den 9. juni holdt den nyudpegede 9-mands u-landsstyrelse sit første møde. Til formand havde regeringen udpeget professor Poul Nyboe Andersen, der var stærkt knyttet til andelsbevægelse, kooperation og højskole og derfor til fulde opfyldte de ønsker, som de folkelige kredse havde”.
Nyboe Andersen sad som styrelsesformand, indtil han i 1968 blev økonomi- og markedsminister i Hilmar Baunsgaards VKR-regering (1968-71). Han nåede også – i 1963 – at være formand for FNs Komite for teknisk bistand.
Nyboe Andersen stod på særdeles god fod med en anden Venstre-politiker med stort engagement for u-landenes sag, nemlig nu afdøde tidl. finansminister Thorkil Kristensen, om hvem han skrev bogen “Thorkil Kristensen. En ener i dansk politik”, der udkom i 1994.
Nyboe selv var både en lærd akademiker og folkeligt indstillet, han var forsker og politiker, højskolelærer og bankdirektør, journalist og administrator – og som menneske på eengang reserveret og tillidsvækkende.
Poul Nyboe Andersen blev født den 23. november 1913 og døde fredag den 5. november 2004.