Uddannelse for Alle – og Danmark

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Danmark skal holde sit løfte – og give sit bidrag til Uddannelse for Alle. Sådan hedder overskriften på en kommentar på hjemmesiden for u-landsorganisationen Ibis, www.ibis.dk

Kommentaren lyder in extenso:

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har fået karakterbog med hjem.

Sammen med statsledere fra de øvrige 21 rigeste lande i verden kan han i disse dage granske sin indsats for at leve op til FN-målsætningen, som Danmark har tilsluttet sig, om at sikre, at alle verdens børn får gratis skolegang inden 2015. Bedømmelsen bygger på de tal, regeringerne selv har opgivet til OECD i 2001-2002.

Det er den internationale paraplyorganisation Global Campaign for Education, GCE, som Ibis er med i, der står bag karakterbogen med titlen “Must Try Harder” – Der skal hænges mere i.

Og lad os sige det som det er. Det samlede resultat af de 22 statslederes indsats er nedslående, og det er ikke for meget at konkludere, at der er en iøjefaldende modsætning mellem ord og handling.

Anders Fogh Rasmussen klarer sig umiddelbart ok. Han ligger til et 8-tal og indtager i klassen af statsledere en syvende plads. Han får gode karakterer for at prioritere de fattigste lande og for at give mere end 0,7 procent af bruttonationalproduktet i samlet bistand.

Men statsministeren får 0,3 for ikke at bidrage til det såkaldte Fast Track Initiative. Fast Track er et initiativ startet af Verdensbanken, der skal sikre, at ingen lande, som arbejder seriøst på at give alle borgere adgang til uddannelse i 2015, skal begrænses af manglende ressourcer.

I karakterbogen fremgår det også, at Anders Fogh Rasmussen meget nemt kan blive fristet til at opføre sig som ét af de mere uheldige elementer i klassen. Underforstået: Anders er en af de elever, man skal holde øje med.

Hvis Danmark skal undgå at falde bagud i klassen, er det derfor nødvendigt, at man bidrager til Fast Track. Og det er der mulighed for, når de rige lande mødes i november i Oslo for at diskutere finansieringen af Uddannelse for Alle.

– Uddannelse for Alle er en af de billigste succeser, man kan få på verdensplan. Det koster ikke mere end 2 Storebæltsbroer om året at give de 100 millioner børn, der ikke går i skole, en fremtid. Vi kan simpelt hen ikke være bekendt, at verdens 22 rigeste lande ikke kan finde de penge, siger Annelie Abildgaard, uddannelseskonsulent i Ibis.

Hele rapporten kan hentes som pdf eller tilsendes på tryk ved at sende en mail til [email protected]